Han stÄr blandt legetÞjet. Alt det, han burde Þnske sig, er foran ham. Alligevel kan han ikke lade vÊre med at skÊve ned ad gangen. Ned til tingene i blÞde lyserÞde farver. Han kan skimte hovedet af en dukke. Den ser rigtig sÞd ud. Han kigger tilbage pÄ monstertrucksne, de fjernstyrede biler, superheltekostumerne; hvad som helst der kan distrahere ham fra fristen til at gÄ ned til legetÞjskÞkkener og Barbie-dukker.
Hun ligger krummet sammen pÄ jorden. Hun er baby. De leger far, mor og bÞrn. Ud af Þjenkrogen kan hun se drengene kÞre pÄ lÞbecykler og lege politi og rÞver. Det ser langt mere spÊndende ud end at ligge pÄ kolde, beskidte fliser blandt ukrudt og bÊnkebidere. Hun fÄr at vide, at hun vÄgner nu, sÄ hun sÊtter sig op, og begynder at sige nogle uforstÄelige lyde, der Äbenbart er noget, en baby ville sige. Hun sukker indvendigt. Det er ikke fordi, hun ikke kan lide at lege far, mor og bÞrn. Nogle gange ville hun bare Þnske, hun bÄde kunne vÊre prinsesse og superhelt.
Han stÄr foran spejlet. Han ser skidegodt ud. T-shirten klÊder ham helt perfekt. Alligevel er der noget, der holder ham tilbage. Han fisker prisskiltet frem fra nakken. Den er forholdsvis billig. Ud af Þjenkrogen spotter han sin mor. Han lÊgger pludselig mÊrke til, at hendes blondetop er samme lyserÞde farve, som den t-shirt, han er ved at betragte i spejlet. Han drejer hovedet og kigger pÄ sin mor. Hendes Þreringe matcher fandme ogsÄ. Efter et sidste kig i spejlet og et lavmÊlt suk, trÊkker han t-shirten over hovedet og rÊkker ud efter en mÞrkeblÄ skjorte.
Hun gÄr blandt blonder og sommerfugle og skÞrter og hjerter. Hun har aldrig haft mere lyst til at skrige i irritation. En time og hun har ikke fundet én ting, hun godt kan lide. I mens hun gÄr blandt en palet af mÞnstre i pastelfarver, fÄr hun Þje pÄ noget. Den er helt perfekt. En skovmandsskjorte med terner i mÞrkegrÞnne nuancer. Hun har aldrig Þnsket et stykke tÞj sÄ meget. Hun halvlÞber over til sit fund og ser pÄ det beundrende, imens hun mÊrker det blÞde stof. En anden stiller sig ved siden af hende. Hun giver slip pÄ skjorten. Den anden tager skjorten ned fra vÊggen og gÄr afsted med den. Han aner ikke, hvor fucking heldig han er.
Han scroller ned ad siden. Der er mange film at vĂŠlge imellem. Det er ham, der skal vĂŠlge, hvilken de skal se. Han stopper ud fra billedet med de to, der kysser blandt en masse varme farver. Han ser traileren og sidder tilbage med Ă„ben mund. Den er han nĂždt til at se! Han er ved at kalde pĂ„ sin far for at fortĂŠlle, at han har fundet den perfekte film, men nĂ„r lige at stoppe sig selv. Han scroller videre og finder en rigtig actionfilm. Han gider ikke engang at se traileren. Han klikker bare âbestil biletterâ og henter sin far.
Hun kigger pÄ bogens omslag. Det er den, alle de andre lÊser. Den ser dÞdssyg ud. Bagsideteksten starter med at fortÊlle, at bogen handler om to teenagere, der bliver forelskede. Allerede dér ved hun, at det ikke er noget for hende. Hun hÞrer en latter ved siden af sig og drejer hovedet. Det er én, der sidder og lÊser en tegneserie, og han er ved at flÊkke af grin. Hun kigger pÄ tegneseriens omslag, pÄ ham, og sÄ tilbage pÄ bogen foran sig. Frustreret tager hun bogen, sÊtter sig ned og lÊser.
Han gĂ„r med en Ăžl i hĂ„nden og vennerne grinende ved siden af sig. De har det fedt. Pludselig hĂžrer han en svag grĂ„d. Et barn stĂ„r alene og grĂŠder og rĂ„ber pĂ„ sin mor. Det skĂŠrer i hans hjerte. Det lille barns ansigt er helt rĂždt i frustration, og han kan nĂŠsten ikke tage det. Der er ikke andre mennesker i nĂŠrheden. De er de eneste. Han har lyst til at sĂŠtte sig ned pĂ„ hug ved siden af barnet, give et kram, tag den lille op i armene og hjĂŠlpe med at finde moren. Ved siden af ham griner hans venner af den âfortabte ungeâ. De har det fedt. Forsigtigt kigger han tilbage pĂ„ barnet og giver et forsikrende smil. SĂ„ tager han en tĂ„r af sin Ăžl i hĂ„b om at glemme mindet.
Hun ser pÄ hans bare arme. Han mÄ fryse af helvede til. Armene er dÊkket af gÄsehud, og hun kan se, at hans krop ryster af kulde. Hun kigger pÄ sine egne arme, der er dÊkket af en langÊrmet bluse af kashmir. Hendes jakke hviler pÄ hendes underarm. Den er ikke sÄ tyk, men hvis han havde den pÄ, ville han pÄ ingen mÄde fryse. Hun ser pÄ hans nÞgne arme, pÄ sin jakke, pÄ ham og sÄ tilbage pÄ sin jakke. Hun skal lige til at tilbyde ham den, da hun opdage,r at de er standset ude foran en dÞr. Han giver hende et forsigtigt smil og Äbner dÞren. Hun opgiver kampen og gÄr ind fÞr ham.
SIden de fÞrste mennesker, har der vÊret markante kÞnsroller. Kvinderne lavede mad og passede bÞrn. MÊnderne gik pÄ jagt og sÞrgede for familien. Det var dengang. I dag er der ingen biologisk Ärsag/undskyldning til, at det kun er kvinderne, der tager sig af det huslige, og mÊndene der skaffer mad og penge. I vores moderne samfund er det direkte upraktisk, at kulturelle normer og principper, der er over millioner af Är gammel, styrer hvad kvinder og mÊnd kan, mÄ og skal.
At vÊre mand betyder ikke, at man er blÄ.
At vĂŠre kvinde betyder ikke, at man er lyserĂžd.
Du er alle farver. Du rummer alle nuancer inden for et farvespektrum.
I virkeligheden er der ikke den store forskel mellem at vÊre en kvinde og en mand. Rent biologisk er der forskel. Kulturelt kan de to kÞn pÄ ingen mÄde sammenlignes. Men nÄr det handler om det, der er indeni, er vi alle ens. Vi er alle mennesker.
