At være MAND // KVINDE
Han står blandt legetøjet. Alt det, han burde ønske sig, er foran ham. Alligevel kan han ikke lade være med at skæve ned ad gangen. Ned til tingene i bløde lyserøde farver. Han kan skimte hovedet af en dukke. Den ser rigtig sød ud. Han kigger tilbage på monstertrucksne, de fjernstyrede biler, superheltekostumerne; hvad som helst der kan distrahere ham fra fristen til at gå ned til legetøjskøkkener og Barbie-dukker.
…
Hun ligger krummet sammen på jorden. Hun er baby. De leger far, mor og børn. Ud af øjenkrogen kan hun se drengene køre på løbecykler og lege politi og røver. Det ser langt mere spændende ud end at ligge på kolde, beskidte fliser blandt ukrudt og bænkebidere. Hun får at vide, at hun vågner nu, så hun sætter sig op, og begynder at sige nogle uforståelige lyde, der åbenbart er noget, en baby ville sige. Hun sukker indvendigt. Det er ikke fordi, hun ikke kan lide at lege far, mor og børn. Nogle gange ville hun bare ønske, hun både kunne være prinsesse og superhelt.
…
Han står foran spejlet. Han ser skidegodt ud. T-shirten klæder ham helt perfekt. Alligevel er der noget, der holder ham tilbage. Han fisker prisskiltet frem fra nakken. Den er forholdsvis billig. Ud af øjenkrogen spotter han sin mor. Han lægger pludselig mærke til, at hendes blondetop er samme lyserøde farve, som den t-shirt, han er ved at betragte i spejlet. Han drejer hovedet og kigger på sin mor. Hendes øreringe matcher fandme også. Efter et sidste kig i spejlet og et lavmælt suk, trækker han t-shirten over hovedet og rækker ud efter en mørkeblå skjorte.
…
Hun går blandt blonder og sommerfugle og skørter og hjerter. Hun har aldrig haft mere lyst til at skrige i irritation. En time og hun har ikke fundet én ting, hun godt kan lide. I mens hun går blandt en palet af mønstre i pastelfarver, får hun øje på noget. Den er helt perfekt. En skovmandsskjorte med terner i mørkegrønne nuancer. Hun har aldrig ønsket et stykke tøj så meget. Hun halvløber over til sit fund og ser på det beundrende, imens hun mærker det bløde stof. En anden stiller sig ved siden af hende. Hun giver slip på skjorten. Den anden tager skjorten ned fra væggen og går afsted med den. Han aner ikke, hvor fucking heldig han er.
…
Han scroller ned ad siden. Der er mange film at vælge imellem. Det er ham, der skal vælge, hvilken de skal se. Han stopper ud fra billedet med de to, der kysser blandt en masse varme farver. Han ser traileren og sidder tilbage med åben mund. Den er han nødt til at se! Han er ved at kalde på sin far for at fortælle, at han har fundet den perfekte film, men når lige at stoppe sig selv. Han scroller videre og finder en rigtig actionfilm. Han gider ikke engang at se traileren. Han klikker bare ’bestil biletter’ og henter sin far.
…
Hun kigger på bogens omslag. Det er den, alle de andre læser. Den ser dødssyg ud. Bagsideteksten starter med at fortælle, at bogen handler om to teenagere, der bliver forelskede. Allerede dér ved hun, at det ikke er noget for hende. Hun hører en latter ved siden af sig og drejer hovedet. Det er én, der sidder og læser en tegneserie, og han er ved at flække af grin. Hun kigger på tegneseriens omslag, på ham, og så tilbage på bogen foran sig. Frustreret tager hun bogen, sætter sig ned og læser.
…
Han går med en øl i hånden og vennerne grinende ved siden af sig. De har det fedt. Pludselig hører han en svag gråd. Et barn står alene og græder og råber på sin mor. Det skærer i hans hjerte. Det lille barns ansigt er helt rødt i frustration, og han kan næsten ikke tage det. Der er ikke andre mennesker i nærheden. De er de eneste. Han har lyst til at sætte sig ned på hug ved siden af barnet, give et kram, tag den lille op i armene og hjælpe med at finde moren. Ved siden af ham griner hans venner af den ”fortabte unge”. De har det fedt. Forsigtigt kigger han tilbage på barnet og giver et forsikrende smil. Så tager han en tår af sin øl i håb om at glemme mindet.
…
Hun ser på hans bare arme. Han må fryse af helvede til. Armene er dækket af gåsehud, og hun kan se, at hans krop ryster af kulde. Hun kigger på sine egne arme, der er dækket af en langærmet bluse af kashmir. Hendes jakke hviler på hendes underarm. Den er ikke så tyk, men hvis han havde den på, ville han på ingen måde fryse. Hun ser på hans nøgne arme, på sin jakke, på ham og så tilbage på sin jakke. Hun skal lige til at tilbyde ham den, da hun opdage,r at de er standset ude foran en dør. Han giver hende et forsigtigt smil og åbner døren. Hun opgiver kampen og går ind før ham.
...
SIden de første mennesker, har der været markante kønsroller. Kvinderne lavede mad og passede børn. Mænderne gik på jagt og sørgede for familien. Det var dengang. I dag er der ingen biologisk årsag/undskyldning til, at det kun er kvinderne, der tager sig af det huslige, og mændene der skaffer mad og penge. I vores moderne samfund er det direkte upraktisk, at kulturelle normer og principper, der er over millioner af år gammel, styrer hvad kvinder og mænd kan, må og skal.
At være mand betyder ikke, at man er blå.
At være kvinde betyder ikke, at man er lyserød.
Du er alle farver. Du rummer alle nuancer inden for et farvespektrum.
I virkeligheden er der ikke den store forskel mellem at være en kvinde og en mand. Rent biologisk er der forskel. Kulturelt kan de to køn på ingen måde sammenlignes. Men når det handler om det, der er indeni, er vi alle ens. Vi er alle mennesker.














