Den hvide hat
Hvornår overskred jeg sidst mig selv?
Folk snakkede omkring mig. De snakkede højlydt men med usikre stemmer. Jeg, selv sad i min egen verden med mine svedige hænder og kæmpede med mig selv for at kunne lære replikkerne hurtigst muligt. Vi skulle i hold op og spille et uddrag af et dukkehjem. Læren indtrådte i rummet og den nervøse larm blev til nervøs stilhed. Replikkerne røg ligeså hurtigt ud af hovedet som jeg var til at læse dem. Det blev tid til at spille og læren spørger ”Hvem vil først op?”. Stilheden fortsætter kun og gulvet er det eneste jeg har øjenkontakt med. Ingen svare hende. Der er ingen vej ud nu. Med et lille smil på læben udvælger hun det første hold. De kigger på hinanden med store øjne og rejser sig langsomt op som om der er noget der holder dem nede. Jeg ligger slet ikke mærke til deres stykke jeg er ligeglad. Jeg er stadig i min egen verden. Mine ben begynder at ryste. Lyden af dramatiske iscenesættelser kan jeg høre i det fjerne selvom det egentlig er et par meter væk fra mig. Uret tikkede klokken var kun 15:00 på dagen hvor vi først ville høre uret ringe 15:25. Jeg vidste at der var ingen vej udenom. ”Sofie?” Jeg rejste mig med et sæt og kiggede hurtigt rundt i lokalet. Det var min gruppes tur det føltes pludseligt som om jeg havde en mursten i maven. Mine skridt var korte og usikre. Jeg tog en dybindånding ind før jeg trådte op på scenen. Og da jeg pustede luften ud igen var det tid. Anna sagde den første replik og det var min tur. Jeg kunne ikke slippe nu og med et sæt og med et pres der kun gjorde murstenen i maven tungere røg replikkerne ud af min mund sammen med murstenen. Klokken blev 15:04. Det var overstået. Jeg fløj ned af trappen jeg var let som en fjer. Det var slet ikke så slemt