Materialevalgsmødet hos Lind & Risør
Vi er netop kommet hjem fra materialevalgsmødet hos Lind og Risør. Vi havde fra andre der har bygget hus hørt meget om dette møde og hvor svært det var at træffe alle de valg på én dag.
På mødet, som der er afsat hele dagen til, skal der træffes valg om stort set alle materialer til huset. Dvs, mursten, fliser, gulv, toiletter, køkken, tagsten, udendørslamper - og listen fortsætter...
Efter at have gennemført dagen sidder vi begge tilbage med fornemmelsen af at det var da ikke så slemt. En stor andel i det er at vi havde forberedt os ganske ok. I ugerne op til har vi:
Besøgt en HTH butik sammen og gennemgået hvad vi kunne tænke os mht køkken, bad og skabe
Booket en eftermiddag med en sælger fra HTHs erhversafdeling hvor alt blev gennemgået og tegnet i detaljen.
Besøgt det teglværk der laver mursten og tagsten til husene
Besøgt udstillingshuse fra Lind og Risør i både Vindinge og Allerød
Gennemgået brochurer fra Miele, producenter af vaske (Franke) mv.
Læst alt materialet fra Lind og Risør som de har udleveret omkring hvad der skal vælges (det er åbenbart ikke normalt at folk har læst det inden)
Besøgt Stark hvor vi så på fliser til bad, entre og bryggers. Desuden fået en prøve med den sten vi har valgt (Modern Black) med ud til L&R så vi kunne tale fugefarve
Vi havde talt de fleste ting igennem der hjemme inden således vi var afklaret med hvad der betød noget for os.
På mødet blev vi guidet godt igennem af en materialevalgs-ekspert fra Lind og Risør, der ret hurtigt fik sig skudt ind på hvordan vi foretræk at tingene skulle vælges. - Som de økonomer vi er, er vores præferencer påvirket af hvad tingene koster. Dvs kan vi lide vandhanen kommer det bla. også an på hvad den koster. De var tydeligvis ikke vant til at tale pris i det omfang vi gerne ville på denne typer møde, men hun fandt som nævnt hurtigt ud af det.
Nu går Lind og Risør så i gang med at beregne den endelige pris baseret på de valg vi traf. Lige nu sidder vi med billedet af at vi rammer budgettet indenfor plus/minus 20.000 kr alt efter hvad de edelige priser på HTH delene bliver.
Skulle vi have behov for at ændre nogle af tingene efter vi har set prisen eller bare har tænkt os lidt mere om, kan vi gøre det over de næste 2 uger.