aspieME @aspieme - Tumblr Blog

Videoer

Så et link til en video på facebook, "Faces of autism". Den er rigtig flot - og sød. Godt lavet! https://vimeo.com/1353677 Se den - den er det hele værd.. :-) Det fik mig så til at google lidt. Den her; https://vimeo.com/34796278 - siger også lidt om hvordan man kan udvikle sig, hvis man får lidt hjælp, eller selv fanger et spor at køre ad. Den her er til gengæld "kun" en trailer - men en fantastisk en! https://vimeo.com/41053149 Desværre kan den kun købes hvis man bor i Australien. Bor du der, må du gerne skrive, jeg betaler gerne porto mv. hvis du vil modtage den og sende videre for mig :-)

Hvordan får du en ny iPhone?

Bliv skør af SMS'er der bliver ved med at rulle ind. Slå lyden fra og bliv skør af lyden fra vibratoren. Kast med din gamle iPhone 4 og smadr den. Brug en formue på en ny. Daah!

#aspie #asperger #iphone

Godt nytår

Hmm. Det lød ellers som en herre god idé at tage til New York for at fejre nytåret. Ikke at jeg nogensinde rigtigt har fejret det, højst været ude hos nogle venner. Af uransaglige årsager har jeg ikke før nu tænkt over hvor mange der egentlig vil være på Times Square i aften – og det er jo på alle måder helt umuligt at få en plads, med mindre vi står derude fra nu og resten af døgnet. Det kommer så ikke til at ske. Så lige nu sidder jeg i vores lejlighed 150m fra Times Square og har egentlig mistet lysten til det meste. Det er sådan lidt mærkeligt, for hverken jul eller nytår siger mig specielt meget – men lige nu ville jeg faktisk nok helst være tilbage i Danmark, hvis jeg lige havde en teleport til formålet. Nå. Skal man være sådan lidt tilbagebliksagtig som alle andre er i dag, så håber jeg at 2013 også bliver et år. Ja. Så har jeg ikke sagt for meget for jeg aner alligevel ikke hvad det vil bringe og jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg håber på. Det er faktisk rimelig mærkeligt at være så langt væk hjemmefra. Havde egentlig ikke regnet med det havde en betydning for mig hvor i verden jeg var den sidste dag i et år, men åbenbart må det jo betyde noget. Pas på dine fingre hvis du går ud. Jeg ved ikke lige hvor vi ender, men her er da et TV. Godt nytår! PS: Har du set jeg har fået en avatar? To Nerds og mine fødder, så kan du ikke sige jeg ikke er med på billedet ;-)

#godt nytår #happy new year #times square #danmark #denmark #aspie #asperger #autism

Har du Asperger? Det går over, det er bare en fase...

#aspie #det går over #bare en fase #asperger

WHAT MAKES YOU FEEL BETTER WHEN YOU ARE IN A BAD MOOD?

Going to a more quite place, being myself, listening to music or sometimes just turning off the light.

Så er julen overstået

Med rimelig succes. Ikke nogen egentlig pinlige gaver hvor jeg sad og så dum ud. Der var til gengæld ret god mad d. 24. og hyggeligt selskab. En lang løbetur rundt i huset, sangtekster ingen kunne huske (og vi kan alligevel ikke synge, så der gik ikke meget tabt). Her i dag har jeg været til en britisk jul af en art. Kalkun har alle dage været en tør fugl, især den her! En del af gæsterne synes jeg var nogle sære snegle. Måske lidt skidt at tage til et arrangement med den indstilling. Måske man bliver lidt ekstra farvet af det, men der var indtil flere jeg på intet tidspunkt vekslede et eneste ord med. De synes vist også jeg er en kende sær. Jeg har absolut intet at sige i dag. Intet overhovedet. Ikke fordi jeg er gnaven, men jeg er virkelig udkørt ovenpå de foregående to dage. Jeg gider ikke mere jul. Jeg gider ikke mere kalkun. Slet ikke en tør en. Jeg tog også primært med fordi nogen har en forventning om at min kæreste og jeg kom. De lagde godt nok op til at vi godt kunne blive væk hvis det nu var - men belært af erfaringer, så er det klart bedst at dukke op. Det hjalp lidt på det hele at komme væk derfra igen. Det var bare selskabet og husets karma der var lidt imod mig i dag. Jeg lærte det her udtryk forleden "non-verbal", hvilket vist ret godt dækker situationen i dag. Uanset hvor meget jeg kiggede på de andre gæster, observerede og prøvede at interessere mig, var der ingen interesse fra min side, ingen kommentarer. Nu er jeg jo heller ikke verdensmester i smalltalk. Langt fra. Men jeg plejer da i det mindste at kunne få mig selv til at hilse på folk og vise bare en anelse interesse. Lignende er sket før, men så er jeg slet ikke mødt op. Enten har jeg fundet en eller anden tam undskyldning for at blive hjemme - eller også har jeg givet op halvvejs og er vendt om. I dag var jeg der. Det i sig selv må været en succes. Men jeg sad da også for mig selv i ca. 15 minutter med musik i ørerne for at lade lidt op. Glædelig bagjul ;-)

#asperger #jul #kalkun #aspie

aspergersissues

aspieme

‘When I tell someone about my diagnosis, they (usually) have an idea of what it is. This is [in part] thanks to high-profile news stories, such as Gary McKinnon’s.’ Photograph: Andy Rain/Epa/Corbis Last week, I bought a T-shirt printed with “I had Asperger’s syndrome before it was cool”. For me, and many like me, the diagnosis is much more than a label. It can be a source of pride; a badge of honour for surviving in a world that, for us, seems chaotic, overwhelming and downright scary. It can also be a part of our identity. When I meet a fellow Aspie, I feel a sense of fraternity with them. This person, unlike the other 99% of people, sees the world in the same way as me. We face the same challenges, we think the same way, and we often have to campaign together on issues affecting us. I’m proud to call myself an Aspie.

Over the last few years, I’ve seen the term Asperger’s syndrome used and understood better by the public. When I tell someone about my diagnosis, they (usually) have an idea of what it is. This is thanks to high-profile news stories, such as Gary McKinnon’s, an increasing number of documentaries featuring people with both autism and Asperger’s syndrome, and the awareness raising of charities like the National Autistic Society.

It’s because of this that when I first learned over two years ago of the proposal to remove the term “Asperger’s syndrome” and “autism” from the psychiatrists’ Diagnostic and Statistical Manual (DSM) of Mental Disorders and replace them with “autism spectrum disorder”, I was set against it. People with Asperger’s syndrome find change very difficult, and this was a big and unwanted change to my identity. However, as well as being an Aspie, I am also a psychologist. As such, I felt I needed to set my personal views aside, and investigate how we classify Asperger’s syndrome.

Contrary to my views as an Aspie, after looking at the research I was forced to conclude that actually, the DSM-V is a big step in the right direction. For years, studies have been suggesting that autism and Asperger’s syndrome are the same condition, differentiated only by level of impairment. It’s what I see in everyday life too. My brother, for example, clearly has some form of autism, but could fit both diagnoses equally well. Therefore, it does seem to be a positive move.

While from a professional and (somewhat begrudgingly) a personal standpoint I can support the DSM-V, I still have concerns. I worry what will happen to people like myself who currently have a diagnosis of Asperger’s syndrome. Will this diagnosis be continued in good faith, or will I have to be assessed for an autism spectrum condition? If I do have to be re-assessed, there is a good chance that myself and many like me will come out without any form of diagnosis. While for me, Asperger’s syndrome does not cause any significant impairment, it is still a very different way of thinking to everybody around me. What then should I call it? A personality quirk?

Others may not be so lucky. Some people with Asperger’s syndrome may lose any sort of diagnostic label, but still require support, which they can only access via a diagnosis. Here I have to trust that doctors and administrators will use their discretion to ensure that people who need support will still be able to access it, even if they don’t meet all of the new diagnostic criteria.

The term Asperger’s syndrome is not going to be lost overnight. Many diagnosticians in the UK use the International Classification of Diseases (ICD) classification, rather than the DSM, which still uses the term Asperger’s syndrome – although I expect this may change in the next edition of the ICD. Equally, I know many people with Asperger’s syndrome who believe that the term will not be lost: kept alive by diagnosticians, and themselves. While I hope it remains in our lexicon, I don’t share their optimism. After speaking to teachers, researchers and psychologists, I think it is likely that the term is going to die out over the next decade.

So where does this leave me? I don’t see this as an end to the camaraderie I have with my fellow Aspies. Instead, I feel we are opening up the fraternity of Aspie to our autistic friends. Don’t get me wrong, I will try and get as much use out of my new T-shirt as I can. However, when the time comes, I will be able to put the T-shirt away. I will be proud to call myself someone on the autistic spectrum.

Hmm

Første "juleaften" overstået

Det startede med over 200km kørsel i snestorm som egentlig gik ganske udmærket. Det er hyggeligt vejr at køre bil i. Fjernsynet kørte med gamle julehits. To børn sad med iPads og spillede spil - af og til med lyd på, samtidig med de kommenterede på det de foretog sig. Der var godt nok tryk på. Underligt nok var der ingen der rigtigt sagde noget. Der blev ikke spurgt ind til noget, ikke kommenteret på noget. Alle passede bare deres. Det var ret mærkeligt. Normalt er der altid nogen der ævler om noget. Alle lydene flød fuldstændig sammen. Det var bare et stort kaos. Det tog godt nok rigtigt mange resourcer. Her efter alt er overstået og jeg kom ud i bilen igen, er jeg faktisk helt frisk. I morgen går det løs med endnu en juleaften. På vej hjem kom jeg til at tænke lidt over mig selv som lille. Jeg kom til at tænke over biblioteket der hvor jeg boede. Det var ganske ofte jeg sad der i nogle sofaer de havde og hørte lydbøger. Eller musik. Tanken kom af at der kom et gammelt Dodo and the Dodo's nummer frem på radioen på vej hjem - og det er en plade (jep, LP) jeg kan huske at have hørt, i de gamle, grønne sofaer. Det gik der rigtigt meget at min ungdom med. Nå. Godnat, endnu en juleaften i morgen. Og en mere d. 25.

autisticeagle

Neither is it Aspberger’s, Asperger, Asbergers, Asperbergers, Aspibergers or any other form of the word.

It is Asperger’s. Pronunciation ASP-er/g/-ers.

You stress the first THREE letters.

You do not only stress the ‘as’, you stress the whole first structure.

Similarly, it is not a soft g. It...

autisticeagle

This made me happy.

I’ve been one of the people who’s been reading SMBC since it first came on the Internet, and when I see this, and Zach’s support of people who don’t use their diagnosis to get away with shit, it makes me happy.

By the way, he WAS NOT mocking people with Asperger’s. Rather, he was insulting people who aren’t really aspies, but who get diagnoses from crappy doctors then use that diagnosis to get away with shit that’s not even related to Asperger’s or autism.

God I hate those people. Those people are the reason the school is denying me the ability to claim for certain needs that I ACTUALLY REQUIRE.

— Sam

Breaking news

Jep, det er i hvert fald hvad der står på Tv2 News når jeg slår over på kanalen. En person hvis navn jeg ikke nævner, har dræbt alt, alt for mange mennesker på en skole i Connecticut. Jeg googlede emnet lidt og fandt ud af, at hans bror har udtalt, at han har Asperger, og han må jo et eller andet sted være en rimelig troværdig kilde. Det samme havde ham tossehovedet (det må jeg vel godt sige, når jeg også selv har Asperger? ;-)) der skød omkring sig i Malmö for noget tid siden - og Breivik er også lidt under mistanke kan man læse rundt om på nettet. Uden at have gravet i sagen - og andre sager - så prøv at tage et kig på hvor mange tilsvarende personer der findes, der ikke har Asperger. Jeg håber dæleme der er mange (forstå mig ret, jeg håber ikke at der ER mange, men jeg håber, at flertallet ikke har Asperger) og at det her med Asperger blot er et tilfælde. Jeg kan godt forstå, at Asperger kan trigge noget i hovedet på disse mennesker - alene ud fra at jeg godt selv kan blive en anelse aggressiv overfor f.eks. computer, iPad og lignende, når tingene ikke virker. Dog slet ikke i samme grad som vi har set her. Heldigvis. Det må være et eller andet med, at han ikke har fået lov at udfolde sig som han ville, at familien ikke var stolte af ham som han var, at han ikke fik den hjælp han skreg efter at få (måske samtidig uden at sige noget).. Puha.

#asperger #breaking news #malmø #malmö

Folkeskolen

Sad og tænkte lidt over min tid i folkeskolen - afledt af en samtale jeg nu lykkeligt har glemt alt om. Jeg var ham der altid passede sig selv og undrede sig over alt det ingen andre gad bekymre sig om. Det var også langt mere spændende at snakke med lærerne end de andre elever - for de andre var bare dumme og lærerne vidste typisk noget om .. noget. Det var i hvert fald både ældre og mere fornuftige - og faktisk også ret udmærkede lærere. Til gengæld var jeg ham der aldrig gik i jeans. Faktisk tror jeg at jeg var 19-20 år før jeg rent faktisk fik et par af slagsen. Allerede dengang hadede jeg også tøjmærker (altså, dem i nakken af tshirts osv.). De burde forbydes ved lov. Joggingtøj, de klassiske 90'er træningssæt og andet blødt tøj var jeg langt mere tilpas i - og jeg var fuldstændig ligeglad med hvad andre tænkte. Jeg havde en idé om hvad de tænkte - det gav sig i hvert fald ofte til udtryk, men jeg ændrede ikke noget af den grund. Jeg så bare intet galt i det overhovedet. Det var gennemført kikset - det er lidt sjovt at tænke tilbage på. Samtidig så jeg heller ikke det store problem i at have det samme på flere dage i træk. I de mindre klasser skulle vi spise i skolens kantine. Selvfølgelig ville jeg helst blive i klassen hvor der trods alt var mere roligt. Til gengæld indtog jeg altid et bord i kantinen for mig selv. Og det gjorde jeg bare, sådan var det. Jeg husker en gang hvor en fra klassen kom hen og sagde at jeg nu skulle til at sidde sammen med resten af klassen. Jeg var ikke så lun på idéen, men sådan blev det. Ikke at jeg sagde noget til dem eller gjorde noget for at passe ind, men fremover spiste jeg med de andre. Det var bare sådan det var, uden videre forklaring ;-) På et tidspunkt fik vi en radio i klassen. Ikke noget særligt, men så skulle der være musik. Hele tiden. Hamrende højt. Også selvom jeg var den eneste i lokalet. Slukkede man den, så kom der på mærkværdigvis en rendende og tændte den igen. Det forstod jeg aldrig helt. Men det larmede og var super irriterende. Ellers var jeg ikke så pjattet med konceptet folkeskole - bortset fra jeg lærte en masse nyttige ting :-)

Opfattelse af lyde

Jeg har vist nævnt det før. Mange omgivende lyde hører jeg i samme, høje niveau. Jeg ved det ikke er normalt af to årsager; dels giver det rent fysisk ikke mening at en f.eks. en kuglepen der bliver tappet mod et bord larmer ligeså meget som boremaskine, dels kan jeg få det hele til at give mere mening, ved simpelthen at koncentrere mig. Det er langt fra altid det går mig på at høre alt "lige højt" - det kommer an på hvor behagelig en lyd er, så at sige. Det er også det der definerer hvor meget jeg vil koncentrere mig - for det kræver alligevel lidt energi i længden. Hvad der definerer en træls lyd fra en behagelig svinger til gengæld også meget. Er der et generelt højt lydniveau - f.eks. på et fodboldstadion med fans der brøler - gør det mig intet, for der er det en del af kulissen. Ofte er det uventede, arytmiske lyde der genererer mig - som hvis du hører musik i et par hovedtelefoner og på en eller anden måde giver udtryk for rytmen med en fod, knips, kuglepen eller lyde du selv siger - og rytmen ikke passer ind i - ja, øh, den omgivende rytme. Det kan også være tilfældet i det offentlige rum. Ja, det her lyder nok lidt mærkeligt, men selv på Strøget i København er der en rytme i alt. I hvert fald i mit hoved. Det er som om jeg finder en rytme i trafikken, i måden folk bevæger sig på og trafikken ruller - men kommer der en forbi på cykel, skateboard, rulleskøjter eller noget helt andet der bryder den rytme, så går lyden vedkommende laver virkelig ind og roder rundt på alt. Er det kort og forbipasserende mister jeg måske blot fokus et splitsekund og beder dig pænt gentage, fordi jeg blev fuldstændig grebet af at opfatte hvad der brød mønsteret. Jeg tror også jeg ubevidst bruger det til at registrere alt der foregår omkring mig, for jeg føler selv, at jeg opfatter omgivelserne ret hurtigt. Er det længerevarende må jeg tage koncentrationshatten på - og er jeg helt flad for energi (typisk derhjemme) er det ikke uvant jeg putter mig i sofaen og dækker mine ører - på en mere eller mindre diskret måde, hvilke godt kan blive taget lidt ilde op ;-) - det virker nok lidt arrogant til tider.. Jeg sad og læste lidt på wrongplanet.net hvor en bruger henledte opmærksomheden på en video/animation der illustrerer fænomenet. Befinder du dig indenfor autismespektret, så hav lige en finger på mute-knappen eller vær klar til at pause. Jeg så videoen af flere omgange for ikke at sidde med hænderne for ørerne hele tiden. Den kom virkelig til at gå mig på, men den illustrerer fænomenet virkelig godt. http://vimeo.com/52193530 Det var i øvrigt videoen der triggede dette indlæg. Go' dag :-)

Jeg prøvede!

På mit frivillige job i den her slags forening, blev nogle stykker åbenbart tilbage efter dagens dont, hvilket jeg tilfældigvis så i et opslag på facebook. Jeg var egentlig blot taget hjem - men nu har jeg gået og tænkt rigtigt meget over det med at socialisere sig det seneste stykke tid, så jeg tog rent faktisk derned - delvis under påskud af at skulle hente noget jeg havde glemt. Først så jeg det mest som en "nå, I ville nok ikke have mig med" - men jeg tog chancen og inviterede mig selv. Der var da i hvert fald et par stykker der var så flinke at hilse på mig. Jeg følte mig absolut ved siden af og havde ingen idé om hvad jeg skulle bruge som indspark på noget tidspunkt. Dog fik jeg ført et par kortere samtaler. Den ene omhandlede udelukkende arbejde, den anden nogle overvejelser om hvor vidt en kollega kunne leje sin ejerlejlighed ud og flytte til et andet sted i landet - og have råd til det. Ikke just smalltalk. Til gengæld ret typisk mig. Nå. Jeg tog hjem efter en time - det førte ikke til noget og så spændende er det heller ikke at sidde og observere andre når man alligevel ikke finder det interessant. Jeg har gjort et forsøg - og det er en start. Aner ikke om jeg vil gøre det igen. Pt. føler jeg klart ikke for det, for jeg føler det som spild af tid. Omvendt, så kan jeg godt mærke noget i mig der trækker mod det at være social med andre er noget jeg burde gøre mig i - men det fungerer overhovedet ikke i sin nuværende form. Jeg ved sgu ikke lige hvad jeg skal stille op med det.. Det er jo en del af min diagnose.

Håbløse mennesker

Her den seneste uge, har jeg været ved at opgive et projekt fuldstændig. Jeg synes rigtig godt om projektet, men udførelsen.. puha. Der er et par ting der går mig grænseløst på. Den ene er, at første gang jeg møder op, bliver jeg mødt af en meget sur chef, der egentlig bare synes alt er galt - og det er alle andres skyld. Det hænger altså lidt ved. Samtidig er der den her - pedel - kan vi vel kalde ham, der går og snager i alt. Og jeg mener alt! Han kommenterer på alt, roder i alt og skal blande sig i hvor alt er og hvorfor - og også hvem - der har flyttet hvad. Jeg tror virkelig han mangler en hobby. Og et reelt job. For vi er i en frivillig organisation. Jeg skal være på det her projekt hver aften i en måned og her i går fik jeg simpelthen nok og flyttede mig selv til et kontor hvor han typisk ikke har sin gang. Udelukkende for at slippe for manden, som nu er blevet mig alt for meget. Naturligvis spurgte han mig hvorfor jeg flyttede - og han fik da også et ærligt svar. Det gik aldrig op for mig hvordan han tog det. Samtidig har han nærmest stalket mig på Facebook ved simpelthen at trykke "like" ud for nærmest alt jeg skriver. Der er han også røget ud i skyggen. For det første er det han siger meget, meget ugennemtænkt, for det andet har jeg fuldstændig opgivet af forstå hvilken tone han siger ting i. For mig er det som at se på et stykke hvidt papir der snakker og jeg ved aldrig om han mener hvad han siger eller om det er en kikset joke. Generelt er jeg ikke den bedste til at læse folk, men lige med ham er jeg bombet helt tilbage. Samtidig stiller han sig helt op i ansigtet på en når han taler, hans positur er direkte ucharmerende og så kommer der hele tiden den der klamme hånd på ens skulder eller ryg når han lige skal pointere noget. Og det skal han hele tiden. Når man så svarer ham, står hans mund og nærmest citerer det man sagde, bare uden lyd. ARRRRRRRRGH! Så hold da op menneske! Gå væk, jeg forstår dig ikke! Nu vil jeg rigtigt gerne det her projekt fordi det er en af mine interesser - men ham - og så den modtagelse jeg fik, fik mig næsten til at smide alt. Det var godt nok lige noget med at tage sig alvorligt sammen, lukke sig inde og få arbejdet gjort og så håbe på bedre tider. Og de er her nu! Jeg har klart lært et eller andet gennem årene. For måske 5-6 år siden havde jeg aldrig fundet mig i det her. Uden tvivl var jeg gået for længst og havde sagt de kunne ringe når de blev klogere. Man kan så diskutere hvad det er jeg har lært, for det er måske ikke så sundt et miljø at arbejde i - men det der er mit arbejde her, er noget jeg rigtigt gerne vil - og basalt set vil jeg bare gerne passe mit arbejde. Og jeg bliver super glad når det hele spiller - og det ser det ud til at gøre nu. Det er ikke fordi jeg kommunikerer specielt meget med de andre (der er vel en 60 stykker), men jeg kan godt lide mit og hvis folk ellers bare husker at være lidt positive og sige "hej", så er det fint til mig :-)

At få ting gjort

Som nævnt, ting der interesserer mig, husker jeg, men jeg husker ikke nødvendigvis at gøre ting der interesserer mig (og heller ikke dem der ikke interesserer mig, for den sags skyld). Derfor tamper jeg gladeligt alt ind i min kalender, der automatisk er synkroniseret mellem mine computere og telefon. På den måde får jeg ting gjort, som regel også til tiden. Det er alt lige fra at ringe til en, til at sende en mail, til at huske at få noget med i bilen til at købe en halv liter mælk på vej hjem. Ganske ofte - og til min egen enorme irritation - kan jeg stå med et papir i hånden jeg skal huske, lægge det for at tage jakke på - og så alligevel præstere at glemme det trods der ikke er gået ti sekunder i mellemtiden. Hvor utroligt det end lyder, så bliver jeg også ofte overrasket over hvor dårlig jeg er til at huske at få ting gjort - for det sker også ganske jævnligt at jeg tænker "det husker jeg lige at få gjort" - og så kender vi godt udfaldet.. Det er godt nok træls.

Skæv hukommelse

Alt der er nødvendigt for mig at huske, husker jeg. Telefonnummeret på en person der var vigtig for mit job i fredags og en anden person i søndags. Det er næsten irriterende. Faktisk spørger jeg ofte en ekstra gang, bare for ikke at virke som en total nørd, trods jeg sagtens kan huske hvad jeg skal. Alt jeg finder uinteressant, glemmer jeg. Øjeblikkeligt.

#aspie

Trending Blogs

Recently Viewed Blogs

aspieME