Discover Top Posts Tagged with #josephine thomas

Eugene Bullards fantastiske liv

Nogle historier kan man ikke vente med at skrive: Tanken om at en anden dansk journalist eller forfatter skulle skrive den for næsen af mig, er ikke til at bære; risikoen er ganske vist lille, for hovedpersonen har om et par måneder været død i 50 år og handlingen er gemt godt af vejen, så jeg ser ingen åbenbar risiko for, at andre skulle kaste sig over den. Bortset fra, at den er så forbandet god.

Historie er om den sorte amerikaner Eugene Jacques Bullard; et enestående menneske, der livet igennem stræbte efter lykken, som det er alle menneskers ret; han stod op for sig selv og blev verdens første sorte jagerpilot; han kæmpede modigt og loyalt for Frankrig gennem to krige, blev såret igen og igen, men rejste sig hver gang op og fortsatte, hvor han slap. Hn lykkedes i livet på trods af uhyrlige odds. Han havde fortiden med sig og de moderne tider i sig, han var med til gøre Montmartre i Paris til det, det blev.

James Eugene Bullard, som der står på hans dødsattest, kom til verden den 9. oktober 1895 som nummer syv i en søskendeflok på ti i en arbejderfamilie i Columbus Georgia. Hans far, William O. Bullard, blev født under den amerikanske borgerkrig og i sine første leveår teknisk set ejet af en hvid fransktalende plantageejer Wiley Bullard, hvis efternavn slægten kom til at bære. Eugene's mor, Josephine Thomas, havde indiansk blod i årerne og hans mormor fremstod angiveligt mere som Creek end sort.

I 1906 stak Eugene Bullard af hjemmefra. Han var en venlig og intelligent dreng, og efter at han havde lært at læse og skrive, der var ikke længere noget at blive efter i Columbus. Moren var død fire år tidlige, hans far havde med nød og næppe undgået en lynching og de eneste fremtidsudsigter var hårdt og glansløst arbejde i et raceopdelt samfund. Eugene tog i stedet på eventyr med "a dollar and fifty cents" på lommen og i fem år vagabonderede han rundt i Georgia og søgte forefaldende arbejde. Det er som taget ud af Huckelberry Finn, hvis der ellers er nogen, som stadig læser Mark Twain. I 1912 sneg han sig ombord på det tyske skib "Mary Ross", og vel ude på Altanterhavet dukkede den sorte blinde passager frem af sit skjul og meldte sig på kommandobroen. Han blev ikke smidt overbord, som de ellers truede ham med, men sat i arbejde af kaptajnen, og da skibet kom til Aberdeen i Skotland kunne han gå fra borde med en udbetalt hyre på fire pund samt hovedet fyldt med tyske gloser. I Skotland oplevede han noget nyt: hvide mennesker behandlede ham med venlighed og respekt, og på et døgn blev hans verden en anden.

Eugene fortsatte til Liverpool, hvor han kom til at træne i en bokseklub og hurtigt fik sin første 10 runders kamp, som han vandt på point. I boksemiljøet mødte han mesterbokseren Aron Brown alias "Dixie Kid", der var en af de mange sorte amerikanere, der var taget til Europa for at finde lykken. Brown tog den unge Eugene under sine vinger og bragte ham med London, hvor han arrangerede ugentlige kampe for Eugene i forskellige bokseklubber.

I november 1913 kommer Eugene med Dixie Kid's bokse-show til Paris; det bliver skelsættende for den 18-årige bokser. Som dreng havde hans far altid fortalt, at i Frankrig bliver man vurderet på sine personlige egenskaber og ikke på sin race; en overbevisning faderen havde fra den fransktalende plantageejer, Wiley Bullard. Og i Paris bliver drømmen om frihed og lighed virkeliggjort for den unge Eugene Bullard: "Jeg følte at jeg ikke kunne blive lykkelig i resten af mit liv, hvis jeg ikke kunne bo i Frankrig".

Efter en bokseturné gennem store dele af Europa helt til Sankt Petersborg, står Eugene af showet i Frankrig og etablerer sig som "prizefighter" i Paris i 1914. Han får det som en fisk i vandet i det parisiske menneskemylder omkring byens cafeer og butikker. Men freden ender i august 1914, da tyske tropper rykker mod Paris og Frankrig mobiliserer alle de mand, landet kan skaffe.

Den 9. oktober 1914, på sin 19 års fødselsdag, melder Eugene Jacques Bullard sig til Fremmedlegionen for at forsvare sit nye elskede Paris, hvilket mere end fem hundrede amerikanere i øvrigt gjorde. Han bliver uddannet til maskingeværskytte og sendt til Somme fronten; i foråret 1915 er han med i en række blodige slag, hvor Fremmedlegionens tab er så omfattende, at tre regimenter efterfølgende må slås sammen til ét. I september i slaget ved Champagne kastes Bullard igen ud i et gigantisk angreb, som reelt udsletter Fremmedlegion. De få overlevende legionærer der er, heriblandt Bullard, overføres til 170. infanteriregiment. Nummeret på dette regiment ses på hans uniformskrave på billedet i toppen.

I august 1915 - en måned før slaget ved Champagne - skriver Eugene Bullards far til den amerikanske udenrigsminister, hvor han gør opmærksom på, at hans søn endnu ikke var fyldt tyve år, da han meldte sig til Fremmedlegionen og beder de amerikanske myndigheder om "gennem noble midler at udvirke, at den franske hær, hjemsender hans søn".

Jeg bliver rørt, da jeg læser om begivenheden. Eugene har ikke set sin far siden han stak hjemmefra som 11-årig, men på en eller anden måde har han fundet ud af, hvor sønnen befinder sig og er selvsagt syg af frygt for at miste sin dreng. Jeg har selv to drenge og kan dårligt tænke på, hvordan Eugenes far har haft det. Han søger hjælp hos indflydelsesrige hvide i Columbus, og en lokal advokat hjælper ham med at få brevet maskinskrevet og sendt til Udenrigsministeriet, der faktisk sender det videre til ambassaden i Paris.

Men William O. Bullards indsast er forgæves. Eugene fortsætter krigen og med sit nye regiment flyttes han til Verdun, hvor han er med i det grusomste slag i verdenshistorien. I februar og marts 1916 sender tyskerne mere end 2 millioner artellerigranater ind over det franske frontafsnit, der blot er på 10 kilometer pakket med franske soldater. Her er Eugene Bullard gravet ned med sit maskingevær. Soldaterne dør i 10.000vis. Jeg har selv været ved Verdun og hjemtog ved samme lejlighed en granatsplint, som vejer præcist 510 gram. Sådanne sharpnels findes i 100millionsvis i området den dag i dag, hvilket i 1915-16 skabte det, som den tyske forfatter Ernst Junger kalder Stahlgewitter - stålstorm.

Eugene overlever bombardementet, mens han mejer tyske soldater ned med sit maskingevær. Én tysker når dog frem til det granathul, hvor han har søgt dækning, og Eugene må skyde sin fjende på nært hold med sin korte karabin. Det bliver en traumatisk oplevelse for den sorte ledionær, der ikke kan glemme, at han har taget livet af et menneske, som måske havde kone og børn. Den 2. marts detonerer en granat nær Bullard - dræber fire af hans kammerater og flår stort set alle hans tænder ud. Men han fortsætter i forreste linje, og den 5. marts er han igen for tæt på en granat, mens han løber som ordonans. Han såres alvorligt i låret og bliver den næste dag bragt væk fra skyttegravene.

Bullards indsats ved Verdun indbringer ham efterfølgende et Croix de Guerre for tapperhed i kamp, men hans skader er så alvorlige, at lægerne tvivler på, om han kan komme til at gå igen og det stopper umiddelbart hans indsats ved fronten; efter endt lægebehandling sendes han til rekreation i Lyon, hvor han bruger det næste halve til at komme til hægterne. Nu trækker Bullard sig ikke frivilligt fra en kamp, og han ansøger om at blive maskingeværskytte i den berømte Lafayette Escadrille af amerikanske frivillige. Han er i forvejen uddannet på maskinevær og i et cockpit, behøver han ikke at kunne løbe med sit dårligt ben. Da han får ja til uddannelsen, udvider han ansøgningen og anmoder om at blive uddannet til jagerpilot i stedet for. Også denne ansøgning bliver godkendt!

Inden han tager afsted til flyverskolen i Tours i oktober 1916, sidder han sammen med tre kammerater på Harry's New York Bar i Paris: Det er de to kunstmalere Gilbert White og Moïse Kisling. Sidstnævnte kender Eugene fra Fremmedlegionen, hvor Moïse blev hårdt såret i brystet i maj 1915. Den tredje er Jeff Dickson, kameramand i den amerikanske hær, der drømmer om at blive boksepromotor, når krigen er forbi. Da Eugene fortæller sine tre kammerater, at han skal være pilot, udbryder Jeff Dickson, at det tror han ikke på. Han vædder 2.000 dollars med Eugene Bullard om, at han ikke klarer det, og de to malere lover at hjælpe Eugene med finansieringen, hvis det kikser.

Det gør det ikke. I maj 1917 får Eugene Jacques Bullard sit flyvercertifikat og bliver den første og eneste sorte jagerpilot under 1. verdenskrig. Han fejrer udnævnelsen med sine tre venner, atter på Harry's New York Bar - og en række andre barer - denne gang med et par overdimensionerede vinger syet på uniformen. Jeff Dickson trækker 2.000 dollars op af lommen og Eugene føler, at han ikke kan være andet bekendt end at byde på champagne og 4-stjernet middag i Paris. Væddemålet om at blive pilot har muligvis haft stor indflydelse på Jeff Dickson, for han bliver senere selv flyver og mister livet i 1943, da han som kaptajn i det amerikanske luftvåben skydes ned over Tyskland.

Men det ved ingen i baren i 5, Rue Daunow i Paris i maj 1917; nu er USA trådt ind i krigen, "The Yanks Are Comin'" og som så mange amerikanere i fransk tjeneste, søger også Eugene Bullard over i det amerikanske luftvåben, der har akut mangel på folk med krigserfaring. Som den eneste af 39 amerikanske piloter bliver Bullard afvist med den begrundelse, at han ikke er officer som sine hvide kolleger.

Som eneste af 39 amerikanske piloter bliver Bullard afvist af US Army Air Corps

Da han ikke bliver accepteret af amerikanerne, fortsætter han derfor med at kæmpe for Frankrig i sit nye SPAD jagerfly; først i N93 og siden i N85 Eskadrillen, og den 27. august 1917 får han sin ilddåb ved fronten over Verdun. De næste to en halv måned flyver verdens første sorte jagerpilot tyve missioner og noteres for to nedskydninger, hvoraf kun den ene bliver officielt anerkendt. Han bliver også selv skudt ned over fronten og lander i ingenmandsland, hvor tyske maskingeværer laver 96 huller i hans flyvamaskine.

Den 11. November 1917 bliver Bullard taget ud af N85 eskadrillen på trods af strålende tjeneste, formentlig efter amerikansk pres fra en vis Dr. Edmund L. Gros, der også fik forhindret Bullard i at træde ind i det amerikanske luftvåben. Den amerikanske ledelse mente, at det belaste krigsmoralen, at have en sort pilot blandt hvide. Som en protest mod amerikansk racisme, blev Bullards valgsprog "Tout le Sang qui coule est rouge" - som stod skrevet på siden af hans fly. Det betyder "Vi bløder alle rødt"

Bullard bliver overført til sit gamle franske regiment, hvor han får administrative opgaver resten af krigen. Han hjemsendes i oktober 1918 men rejser ikke tilbage til USA.

Eugene Jacques Bullard bliver i Paris og havner i showbizz. For en gang skyld har han de rigtige rødder. Efter en lang og grusom krig, har verden brug for at slå sig løs igen, og medicinen mod krigens traumer hedder "jazz" eller som det også kaldtes dengang, "rag". Sorte musikere fra Harlem i New York strømmer i hundredvis til Paris og der spilles den nye jazz musik på alle natklubberne. Min farfar, som var jævnaldrende med Bullard kaldte det "negermusik".

Den entusiastiske Eugene lærer hurtigt at spille trommer af Louis Mitchell, der var leder af jazzorkestret Seven Spades Band (de var alle sorte!) og han får arbejde på den berømte natklub Zelli's, som musiker og directeur artistique. I de kommende år står Bullard for ansættelsen af en stribe af de vigtigste kunstnere i Paris i 20erne og 30erne. Det var fx ham, der tog hånd om den legendariske Ada Louise Smith alias "Bricktop", der senere startede sin egen natklub, han hentede danseren Josephine Baker til Montmartre og hun var babysitter for hans børn; han ansatte også den sorte digter Langston Hughes som tallerkenvasker, der senere blev en hovedpersonerne inden for den kulturelle opblomstring i Harlem.

Eugene Bullard var nær ven med den sorte trommeslager Arthur "Dooley" Wilson, og det er interessant, da det er Arthur Dooley, der spiller "Sam" i filmen Casablanca, hvor Ingmar Bergman og Humphry Bogart mindes deres tid i Paris før nazisterne, mens Sam spillede "As time goes by"

Hans to venner fra krigens tid, Moïse Kisling og Gilbert White, introducerer ham til den rige tarisiske Straumann familie, og han inviterer deres eneste datter Marcelle ud at danse og det ender med forelskelse. I 1922 anmoder han forældrene om datterens hånd, og året efter gifter Eugene Bullard sig med den velhavende 22-årige adelige pige. Det er social opstigning i verdensklasse! Han fortæller selv, at der var en del opmærksomhed omkring deres bryllup. Ikke fordi han var sort og hun var hvid, men fordi der var så stor klasseforskel imellem de to. Parret får efterfølgende to piger Jacqueline og Lolita, men ægteskabet holder ikke. Bullard siger selv, at hans hustru ønskede, at han skulle opgive sit arbejde og følge i hendes høje hæle rundt i det fasionable societyliv, men han havde altid tjent sine egne penge, og det ville han fortsætte med. De bliver derfor skilt efter otte år og Eugene får forældremyndigheden over de to børn. Jeg har også læst at Marcella døde, men det virker ikke sandsynligt.

Eugene Bullard startede med at være ansat på Joe Zelli's Nightclub, men overtager senere selv stedet, sælger det videre og køber en anden natklub, "Le Grand Duc", hvor det også myldrer med notabiliteter og rigmænd. Prinsen af Wales og hans kommende amerikanske kone Mrs. Simpson kommer på Eugene's natklub, det samme gør Hemingway, Scott Fitzgerald og Gertrude Stein.

I oktober 1929 bryder verdensøkonomien sammen på Wallstreet, kloden går i depression, hvilket er et hårdt slag også for natklubberne på Montmartre. Rigmændende forsvinder og selv "Bricktop" må ud og pantsætte sine pelse og lukke sit etablisement. Bedre går det for Eugene. Han får solgt Le Grand Duc i tide, formentlig i begyndelsen af 30'erne og åbner i stedet en bar "L'Escadrille" og en sportsklub "Bullard's Athletics Club", hvor natklubgæsterne kan træne tobaksrøgen og alkoholen ud af kroppen. Hans ven Jeff Dickson, der i sin tid tabte 2.000 dollars til ham, trænede også sine boksere hos Bullard. Dickson blev i øvrigt Europas førende boksepromotor, som han drømte om under krigen.

I slutningen af 30rne engageres Eugene Bullard af det franske efterretningstjeneste for at holde øje med tyskerne - han talte også tysk. Han kommer ind i et et spionnetværk ledet af den 27-årige Cleopatra "Kitty" Terrier og bliver skudt i maven af den Corsikanske mafia, der fejlagtigt tror, han er tyskervenlig - eller måske ville de blot have beskyttelsespenge!. Da tyskerne i efteråret 1939 erklærer Frankrig krig, flygter de fleste amerikanere ud af landet. Eugene bliver i Paris - han er blevet franskmand i sjælen og da nazisterne sætter deres storangreb ind i maj 1940 og den franske hær kastes i vildt tilbagetog, tager den nu 44-årige Bullard afsted mod Orleans for at finde sin gamle infanterienhed. Han melder sig den 15. juni til sin gamle chef fra Verdun, Roger Bader, der i mellemtiden er blevet chef for det 51. infanteriregiment. Bullard tilknyttes et maskingeværkompani og kastes straks ud i hårde kampe ved Loire floden. Men den 18. juli går det galt, da en tysk granat detonerer og slynger Bullard tværs over landevejen, så han ramler ind i en husmur; granaten dræber ved samme lejlighed 11 af Eugenes kammerater. Trods en alvorlig rygskade lykkes det ham på cykel at nå frem til den amerikanske konsul, og efter flere dage på landevejen bliver han hjulpet over til det neutrale Spanien og derfra videre til Lisabon i Portugal. Eugene James Bullard stak afsted som blind passager fra USA i 1912 og Eugene Jacques Bullard måtte kæmpe sig ud af Europa på samme måde 28 år senere - denne gang hårdt såret og med fransk accent.

Han anløber New York den 18. juli 1940 uden sine børn; så det næste halve år arbejder hans franske netværk og ambassaden i Paris for bringe Bullards to teenage døtre ud af Frankrig, så de kan genforenes med deres far. Det sker den 3. februar 1941.

I Frankrig var Eugene Jacques Bullard en nationalhelt men i New York bliver Eugene et anonymt menneske, som det officielle USA ikke interesserer sig for. Han får forskellige småjobs, som parfumesælger, vagtmand og oversætter for sin gamle ven Louis Armstrong og bliver til sidst elevatorfører i The Rockefeller Centre. Takket være en mindre erstatning fra den franske stat for tabet af sin bar og sportsklub, han kan købe en lille lejlighed i Harlem. Her indretter han sig med fotos af alle de mange berømtheder han gennem årene har arbejdet sammen med samt de 15 ordner, han har kæmpet sig til gennem to krige. Og efterhånden bliver døtrene store, flytter hjemmefra og bliver gift. Glansen fra Paris forsvinder i New York omend Eugene hele sit liv arbejder for at udbrede kendskabet til Frankrig og dets kultur.

Hvor må han dog må have savnet livet i Paris: I august 1949 går han til en koncert med aktivisten Paul Robeson; her bliver han og andre deltagere chikaneret af pøbel og politi: Eugene bliver væltet omkuld af en brutal politibetjent og en bil med blandt andet protestsangeren Pete Seeger bliver stenet under råbene "commie", "nigger" og "kiki".

At det netop er Pete Seeger er interessant; hans onkel var digteren Alan Seeger, der var en af de amerikanere, der meldte sig til Fremmedlegionen samtidigt med Eugene Bullard og i modsætning til ham, ikke overlevede slaget i Champagne i september 1915.

Ignorerer USA sin tapre landsmand, man har gjort til elevatorfører, glemmer Frankrig ikke sin gamle helt. I 1954 bliver Eugene bedt om at komme til Paris til Bastilledagen, hvor han sammen med to hvide franske officerer tænder den evige flamme under Triumfbuen til minde om Frankrigs faldne. Og den 9. oktober 1959, på hans 65 års fødselsdag, holdes en banket på den franske ambassade i New York, hvor Eugene udnævnes til Chevalier légion d'honneur, der er den højeste franske udmærkelse, man kan få. Eugene får riddertitlen for sin militære og civile indsats for landet. Året efter kommer General de Gaulle, som fransk præsident til New York; han inviterer den gamle fremmedligionær og jagerpilot med til sin reception, omfavner ham og giver ham en plads ved hovedbordet. Intet af dette refereres i den amerikanske presse!

Den 12. oktober 1961 slutter livet for Eugene Jacques Bullard efter flere års sygdom forårsaget af den rygskade, han pådrog sig ved Loire floden i 1940. Jeg har fundet hans dødsattest, og kan se, at han døde på en hospital i Utah. Men han bliver begravet på Flushing Kirkegården i New York med fuld honnør fra Foreningen af Franske Officerer med Tricoloren draperet over kisten.

På et tidspunkt har jeg været vred over, at det officielle Amerika konsekvent har ignoreret og diskrimineret en så exceptionel personlighed som Bullard. Vi skal helt frem til 1967, før selv det sorte magasin "Ebony" som det første blad overhovedet skriver om ham. Hele sit liv måtte Bullard kæmpe mod amerikanske racefordomme. Det var derfor, han forlod landet i 1912, og det var fordommene, han måtte kæmpe med, da han vendte tilbage tre årtier senere. Men jeg har som hvid og europæer ingen ret til at blive forarget på hans vegne, for så fremstiller jeg Amerikas første sorte jagerpilot som et offer. Og Bullard var ikke et offer. Det er det sidste, man kan kalde ham. I alt det materiale jeg har været igennem, har jeg ikke et eneste sted set ham beklage sig over sine vilkår. Da han blev Ridder af Æreslegionen som 65-årig sagde han: "You might say I touched all the bases. Not much more you can do in 65 years" hvilket på dansk betyder: "jeg var hele banen rundt. Meget mere kan man ikke udrette på 65 år". For sorte amerikanere må han være en stor kilde til inspirations; men han er også blevet en rollemodel for mig. Eugene Bullard stræbte hele sit liv efter lykken som menneske, ikke som sort; vi er alle udsatte for fordomme og uretfærdigheder i vore liv, omend de færreste af os i samme omfang som Eugene Bullard, men han stod op for sig selv og det han troede på, og han voksede til en gigant i kampen.

Historien om Eugene Jacques Bullard er personificeringen af første halvdel af det 20. århundrede og den har sine rødder helt ned i Amerikas jord. Eugene's far blev født som slave. Hans mor var af indiansk afstamning. Og han kom fra en by, der er opkaldt efter manden, som opdagede Amerika: Columbus. Eugene deltog og overlevede to verdenskrige mod alle odds. Han blev Amerikas - og Frankrigs - første sorte jagerpilot og kulturel trendsætter i Paris i mellemkrigsårene. Han startede som blind passager og fattig og sulten prizefighter og endte med at få Frankrigs fornemmeste orden og sidde til bords med præsident de Gaulle.

Eugene Bullards fantastiske liv

Som eneste af 39 amerikanske piloter bliver Bullard afvist af US Army Air Corps

Bullard bliver overført til sit gamle franske regiment, hvor han får administrative opgaver resten af krigen. Han hjemsendes i oktober 1918 men rejser ikke tilbage til USA.

#josephine thomas

Trending Tags

Recently Viewed Tags

#josephine thomas