Introdage
Hvad er det for en besættelse verden, i al almindelighed, og det danske skolesystem i særdeleshed, har med introdage? Når man starter et sted, i en klup, på et hold eller på en uddannelse, er det efterhånden umuligt at slippe udenom en eller anden form for introarrangement – ofte endda flere introdage.
Og hvorfor egentlig det?
Jeg kan selvfølgelig forstå ønsket om at give nybegyndere en god start, at give dem en chance for at komme på plads før tingene rigtigt går i gang, men er det ikke ved at tage overhånd?
Jeg er for nyligt begyndt på universitetet, på farmaceutuddannelsen for at være mere præcis.(1) Og på Farma, eller Pharma, hvis vi absolut skal være internationale, er der en intromåned.
En måned!
Og det er ikke engang bare en uofficielt vi-tager-det-lige-lidt-rolig-måned, men et vaskeægte introkursus der skal bestås og som fylder hele vores skema i september.
Intromåneden består mest af skemalagt (og ofte vejlederløst) gruppearbejde, samt forelæsninger der er taget direkte ud af fag, vi først skal have om tre til fire år. Alt sammen for at give os en ”prøvesmag” på hvad vi kan forvente os af uddannelsen. At gruppearbejde i den størrelse er relativt sjældent, og at de studerende fatter hat af forelæsningerne, selv når de er på dansk, er tilsyneladende en accepteret kendsgerning.
Hvad nu hvis, og nu kommer jeg med et helt vildt forslag, man bare begyndte uddannelsen? En navneleg og et skema den første dag, og så en forelæsning i kemi den næste. Jeg ved ikke med Dem, kære læser, men for mig er det forbandet svært at fokuserer på at lære noget, eller møde nye mennesker for den sags skyld, når jeg er utryg ved situationen.
Og der er intet i verden der er mindre trygt end usikkerhed.
Netop derfor er det en frygtelig ide at ligge intromåneden i starten af studiet. Ikke alene er de studerende nervøse, fordi de skal møde nye mennesker, være i nye bygninger, og for de flestes vedkommende studerer på en helt ny måde. Man har samtidig valgt at indrette den første tid sådan at hver forelæsning holdes af en ny person, samt at emnerne kun er små, usammenhængende bidder af hver fag, som de studerende hverken kan forberede sig til eller studerer videre omkring. Det kan da ikke være et mysterium hvis nogen springer fra.
Jo flere faste rammer du kan etablerer til en studiestart, jo bedre.
Man kan jo selvfølgelig argumentere for, at introarrangementer og lignende er til for at de nyankommne skal få et indtryk af uddannelsen som helhed, og ikke bare af hvordan det første stykke tid vil forløbe. Og det er rigtigt nok, at en ny studerende kunne komme til at tro, at hele dyrelægeuddannelsen ville handle om matematik, hvis netop det fag fylder en tredjedel af skemaet i det første semester.
Desværre virker det nærmere som undtagelsen end reglen, at uddannelsesstedet har den ringeste ide om, hvordan resten af uddannelse i virkeligheden ser ud. Det er jo ingen sag at se hvilke fag de nye gymnasieelever skal have i 3.g, men det er noget sværere at give et realistisk, endsige brugbart, billede af hvordan anatomiundervisningen reelt kommer til at forløbe på medicinstudiet, med en enkelt introtime.
Da jeg var dreng gik til ”live rollespil,”(2) hver mandag i en park. Vi var en stor flok børn, med et par voksne ledere, og pointen var i virkeligheden, at mandagsmøderne det var en slags forberedelse til det ”rigtige” rollespil, som blev afholdt i en skov en gang om måneden. De fleste af børnene var for små til det, og ville egentlig hellere bare lege riddere og elvere i parken, men lederne fik muligheden for at introducerer os børn til ideen om rollespil, samtidig med at de fik lov at tjene lidt penge på deres ellers (meget) dyre hobby. Som vi børn blev ældre faldt nogen fra og fik nye interesser, mens andre begyndte at tage med i skoven, og tage spillet seriøst.
Den første mandag i hver måned var introdag for nye børn som gerne ville se hvad det der rollespil egentlig var for noget. Og i dette tilfælde betød ”introdag” at vi forsøgte at vise dem hvad de i sidste ende kunne vente sig, hvis de engang tog med i skove til det rigtige, voksne rollespil.
Problemet var, at vi hverken havde vildnisset, kostumerne eller de garvede rollespillere til at simulerer oplevelsen af at være i skoven. Det vi havde, var en park og godt fyrre børn med skumgummisværd.
Misforstå mig ikke, det var hylende skægt hver gang, men det havde intet med ”rigtigt” rollespil at gøre, og det eneste tidspunk vi gjorde noget der bare lignede det vi gjorde på introdagene, var når der blev holdt introdag.
Introdagen var blevet en selvstændig ting, der ikke længere havde noget forhold til det, den introducerer os til. Og derfor holdt de op med at bruge den. Lederne besluttede at nedlæggede introdagene, på trods af protester fra os børn, fordi de var kommet til samme konklusion som jeg. Vi holdt op med at lave introdage, og fandt ikke på nogen erstatning. Nye børn blev simpelthen fordelt til holdets grupper, og sat ind i situationen lidt efter lidt.
Jeg siger dermed ikke at introarrangementer ikke har deres plads. Det er for eksempel slet ikke nogen dårlig ide at vise folk rundt et nyt sted, sætte dem ind i pensum og forklarer dem hvordan IT-systemerne fungerer, men så snart introarrangementerne får deres eget liv og begynder at bevæge sig væk fra det, de i virkeligheden introducerer, så er de bare spild af tid.
Og på en eller anden måde er det vel poetisk at denne, mit første blogindlæg ikke er en intropost om hvem jeg er, eller hvilken autoritet jeg har til at sige, det jeg siger, men er en post lige som alle de andre jeg har tænkt mig at skrive. Der er ingen grund til at gøre tingene mere komplicerede end de er.
1) Det der hed farmaceutisk fakultet før i tiden, og farmaceutisk universitet eller farmaceuthøjskolen endnu tidligere. Nu hedder noget langt og kompliceret på engelsk.
2) De ved, det der hvor folk render rundt ude i en skov, iført kostumer og slås med skumgummisværd. Det er egentlig meget charmerende når små børn gør det, men de fleste finder det en anelse underligt når voksne leger med.