Mot dagen, av Thomas Pynchon
Mot dagen er Thomas Pynchons største roman i omfang med sine mere end 1000 sider. I denne historiske kolossalroman er der ikke en enkelt handlingstraad, selv om flere har forsøkt at finde en.
Hovedhandlingen foregaar i tiden mellem Verdensutstillingen i Chikago i 1893 og tiden like efter første verdenskrig. I rum bevæger den sig fra arbeidskonflikter i Colorado, via New York og London rundt 1900, fra Europa til Balkan, Asien, Mexico og Hollywood. Pynchon har selv sagt at det er den overhængende katastrofe i disse aar der skaper den usikkerhet romanen og dens figurer fyldes av.
Her optreder anarkister og ballonfarere, spillere, rikmænd og dophuer, uskyldige og dekadente, matematikere og videnskapsmænd, sjamaner og psykotiske, tryllekunstnere og spioner, detektiver og eventyrere og leiemordere ... Noget der gjennemsyrer boken og figurene i den, er viljen til at kare sig gjennem tilværelsen, til at overleve. Ifølge forfatteren selv klarer nogen det, andre ikke, slik det er, ogsaa i virkeligheten.
EN
Lyset over fjeldene
«Løs fortøiningene!»
«Der ja ... pent og rolig ... udmerket! Da tar vi hende tilveirs!»
«Chikago næste!»
«Hurra! Til himmels!»
Det var til slike opstemte utrop at hydrogenskibet Inconvenience, med gondolen paahængt vimpler i patriotiske farver og med sin besætning paa fem ynglinger fra den feirede luftfartsklub kjendt som De Glade Gaster, raskt steg op i morgenlyset og snart traf sønnavinden.
Da skibet naadde marsjhøide og alle enkeltheter ved det landskap de efterlot sig, hadde svundet ind til mikroskopisk størrelse, kundgjorde kaptein Randolph St. Cosmo: «Avslut opstigningsprocedyre», og gutterne, alle pent antrukket i sommeruniformens rød- og hvitstripete jakke og himmelblaa bukser, adlød fornøiet.
De var denne dag paa vei til storbyen Chikago, og til verdensutstillingen som nylig var aapnet der. Helt siden ordren kom, hadde «bysepraten» blandt det opspilte og undrende mandskap dreiet sig om litet andet end den sagnomspunde «hvite by», med det store pariserhjul, handelens og industriens alabasttempler, de glitrende laguner og de tusinder av andre slike underverk, av baade videnskapelig og kunstnerisk art, som laa og ventet paa dem der.
«Dægern!» ropte Darby Suckling idet han lænte sig over livlinerne og saa nationens hjerte ligge dypt indhyllet i en virvlende taake av grønt langt der nede, mens guttens tofarvede lokker blafret i vinden forbi gondolen som et banner mot læ. (Darby var, som mine trofaste læsere nok vil huske, «ungen» om bord, og gjorde nytte baade som altmuligmand og maskot, i tillæg til at ta de vanskelige diskantpartier hver gang disse unge aeronauter blev overmandet av trangen til at bryte ut i sang.) «Jeg kan'ke vente næsten!»
«Hvorved du akkurat har paadrat dig fem nye straffepoeng!» sa en kraftig stemme ved øret hans, idet han blev grepet braat bakfra og løftet klar av livlinerne. «Eller skal vi si ti? Hvor mange ganger,» fortsatte Lindsay Noseworth, næstkommanderende om bord og kjendt for sin utaalmodighet med alle former for slendrian, «har du blit advart, Suckling, mot udannet tale.» Med en behændighet som kom av gammel vane snudde han Darby op ned, og holdt den unge fluevekter dinglende efter anklene ut i det tomme rum - «terra firma» laa nu godt og vel en halv kilometer under dem - og gav sig til at belære ham om de mange vederstyggeligheter som kom av slap omgang med sproget, ikke mindst faren for at det kunde lede til profaniteter og det som værre var. Eftersom Darby hylte av skræk gjennem det hele, var det imidlertid uvisst hvor mange av disse nyttige betragninger der naadde sit maal.
«Saa, da holder det, Lindsay,» lød der fra Randolph St. Cosmo. «Gutten har arbeid at gjøre, og hvis du skræmmer ham paa den maate der, blir han saa mænd ikke til stor nytte for os.»
«Al right, smaaen, set igang,» knurret Lindsay, før han motstrebende satte den vettskræmte Darby ned paa føtterne igjen. Som skibssersjant, med ansvar for disciplinen om bord, gik han til verks med en humørløs strikshet som for en utenforstaaende betragter let kunde fortone sig som en smule monoman. Men vel vitende om hvor raskt dette livlige mandskap var til at finde paaskudd for lek og spilopper - noget som mer end én gang hadde medført den slags «paa hængende-haaret-episoder» der faar aeronauter til at stivne av skræk - var Randolph tilbøielig til at se gjennem fingrene med nidkjærheten til sin næstkommanderende.
Fra den anden ende av gondolen lød der nu et singlende skral, fulgt av en mumlende ed som fik Randolph, som altid, til at rynke panden og ta sig til maven. «Jeg bare snubla over en av disse piknikkurver,» ropte altmuligmandlærling Miles Blundell, «den derre med alt servicet ser det ut til ... jeg saa'n visst ikke, jeg, professor.»
«Det var kan hænde kurvens velkjendthet,» foreslo Randolph vemodsfuldt, «som gjorde den forbigaaende usynlig for dig.» Irettesættelsen, skjønt den grenset mot det syrlige, var velfundert, for Miles, om end fuld av gode intensioner og med det varmeste hjerte i den lille gruppe, led til tider av forvirring i sine motoriske processer, noget der ofte gav sig utslag i artige optrin, skjønt det like ofte satte mandskapets liv og læmmer paa spil. Da Miles nu gav sig til at plukke op bitene av det knuste porcellæn, vakte han munterhet hos Chick Counterfly, besætningens ferskeste medlem, som stod lænt mot en bardun og betragtet ham.
«Ha ha,» ropte unge Counterfly, «skal tru om du ikke er den mest klønete fyr jeg nogen gang har set! Ha, ha, ha!» Et ampert svar laa paa Miles'læber, men han bet det i sig og mindet sig selv om at siden fornærmelser og provokationer laa naturlig for den klasse nykommeren stammet fra, fik man lægge skylden for guttens sprogbruk paa den usunde fortid.
«Hvad sier du til at gi mig litt av det flotte sølvtøiet der, Blundell?» fortsatte unge Counterfly nu. «Og naar vi kommer til Chikago, finder vi os en stampesjappe o-og -»
«La mig faa minde om,» svarte Miles høflig, «at alt dækketøi der bærer De Glade Gasters emblem er organisationens eiendom og skal opbevares om bord til bruk ved officielle maaltider.»
«Reine søndagsskolen dette her,» mumlet den vrantne yngling.
I den ene ende av gondolen, stort set uten at ænse det der skedde paa dækket, med en hale som fra tid til anden slog uttryksfuldt mot dækksplankerne og snuten mellem sidene i et verk av Henry James, laa en hund av ubestemmelig race, efter alt at dømme opslukt av teksten den hadde foran sig. Helt siden Gastene under et hemmelig opdrag i nationens hovedstad (jamfør De Glade Gaster og den onde galning) hadde reddet Pugnax, den gang bare en valp, fra et voldsomt sammenstøt i skyggen av Washington-monumentet mellem rivaliserende flokker av omraadets løshunder, hadde han hat for vane at saumfare siderne i de tryksaker der maatte finde veien om bord paa Inconvenience, alt fra teoretiske avhandlinger om de aeronautiske kunster til ofte mindre passende læsestof, som de saakaldte «skillingsromaner» - skjønt han lot til at foretrække sentimentale fortællinger om sin egen art fremfor dem der skildret ytterligheterne i den menneskelige adferd, som han gav indtryk av at finde en smule skræmmende. Han hadde med hunders særegne iver lært sig at bla om med den ytterste varsomhet ved hjælp av snute eller labber, og enhver som betragtet ham naar han laa slik, kunde ikke la være at lægge merke til det skiftende minespil i ansigtet hans, især de uvanlig talende øienbryn som bidro til et helhetlig uttryk for interesse, indlevelse og - konklusionen var vanskelig at komme utenom - forstaaelse.
Som den erfarne luftskibsgast han var, hadde han forlængst lært sig, i likhet med resten av mandskapet, at besørge sine naturlige erender ved at gaa til læsiden av gondolen, hvilket kunde medføre overraskelser for beboerne paa landjorden, men ikke ofte nok og knapt heller merkbart nok til at nogen skulde begynde at registrere eller samordne rapporter om disse privathygienske angrep fra oven. De gik heller ind under den mytiske, overtroiske sfære, eller, om man tillater sig at tøie definisionen, den religiøse.
Darby Suckling, som hadde kommet sig efter sin nyss overstaatte atmosfæriske utflugt, henvendte sig til det bokelskende dyr. «Hei, Pugnax - hvad er det du læser paa nu, gamle ven?»
«Rr Rff-rff Rr-rr-rff-rrf-rrf',» svarte Pugnax uten at se op, hvilket Darby, som i likhet med resten av mandskapet var blit vant til skibshundens stemme - lettere at forstaa faktisk end enkelte av de regionale amerikanske dialekter gutterne fik høre paa sine ferder - nu tolket som: «Fyrstinde Casamassima.»
«Ah, En slags italiensk romanse, tænker jeg, da?»
«Bokens tema,» blev han straks oplyst av den altid aarvaakne Lindsay Noseworth som hadde overhørt samtalen, «er den ubønhørlig stigende bølgen av anarkisme i verden, som faktisk forefindes i særlig grad paa vort nuværende bestemmelsessted - en vederstygelighet som jeg haaber vi ikke blir utsat for paa nogen mer umiddelbar maate end den som kan opleves, slik Pugnax nu gjør, paa tryg avstand blandt de opdiktede sider i en bok.» Ordet «bok» blev sagt med et eftertryk av en slik foragt som kanske bare en næstkommanderende kan nærme sig. Pugnax snuste litt i Lindsays retning og prøvde at fange op den kombination av olfaktoriske «meldinger» som han var blit vant til at finde hos andre mennesker. Men som altid lot denne duft sig ikke spore. Der kunde findes en forklaring, men han var ikke sikker paa om han skulde kræve en. Forklaringer lot ikke, saa vidt han kunde se, til at være noget hunder hverken søgte eller var berettiget til. Især hunder som tilbrakte saa meget tid som Pugnax heroppe, i himlen, høit over det uutømmelige duftkompleks nede paa planetens overflate.
Vinden, som til nu hadde staat konstant paa styrbord side, begyndte at dreie. Ordren deres var at flyve til Chikago uten ophold, og efter at ha studert et aeronautisk kart over landet under dem, ropte Randolph: «Nu, Suckling - op med anemometeret - Blundell og Counterfly, ta plads ved Propellen.» «Propellen» var, som de mer videnskapelig anlagte av mine læsere kanske vil huske fra gutternes tidligere eventyr (De Glade Gaster paa Krakatoa, De Glade Gaster og jagten paa Atlantis), en luftbasert indretning til at øke skibets marsjfart - opfundet av deres gamle ven professor Heino Vanderjuice fra New Haven, og drevet av en sinrik turbinmotor hvis trykkammer blev varmet op ved at brænde et overskud av hydrogengass fra hylsteret gjennem et specielt ventilsystem - skjønt opfindelsen var blit avskrevet av Dr. Vanderjuices mange rivaler som en renspikket evighetsmaskine, klart i strid med termodynamikkens lover.
Miles, med sin usikre koordinasionsevne, og Chick, med sin like iøinefallende mangel paa arbeidsiver, tok sine poster ved apparaturens betjeningskonsoll, mens Darby Suckling klatret sig opover vevlinger og vant til det enorme, elipseformede hylster som bar gondolen, helt op til toppen, der luftstrømmen var ubrutt, for at avlæse, fra et anemometer av Robinson-typen, nøiagtige maal for vindstyrken, som gav en indikator paa skibets hastighet, før han saa formidlet tallene ned til broen ved hjælp av en skriftlig melding stukket ind i en tennisbal som han firte ned i en snor. Man vil huske at denne metode for at overbringe information var blit tat i bruk av mandskapet under deres kortvarige, skjønt ufuldstendige ophold «syd for grænsen», der de hadde observert den blandt de lavere elementer som ødsler bort sine liv ved at vædde om utfaldet av pelota-spil. (For læsere som her stifter sit første bekjentskap med vore unge eventyrere, maa det understrekes med det samme at - muligens med undtag av den foreløbig utilstrækkelig kjendte Chick Counterfly - vilde ingen av dem ha drømt om at begi sig ind i den moralsk forgiftede atmosfære i en «frontón», som slike steder kaldes der nede, hadde det ikke vært helt avgjørende for indsamlingen av den information som det var Gastenes opdrag at fremskaffe for indenriksministeriet til president Porfirio Diaz. For detaljer ved disse tildragelser, se De Glade Gaster i Gamle Mexico).
Skjønt den uhyre risiko var aabenbar for alle, lot Darbys begeistring for opgaven som altid til at indhylle den spede skikkelse i en magisk kappe som beskyttet ham, om end ikke fra sarkasmen til Chick Counterfly, som nu ropte efter den opadstigende maskot: «Hei! Suckling! Bare en tulling vilde risikert livet for at se hvor fort vinden blaaser!»
Lindsay Noseworth rynket tvilraadig panden da han hørte det. Selv om man tok hensyn til guttens vanskelige bakgrund - en mor som efter sigende forsvandt da han endnu var helt liten - en far som lite velset drev omkring et sted i den gamle konføderasion - begyndte Counterflys hang til uprovoserte fornærmelser at true hans prøvetidsstatus hos Gastene, om ikke saagar gruppemoralen.
To uker tidligere, ved en sort sumpelv i det dype syd, der Gastene forsøkte at megle i en bitter og uopgjort «affære» fra oprøret tredive aar tidligere - en episode som der endnu ikke er tilraadelig at sætte paa papiret - hadde Chick en aften dukket op ved leiren, herjet av skræk, jaget av en gruppe nattryttere i hvite kapper og uhyggelige, spidse hatter, som gutterne straks gjenkjendte som det fryktede «Ku Klux Klan».
Historien hans, i den grad den lot sig opfatte mellem de braa skifter i toneleie der kjendetegner en yngling, og som blev forsterket av de truende omstændigheder, var som følger: Chicks far, Richard, almindelig kjendt som «Dick», oprindelig fra nord, hadde i flere aar vært aktiv i den gamle konføderasion der han hadde prøvd sig paa en række forretningsprosjekter, hvorav ingen, desværre, var blit kronet med held, og ikke faa hadde nødsaget ham, som man sa, til at anstige fængselets port. Omsider, ret foran næsen paa et opbud som hadde faat rede paa hans planer om at sælge delstaten Mississippi til et hemmelighetsfuldt kinesisk konsortium med base i Tijuana, hadde «Dick» Counterfly forduftet i natten og efterladt sønnen med bare nogen skarve mynter og et ømt formanende «Maa stikke, gut - skriv hvis du faar job». Siden da hadde Chick levet fra haand til mund, helt til nogen, utenfor byen Thick Bush, ikke langt fra Gastenes leirplass, gjenkjendte ham som sønnen til en notorisk og vidt eftersøkt lykkejæger fra nord, og foreslo at straks tilføre hans person et lag tjære og fjær.
«Hvor gjerne vi end skulde ha tilbudt vor beskyttelse,» hadde Lindsay informert den opkavede yngling, «saa er vi her paa landjorden bundet av vore vedtekter, som paalegger os aldrig at blande os op i de lover og rettsskikker som gjælder paa noget sted vi tilfældigvis maatte ha landet paa.»
«Dere e'kke fra disse trakter,» svarte Chuck en tanke skarpt. «Naar disse her er ute efter en kar, er d'ikke lover som gjælder - da er det løp, yankee, løp, og redde sig den som kan.»
«I dannet samtale,» var Lindsay rask med at korrigere, «undgaar vi helst at trække sammen «er' og 'ikke' og 'det' og 'ikke'.»
«Noseworth, for guds skyld, da!» ropte Randolph St. Cosmo, som hadde skottet urolig ut paa de kappe- og hætteklædte skikkelsene i utkanten av leiren - lyset fra de blussende fakler de bar, fremhevet hver fold og rynke i de enkle gevanter med næsten teatralsk præcision og kastet underlige skygger blandt sumptrær, sypres og hikkori. «Der er ikke mer at diskutere - denne karen skal indvilges asyl og, hvis han ønsker det, midlertidig medlemskap i enheten vor. Nogen fremtid hernede har han saa mænd ikke.»
Der blev en lang og søvnløs nat i ængstelse for at gnister fra mobbens fakler skulde komme i nærheten av hydrogenapparatet, med de dertil hørende katastrofale følger. Omsider, kanske i overtroisk frygt for det selvsamme maskineri, trak de nifst antrukne bønder sig imidlertid tilbake til sine hjem og tilholdssteder. Og Chick Counterfly, paa godt og ondt, blev værende ...
Propelindretningen fik snart skibet op i en hastighet som sammen med vinden ret aktenfra gjorde det nærmest usynlig fra bakken.
«Vi gjør godt over halvannen kilometer i minuttet,» bemerket Chick Counterfly fra betjeningskonsollen, uten at kunde skjule en viss ærefrykt.
«Da kan vi være i Chikago før mørket falder,» anslo Randolph St. Cosmo. «Alt vel, Counterfly?»
«Prima!» utbrøt Chick.
I likhet med de fleste «rekrutter» i organisationen hadde Chick oplevet at begyndervanskerne dreiet sig om høide snarere end fart, og de skifter i lufttryk og temperaturer der fulgte med den. De første par turer tilveirs gjorde han sin pligt uten at mukke, men en dag blev han opdaget paa vild, ubemyndiget jagt i en kiste med ymse utstyr for arktiske forhold. Da Lindsay Noseworth tok ham for sig, var: «K-k-koldt!» det eneste gutten kunde stotre til sit forsvar.
«Tro endelig ikke,» forklarte Lindsay, «at du ved ombordstigningen paa Inconvenience traadte ind i nogen slags kontrafaktisk sfære. Vel findes der hverken mangrovesumper eller lynsjjustis heroppe, men vi maa ikke desto mindre forholde os til denne verdens begrensninger, blandt dem det faktum at temperaturen synker med høiden. Med tiden bør din følsomhet i saa henseende modereres, og imellemtiden» - han slængte til ham en uveirskappe i sort japansk geiteskin paatrykt TILHØRER GG i lysende gul skrift paa ryggen - «skal dette kun anses som en foreløbig beklædning, indtil du venner dig til slike høider og, faar vi haabe, lærer dig til at opholde dig der uten at tænke over det.»
«Her har du saken i et nøtteskall,» betrodde Randolph ham senere. «At stige er som at reise nordover.» Han blev staaende og blunke som om han ventet en kommentar.
«Men,» slog det Chick, «hvis man gaar langt nok mot nord, passerer man jo tilslut over nordpolen, og saa er man paa vei sydover igjen?»
«Ja.» Orlogskapteinen vred sig utilpas.
«Saa ... hvis man bare gik høit nok, vilde man til slut komme ned igjen?»
«Hysh!» advarte Randolph St. Cosmo.
«Ned mot overflaten paa en anden planet, kanske?» fortsatte Chick.
«Ikke akkurat. Nei. En anden 'overflate', men en jordisk saadan. Saa altfor jordisk, maa vi desværre ofte si. Mer end det tror jeg ikke jeg ønsker at -»
«Dette er yrkeshemmeligheter,» antok Chick.
«Du faar se selv. Med tiden, selvsagt.»