#begyndelse

[blcknotes-blog]

det kunne jeg selvfølgelig ikke fortælle dig

da jeg først begyndte at snakke med dig, føltes det som om mit liv faldt på plads. det kunne jeg selvfølgelig ikke fortælle dig. men der faldt ubeskrivelig ro over mig, og jeg vidste at du ville en stor del af mit liv. det ville jeg gerne. Jeg havde en fornæmmelse af, at du kunne være den person, jeg altid havde drømt om.

[vredejohn]

Om at starte fra begyndelsen

Hvis De læser dette, er der to muligheder: De er enten en af denne blogs allerførste besøgende, og i så tilfælde tak, eller også er De en nyere besøgende som har læst et af mine fremtidige blogindlæg, har syntes om det, og har valgt læse nogle af de ting jeg tidligere har skrevet.

Hvis De har valgt at bevæge Dem baglæns igennem arkivet, med henblik på at læse alt hvad jeg har skrevet, kan jeg ikke andet end gratulere Dem med at De nu næsten er ved vejs ende. Men hvis De derimod har valgt at gå direkte tilbage fra de første blogindlæg og derefter arbejde dem fremad for at få opleve bloggen i den rækkefølge den opstod, må jeg venligst bede Dem om at lade være.

Jeg kan selvfølgelig godt forstå denne reaktion, og jeg har også selv haft den, når jeg har fundet et eller andet nyt. Vi er blevet vandt til at den underholdning vi forbruger bliver rigere, hvis vi er med helt fra starten af, eller at den måske endda føles fattigere hvis vi ikke var det.

Et stort problem tegneserieindustrien har, er at de fleste tegneserier bygger på mange årtiers etableret kontinuitet. Det derfor kan være svært for nye læsere at komme i gang, hvis der står at det hæfte man har lyst til at læse, er nummer femhundrede i serien. Det virker bare naturligt enten at starte fra begyndelsen, eller at glemme det helt.

Hvis en skurk som blev besejret i hæfte nummer tohundrede kommer frygteligt tilbage i nummer trehundrede vil entusiasten, der har læst hele serien, måske få mere ud af den end nybegynderen. Hvis forfatteren er kompetent nok, vil nybegynderen sikkert også få noget ud af det, men veteranen vil sandsynligvis nyde historien mere.

Der er selvfølgelig også mange dramaer, hvor historien bliver mere spændende hvis man er med fra starten, og det ville være synd og skam hvis nogen snød sig selv fra de første afsnit af Firefly, eller Game og Thrones, men der er også tilfælde hvor det forholder sig anderledes.

Hele den første sæson af The Simpsons er temmelig sølle, og ikke kun fordi animationen er dårlig, men også fordi forfatterne og stemmeskuespillerne endnu ikke havde fundet sig til rette. Man var simpelthen endnu ikke kommet frem til den kerne der gjorde The Simpsons til The Simpsons endnu. Og den første sæson var ikke særligt god i sig selv, men et nødvendigt onde i den proces.

Det betyder ikke nødvendigvis at vi er nød til at se den første sæson, for at nyde resten. Det samme er tilfælde for mange andre produktioner, især på internettet, hvor ”underholdere” bruger lang tid på at komme frem til en stil og en stemme.

Og det er det niveau jeg er på lige i øjeblikket. Det er ikke en buddhistisk dannelsesrejse, eller en målrettet proces, men mere noget jeg har set ske for andre, og som jeg forventer, vil ske for mig.

Derfor synes jeg vi skal lave en aftale, De og jeg. Hvis De lover mig at læse Dem igennem mit arkiv baglæns fra de nyeste blogindlæg, frem for forlæns fra begyndelsen af, vil jeg til gengæld give Dem nogle links, til et par af ting, jeg rent faktisk er stolt af at have skrevet. Aftale? Det tænkte jeg nok.

Ja så er det selvfølgelig her det er lidt pinligt at jeg ikke har nogen links, men hvis De kan læse dette, betyder det bare, at de er en af de første besøgende, og det er vel også en slags trøstepræmie.

[glemtetanker-blog]

Begyndelsen

Jeg startede mine dage i baggårdene på Frederiksberg, for hvad der virker som alt for mange år siden. Jeg havde ikke meget, men jeg legede godt og havde ikke brug for andet. Jeg boede sammen med min far og min mor.  Jeg var et ene barn. Vi boede i en lille lejlighed, i en gade jeg ikke kan huske navnet på. Min far var avis-trykker og min mor var hjemmegående, for senere at blive sekretær for en advokat. Mine forældre gav mig alt de kunne, men penge rækker kun så langt. Hvad de ikke kunne give mig af materielle goder, fandt jeg i mine venner i form af leg. 

Jeg lærte alle mine venner at kende igennem min skole. En skole som i dag er lukket. Vi var børn og gjorde som børn gør det bedst: vi legede godt sammen og fulgte ikke nok med i skolen. Naturligt gav det os mange problemer, men ikke flere end at vi hurtigt kunne lægge dem bag os. Vi legede altid. Hele vejen op igennem syvende klasse legede vi. Det var først da vi gik i ottende klasse og efteråret kom til København, at vi så småt holdt op med at lege. Det var nu ikke vores valg. Vi var begyndt at lægge mærke til pigerne og pigerne var så sandelig også begyndt at lægge mærke til os. Desværre syntes pigerne ikke at det var sejt, når drengene løb rundt og legede. Desværre.

Det var afslutningen på en æra. En æra af sammenhold, sjov, leg, ballade og problemer. Hvor jeg dog elskede den tid. Alting var muligt med hjælp fra fantasien og ens bedste venner. Jeg savner den tid. Men tiden som fulgte var nu heller ikke dårlig. 1970erne var netop overstået og 1980 havde taget sit indtog. Jeg var dog lidt udenfor, for alle klippede sit hår kort, eller i nye frisurer, mens jeg holdt fast på at lade mit hår vokse frit og langt. Men alt var ikke besværligt, for det var i dette år at jeg mødte min første kærlighed: Marianne.