Det er jo ikke fordi det gør mig anderledes.. Eller, lidt måske, når man ved det.. Jeg har altid været typen der ikke tager med til festerne eller større (ja, det er så over 5 personer i min verden) forsamlinger hvor jeg skal være en del af det sociale - eller bare når nogen fra familien en sjælden gang samledes. Jeg vil gerne have tilbudet om at komme med - så føler jeg mig som en del af fællesskabet, men jeg takker stort set altid nej. Faktisk kan jeg dårligt komme på noget der giver en værre følelse end når man ikke bliver inviteret, for "han kommer jo aldrig alligevel". Omvendt, så kan jeg godt forstå folk ikke gider blive ved med at invitere, for i bund og grund giver det jo ikke den store mening. Vælger jeg en sjælden gang at tage med, er det eneste jeg kan tale om mine interesser og mit arbejde - der lukkes fuldstændig af for alt andet og til en indledning som "hey, godt at se dig, går det godt?" kan du forvente at få et "jo tak, det går udmærket" tilbage i et meget monotont stemmeleje, sammen med et fuldstændig dødt blik - hvis jeg overhovedet kigger på dig - der efterlader dig absolut tvivlende om hvor vidt jeg er ved at dø eller virkelig bare ikke gider dig. Og det er sådan det er. Intet mod dig, men sociale egenskaber er jeg lidt fattig på. Men hvordan hænger det lige sammen med nærværende blog, som jo alligevel er formuleret ganske udmærket? Det hænger faktisk rigtigt godt sammen, for en af mine interesser er det danske sprog og jeg fik også ganske udmærkede karakterer indenfor området i skolen - for det interesserer mig, så det lærer jeg på ingen tid. Lige nu har jeg en skærm at gemme mig bag. Jeg skal ikke koncentrere mig om at aflæse mimik, holde øjenkontakt eller tænke over min egen fremtoning, gestikulationer mv. Det er her jeg slapper af - og så har jeg overskudet til at finde ordene frem. Hvordan klarer jeg så lige et arbejde uden kollegaerne får depressioner over at tænke på hvordan jeg har det? Det er faktisk ikke så svært - for jeg arbejder med mine interesser og så er jeg pludselig helt med fremme og kan snakke med - uden at det virker alt for påfaldende, når jeg har tendens til at køre lidt i det samme spor. Går snakken over på det sociale, så dør jeg dog ret hurtigt og ender bare med at stå og slå rødder. Jeg arbejder ret hurtigt, koordineret og husker det jeg skal og tingene bliver gjort til tiden. Mit hoved er ret systematisk indrettet lige når det gælder interesser, hvilket klart kommer mig til fordel. På mange måder vil jeg ønske jeg var bedre til det sociale, men jeg mangler også en del empatiske evner, så når andre har tendens til at tænke "orh, det er da også virkelig synd for ham/hende", så er det ikke nødvendigvis at jeg tænker det samme - men jeg har lært at give en form for medfølende udtryk, hvilket er en stor hjælp for mine omgivelser. De to ting gør, at jeg faktisk fungerer ganske glimrende alene - men ørj hvor er jeg samtidig glad for at bo sammen med min kæreste. Min erfaring er, at de sociale og empatiske evner er dem der er sværest at "rette op på" når man har Aspergers - mange af de øvrige ting der hører med, synes jeg i hvert fald selv det er lykkedes mig at få bugt med, eller bare arbejde udenom.
