#lgbt dk

[hermanbangers]

“The Great Morality Scandal” (1906-1907)

(Translated from Danmarkshistorien.dk)

The Great Morality Scandal was a criminal case that shook Copenhagen in the years 1906-1907. The scandal revealed that Copenhagen was home to a larger homosexual subculture, where, among other things, male prostitution played a prominent role. In the aftermath of the case followed intensive public debate about how authorities should regulate sexual relations between people of the same gender. Over time, these discussions contributed to Denmark’s decriminalization of homosexuality in 1930.

 Before the Scandal

Around the year 1900, Copenhagen had become home to a large gay male subculture. The subculture flourished both in private circles and on the city’s streets. The primary public meeting places were Nørrevold and the areas around Rådhuspladsen, Tivoli and Vesterbro. The latter was also characterised by large-scale male prostitution. Young men from the city’s working class were selling sexual services to older, middle-class men.

At the beginning of the 20th century, male prostitution had become so visible that politicians had begun to take notice. As there was no mention of homosexual prostitution in the 1866 penal code, parliament approved a new law on the 1st of April 1905 which banned the buying and selling of sex between two people of the same gender. The law stated that the selling party could be punished with up to two years in prison, while there were no consequences specified for the buying party. However, the client could still be punished under the penal code’s existing ban on sex between men. According to § 177 of the common Danish penal code of 1866, so-called “crimes against nature,” including oral- and anal sex between men, could be punished with institutionalisation and forced labour. Indecent relations with boys under the age of 15 were also prohibited under § 185. It was especially the new ban on male prostitution which led to the Great Morality Scandal in 1906.  None of the bans included sexual relations between women. Such relations were completely outside of the penal code’s frame of reference. 

The Proceedings

In July 1906, Copenhagen’s police arrested two young men in a back alley on Tordenskjoldsgade in the inner city on suspicions of attempted burglary. During the interrogation, however, it became clear that the two men had sought refuge in the alley to “commit indecencies” with each other. It was also discovered that one of the men made a living prostituting himself. Using the men’s testimony, police arrested three other male prostitutes between August and September 1906. The case was, at this time, small and exclusively about male prostitution. It was only covered by the tabloid Middagsposten, which started a minor campaign against homosexuality.

Things changed in November 1906, when the young actor Jean Büron ([later Jean Hersholt] 1886-1956) accused the dentist Emil Aae (1873-1926) of breaking § 177 with him, meaning they had some type of sexual intercourse. Büron had been arrested for prostitution himself only a short time beforehand. Police arrested Emil Aae on the 8th of November 1906. Based on the testimony they received from Aae and anonymous male prostitutes, police arrested 7 middle-class men between November and January. The men were accused of breaking the common Danish penal code §§ 177 and 185 with several different young men and boys. The accused included prominent men such as police sergeant Carl Hansen (1870-1939) and the lawyer Victor Stilling (1873-????), whose father was serving in parliament at the time. The men’s social standing and the fact that homosexuality was appearing to be a widespread phenomenon in the capital triggered a state of moral panic in Copenhagen. Led by the colourful local tabloids, the city’s daily political papers began covering the case intensively between November and December 1906. They named it The Great Morality Scandal. Continuing up until autumn 1907, the local news followed the case’s development closely.

The judgements fell on the 1st of October 1907. Seven out of the eight men were sentenced to between eight months and two years forced labour for breaking §§ 177 and 185. The last man, Carl Hansen, was sentenced to two months in prison, where he was only allowed to consume water and dry bread, for breaking § 185.  Five male prostitutes were also sentenced to between 3 and 5 months forced labour. Jean Büron was sentenced to 8 months of forced labour for breaking § 177, as well as male prostitution.

Photo from Copenhagen’s police archives depicting one of the convicted men, the dentist Emil Aae (1873-1926)

The Scandal’s aftermath and consequences

The Great Morality Scandal was Denmark’s first big homosexual scandal. Because of the case, the term “homosexuality” was for the first time introduced to the wider Danish population. The term “homosexual” was a relatively recent invention at the time. It was first used by German sexologists at the tail-end of the 19th century. It was used to describe an inborn, pathological disposition towards same-gender desires and sexuality. This replaced the old conceptualisation of such desires, which had previously been understood simply as a lack of morality. Through their coverage of The Great Morality Scandal, Copenhagen’s newspapers and tabloids played a vital role in introducing “homosexuality” as a term. They helped make homosexuality a part of their readers’ reality. They also led numerous harassment campaigns against the Danish writer and journalist Herman Bang (1857-1912), using him as an example of the archetypical homosexual man.

The Great Morality Scandal also brought with it a lot of discussion regarding the state’s regulation of sex between men. These discussions often fixated on the fact that police had only intervened in cases where young men or minors were involved. This praxis was against § 177, which prohibited all oral- and anal sex between men, regardless of their age.

In the fall of 1907, the Danish Crime Association held their annual meeting, where they debated Denmark’s leading legal and medical experts on homosexuality’s legal status. Referencing the latest sexological research, the experts argued that homosexuality was an inborn, biological disposition. Because of this, they recommended that homosexual relations between consenting adults be formally decriminalised. They argued that it wasn’t right to punish people for their inborn nature. Authorities should only intervene in cases of coercion, violence, or exploitation of minors. In the long run, their recommendations helped pave the way for the decriminalisation of homosexuality in 1930.

(This is my first attempt at any kind of longer, more formal translation; it is by no means perfect or even good. This post might be updated later with rewordings and clarifications. Any corrections or constructive criticism would be appreciated.)

[hermanbangers]

Translation:

Fanø Pride

“On July 11th (2018), the town of Nordby on the holiday island Fanø will give it’s streets to Denmark’s newest pride parade. It is Jeanett Exner, a local firey soul, who has taken initiative to establish Fanø Pride, but for a sad reason. In the summer of 2017, Simon Schelde and his boyfriend were victims of a hate crime in a train on it’s way to Jutland, where they were going to visit Jeanett Exner’s daughter Christina and her wife. “It was a mother’s worst nightmare,” Jeanett Exner told us. “Should I be living in fear of the same thing happening to my own daughter?” Exner started out flying the rainbow flag as a small act of defiance. She thought about what she could do as a mother for a long time, and suddenly the idea struck her: What about a pride parade? Fanø Pride is happening in Nordby on July 11th, starting at 6pm. Read more at fanoepride.dk”

Gesten Pride

Even though Gresten Pride was a huge success in 2017, doubling the small town’s population of 1000, it will not be repeated this year. Gresten Pride was established as a reaction to a published letter by Anni Grimm, the Danish People’s Party’s spokesperson in Vejen’s city council, where she, among other things, called gay people “deviants.” This triggered a wave of protests, the most prominent of which occurred in Anni Grimms own hometown Gesten, where a group of locals established a pride parade. Locals and visitors from all over the country made it a fun day with a parade and a party in the town’s sports field where there were speeches and musical entertainment. Anni Grimm was nowhere to be found. Gesten Pride got so much attention in the LGBT community that it ended up winning the Activist of The Year award at the Danish Rainbow Awards AXGIL in April.

It’s great to see pride parades established in protest of homophobia. Where annual pride parades in the bigger cities often involve a lot of watering down (Aalborg city keeps not actually mentioning LGBT people by name when talking about Pride, instead calling it a “celebration of diversity”) and cash grabbing from companies, especially alcohol manufacturers, these smaller marches being established in direct protest of real homophobia and transphobia are still so, so important. We should never forget that this is what Pride is actually about.

[hermanbangers]

“Den Grimme Lov” (1961-1965)

(Kopieret fra Danmarkshistorien.dk)

Den 19. maj 1961 ændrede Folketinget straffelovens § 225 ved at vedtage § 225, stk. 4. Straffelovstilføjelsen kriminaliserede de homoseksuelle prostitutionskunder, som søgte prostituerede under 21 år. Hermed blev den homoseksuelle lavalder for prostitutionsforhold gjort tre år højere end den almindelige homoseksuelle lavalder, og seks år højere end lavalderen for heteroseksuelle forhold. Loven var resultatet af flere års opmærksomhed omkring faren for såkaldt ’homoseksuel forførelse’ og mandlig prostitution. Efter sin vedtagelse blev loven hurtigt kritiseret for at diskriminere landets homoseksuelle befolkning. Den fik navnet ’Den grimme lov’ og blev efter megen kritik ophævet i 1965.

Lovens indhold og forhold til straffeloven

I maj måned 1961 vedtog Folketinget straffelovens § 225, stk. 4, der bestemte, at: ”Den, der ved betaling eller løfte herom skaffer sig kønsligt forhold til en anden person af samme køn under 21 år, straffes med hæfte eller med fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med bøde”. Loven kriminaliserede de homoseksuelle prostitutionskunder, der købte sex af personer under 21 år.  Herved føjede den endnu et forbud til straffelovens eksisterende regulering af sex mellem personer af samme køn.

I efterkrigsårene var sex mellem personer af samme køn principielt lovlig, om end en række forhold stadig var kriminelle. Ifølge § 225 i Borgerlig Straffelov af 1930 var sex mellem samtykkende, myndige personer af samme køn fuldt ud lovligt. Dog specificerede § 225 stk. 2, at den seksuelle lavalder for sådanne forhold var 18 år. I modsætning hertil var lavalderen for heteroseksuelle forhold kun 15 år. Ydermere forøgede § 225, stk. 3 den homoseksuelle lavalder til 21 år i de tilfælde, hvor nogen misbrugte ”en paa Alder og Erfaring beroende Overlegenhed” til at forføre en person af samme køn. Den seksuelle lavalder for heteroseksuel forførelse var kun sat til 18 år. Endelig kriminaliserede straffelovens § 230 enhver form for homoseksuel prostitution. Forbuddet stod i modsætning til straffelovens behandling af heteroseksuel prostitution. Sidstnævnte var ikke principielt forbudt og kunne kun straffes efter forbuddet mod løsgængeri. Straffelovens forbud imod homoseksuel prostitution rettede sig kun imod forholdets sælgende part. Kunden gik helt fri. Det var netop kundens straffrihed, som blev delvist inddraget i 1961.

Lovens baggrund: teorien om ’homoseksuel forførelse’

Ved sin vedtagelse i 1961 var § 225, stk. 4 et resultat af flere års opmærksomhed omkring såkaldt ’homoseksuel forførelse’ og mandlig prostitution. I 1950’erne begyndte en række internationale, sociologiske undersøgelser at udfordre videnskabens forståelse af homoseksualitet som en medfødt, biologisk disposition. Undersøgelserne fremførte, at menneskets seksualitet var formet af dets sociale omgivelser, dets første seksuelle oplevelser og tilgængelige sexpartnere. I Danmark blev disse tanker taget op af Jens Jersild (1903-78), der i 1951 blev udnævnt til politiinspektør for Københavns Sædelighedspoliti. I tv-shows, radiointerviews og bøger som Den mandlige prostitution (1953) og Barnet og det homoseksuelle problem (1957) argumenterede Jersild for, at unge mennesker kunne erhverve en permanent homoseksuel kønsdrift gennem homoseksuel forførelse. Jersild fokuserede især på den mandlige ungdom. Han hævdede, at en ’homoseksuel forførelse’ kunne gøre ellers friske drenge arbejdssky, asociale og parasitiske. På baggrund af sine erfaringer fra sædelighedspolitiet fremhævede han især den mandlige prostitution som et sted, hvor heteroseksuelle drenge og unge mænd blev forført af ældre, homoseksuelle mænd.

Jersilds forførelsesteori vakte stor opsigt i samtiden. Den blev blandt andet præsenteret for det prostitutionsudvalg, der i årene 1949-55 arbejdede med et forslag til en ny prostitutionslovgivning. Udvalgets anbefalinger angående den mandlige prostitution var splittede, men alle var enige om, at unge trækkerdrenge skulle beskyttes bedre mod homoseksuel forførelse.

I 1950’erne var Danmark yderligere vidne til en række opsigtsvækkende homoseksuelle retssager og en veritabel moralsk panik omkring ’det homoseksuelle problem’. I 1950-51 bragte flere københavnske aviser en række reportager om den homoseksuelle prostitution, der fandt sted på Rådhuspladsen og på Nikolaj Plads. Aviserne var især oprørte over, at værnepligtige soldater tilsyneladende solgte sig selv til byens homoseksuelle mænd. I 1955-56 blev aviserne yderligere rystet af Pornografiaffæren, der afdækkede et omfattende homoseksuelt prostitutionsmiljø i København. Sammen med Jersilds forførelsesteori og Prostitutionsudvalgets arbejde banede disse sager vejen for Folketingets vedtagelse af § 225, stk. 4 i 1961.

Lovens modtagelse, ophævelse og langvarige effekter

Ved lovens vedtagelse i 1961 var 1950’ernes panik omkring ’det homoseksuelle problem’ kraftigt på retur. Loven mødte derfor hurtigt modstand i aviser som Information og Politiken, der gav den navnet ’Den grimme lov’. Aviserne fremhævede, at loven var en uretfærdighed mod et undertrykt, homoseksuelt mindretal i befolkningen. De hæftede sig især ved en udtalelse fra Jersild om, at selv udvekslingen af en pakke cigaretter kunne være nok til en tiltale efter § 225, stk. 4. Herved, fremhævede de, var grænsen mellem ulovlig prostitution og uskyldige sympatigaver reelt udvisket. Uretfærdighedsargumentet blev yderligere støttet af en række nye psykoanalytiske undersøgelser, der fremhævede, at menneskets seksualitet blev fikseret længe før teenageårene. Herved begyndte lovens grundlag, Jersilds forførelsesteori, at smuldre. I 1965 blev ’Den grimme lov’ ophævet af et enigt Folketing. I 1976 blev den seksuelle lavalder for homoseksuelle forhold sidestillet med heteroseksuelle forhold og sat til 15 år.  

For eftertidens homoseksuelle har § 225, stk. 4 stået som et klart bevis på den diskrimination, samfundet udsatte homoseksuelle for før 1970’ernes seksuelle frigørelsesbevægelser. Nyere forskning har dog argumenteret for, at loven faktisk var med til at bane vejen for de rettigheder, som homomiljøet opnåede i 1900-tallets sidste årtier. Ved at fjerne en problematisk ungdomsprostitution var loven med til at give homomiljøet en respektabilitet, som det kunne bruge til at kræve nye rettigheder.

[hermanbangers]

- En undersøgelse af samtidens syn på homoseksualitet og dens mænd

Abstract:

The overall objective of this thesis is to study the views and conceptions on homosexuality and homosexual men during “the Great Morality Scandal” from 1906 to 1907 with the purpose of mapping the contemporary homosexual discourse. Within an overall chronological depiction of “Great Morality Scandal” the thesis analyses the articulation of homosexuality in order to establish and identify in what ways homosexuality were being formulated and hypothesizes that “the Great Morality Scandal” was a pivotal epoch in the conceptualization and construction of homosexuality as a third potentially and feasible gender.

The thesis consists of an overall chronological depiction of “the Great Morality Scandal” as it unfolds the court and the press, the two being the main arenas for the formulations and discourse of homosexuality within the perspective of the articulation of homosexuality and its group men. In a parallelizing perspective the analysis of the articulation of homosexuality shows how the “the Great Morality Scandal” is divided into three different phases.

The first phase is periodically established from the end of July to the beginning of November 1906 in which homosexuality was being articulated as matter of male occupational prostitution same gender between and was being equated in terms of selling and buying one certain indecent sexual act – mutual masturbation, whilst the male prostitutes were being articulated as embracing an homosexual identity in terms of an overall feminine behaviour. The subsequent arrest of the prominent male dentist Emil Aae marks the beginning of the following phase in the start of November 1906 and the subsequent pivotal shift in the formulation of homosexuality.

Rather being a matter of male occupational prostitution the analysis shows how homosexuality was being articulated as a matter of a violation of paragraph §177 in the Danish penal code and subsequently illustrates how a homosexual identity was being constructed and in content equated an inherent sexual disposition towards ones own gender and feminine characteristics. Simultaneously the analysis shows how homosexuality not only was being formulated by the sexually what in terms of the transgression of §177 and its orally as well as anal illegal sexual acts, but geographically as well by illustrating the public institutionalised system of meeting places where homosexual men through a ritualised pat- 4 tern of movement and body language could establish contact.

The third and final phase during “the Great Morality Scandal” takes its beginning as the preliminary interrogations end in the beginning of February 1907 and the existing articulation(s) of homosexuality is now added the criminal meaning of when in terms of age and consent of homosexual encounters. In an overall perspective the analysis shows homosexuality was being articulated in ways of what, whom, where and when thereby illustrating the contemporary homosexual discourse.

The homosexual what being the sexual acts in terms of mutual masturbation, oral- and anal sex; whom was the persons involved and identified as homosexuals and where was the geographical spaces of homosexuality while when was the criminal question of age and consent. Conclusively “the Great Morality Scandal” of 1906-1907 can been seen as a pivotal epoch in the conceptualization and construction of homosexuality as potential third gender:

During “The Great Morality Scandal” homosexuality emerged as clearly depicted whole with the homosexual man embracing a clearly formulated and distinctive homosexual identity that included the complex of characteristics later know as “homosexuality” and “homosexual”. Simultaneously “the Great Morality Scandal” marked the entrance of homosexuality and its group of men in the public sphere and in Danish society as an inevitable, yet unwanted, and indisputable fact contrary to an earlier peripheral existence in society where only a few publicly known, often infamous homosexuals testified to the existence of a homosexual world of sexual indecency and depravation. 

[hermanbangers]

“Den store Sædelighedssag” (1906-1907)

(Kopieret fra Danmarkshistorien.dk)

Den store Sædelighedssag var en retssag, som rystede København i årene 1906-1907. Retssagen afslørede, at København var hjemsted for en større homoseksuel subkultur, hvor blandt andet mandlig prostitution spillede en fremtrædende rolle. I sagens kølvand fulgte en række offentlige diskussioner af, hvordan myndighederne burde regulere seksuelle forhold mellem personer af samme køn. På sigt var disse diskussioner med til at bane vejen for afkriminaliseringen af homoseksualitet i 1930.

Sagens baggrund

Omkring år 1900 var København hjemsted for en større mandlig, homoseksuel subkultur. Subkulturen udspillede sig både i private cirkler og i byens offentlige rum. De primære offentlige mødesteder var Nørrevold-kvarteret og området omkring Rådhuspladsen, Tivoli og Vesterbro. Sidstnævnte område var især kendetegnet ved sin mandlige prostitution, hvor unge mænd fra byens arbejderklasse solgte seksuelle ydelser til ældre mænd fra middelklassen.

I begyndelsen af 1900-tallet var den mandlige prostitution blevet så synlig, at også Rigsdagens politikere fik øje på den. Eftersom Almindelig borgerlig Straffelov af 1866 intet nævnte om homoseksuel prostitution, vedtog Rigsdagen den 1. april 1905 et straffelovstillæg, der forbød købesex mellem personer af samme køn. Forbuddet straffede prostitutionsforholdets sælgende part med op til to års fængsel, men undlod at belægge kunden med straf.  Sidstnævnte kunne dog straffes efter straffelovens allerede eksisterende forbud imod sex mellem mænd. Ifølge § 177 i Almindelig borgerlig Straffelov af 1866 skulle såkaldt ’omgængelse mod naturen’, herunder oral- og analsex mellem mænd, straffes med forbedringshusarbejde. Desuden forbød § 185 uterlige forhold med drenge under 15 år. Ingen af forbuddene omfattede seksuelle forhold mellem kvinder. Sådanne relationer lå helt uden for straffelovens forståelseshorisont. Det var især det nye prostitutionsforbud, som i 1906 gav anledning til Den store Sædelighedssag.

Sagens forløb

I juli måned 1906 anholdt Københavns Politi to unge mænd i en baggård i Tordenskjoldsgade i det indre København, mistænkte for indbrudsforsøg. Ved forhørene viste det sig dog, at mændene havde søgt tilflugt i baggården for at begå uterlighed med hinanden. Samtidig kom det frem, at den ene ernærede sig ved mandlig prostitution. På baggrund af mændenes forklaringer blev yderligere tre mandlige prostituerede anholdt i august og september måned 1906. Sagen var på det tidspunkt en mindre retssag, der kun drejede sig om mandlig prostitution. Den blev kun dækket af tabloidavisen Middagsposten, som startede en mindre kampagne imod homoseksualitet.  

Tingene ændrede sig dog i november måned 1906. Da anklagede den unge skuespiller Jean Büron (1886-1956) tandlægen Emil Aae (1873-1926) for at have overtrådt straffelovens § 177 sammen med sig. Büron var kort forinden selv blevet anholdt for at drive mandlig prostitution. Politiet anholdt Emil Aae den 8. november 1906. På baggrund af Aaes og de prostitueredes angivelser blev yderligere syv middelklassemænd anholdt i november, december og januar måned. Mændene blev tiltalt for at have overtrådt straffelovens §§ 177 og 185 med forskellige unge mænd og drenge. De anholdte talte prominente mænd som overbetjenten Carl Hansen (1870-1939) og juristen Victor Stilling (1873-?), hvis far sad i Landstinget. Mændenes sociale baggrund og det faktum, at homoseksualitet tilsyneladende var et udbredt hovedstadsfænomen, affødte en tilstand af moralsk panik i København. Anført af de kulørte middagsblade begyndte byens politiske morgenblade at dække retssagen intensivt i november og december måned 1906. De gav den da navnet Den store Sædelighedssag. Frem til efteråret 1907 fulgte dagbladene sagens udvikling tæt.

Ved domsafsigelsen den 1. oktober 1907 blev syv af de otte middelklassemænd idømt mellem otte måneders og to års forbedringshusarbejde for overtrædelse af straffelovens §§ 177 og 185. Den sidste, Carl Hansen, blev idømt 60 dages fængsel på vand og brød for overtrædelse af straffelovens § 185. Samtidig blev fem prostituerede mænd idømt mellem en og tre måneders strafarbejde for at have ernæret sig ved mandlig prostitution. Jean Büron blev idømt otte måneders forbedringshusarbejde for overtrædelse af straffelovens § 177 og for mandlig prostitution.

Foto fra politiets arkiv af en af de dømte i Sædelighedsskandalen, tandlæge Emil Aae (1873-1926). Fra Rigsarkivet: Københavns Kriminal- og Politiret, Justitskontoret: Pådømte sager oktober 1907 nr. 229.

Sagens betydning og konsekvenser

Den store Sædelighedssag var Danmarks første store homoseksuelle skandalesag. Sagen gav anledning til, at begrebet ’homoseksualitet’ for første gang i landets historie blev præsenteret for en større dansk offentlighed. Homoseksualitetsbegrebet var på det tidspunkt et nyt begreb, som var blevet formuleret af tyske sexologer i slutningen af 1800-tallet. Det blev brugt som betegnelsen for en medfødt, patologisk disposition til at føle begær efter personer af samme køn. Begrebet erstattede tidligere tiders forståelse af sådanne begærfølelser som udslag af simpel amoralitet. Gennem deres dækning af Den store Sædelighedssag spillede særligt Københavns dagblade en afgørende rolle i introduktionen af homoseksualitetsbegrebet. De var med til at gøre den homoseksuelle til en del af samfundets sociale virkelighed for deres læsere. Særligt hængte de forfatteren Herman Bang (1857-1912) ud som et eksempel på den arketypiske homoseksuelle mand.

Den store Sædelighedssag affødte desuden en række diskussioner af samfundets juridiske regulering af sex mellem mænd. I diskussionerne hæftede man sig især ved det forhold, at politiet i Den store Sædelighedssag kun havde slået ned på forhold, hvor unge mænd og mindreårige var involveret. Denne praksis stred imod straffelovens § 177, der foreskrev straf for ethvert tilfælde af oral- og analsex mellem mænd, uden skelnen til parternes alder.

I efteråret 1907 afholdt Dansk Kriminalistforening sit årsmøde. Her diskuterede landets juridiske og retslægevidenskabelige eksperter homoseksualitetens juridiske status. Med henvisning til den nyeste sexologiske litteratur slog eksperterne fast, at homoseksualitet i reglen var en medfødt, biologisk disposition. På den baggrund anbefalede de en formel afkriminalisering af sex mellem samtykkende, myndige individer af samme køn. De mente ikke, at man kunne straffe folk for at følge deres medfødte natur. Myndighederne burde kun skride ind over for de forhold, der havde karakter af tvang, vold eller udnyttelse af mindreårige. Kriminalistforeningens anbefaling var på sigt med til at bane vejen for Borgerlig Straffelovs afkriminalisering af homoseksualitet i 1930.