Købestop-bevægelsen udløst af en 'Social Disruption'
En voksende strømning i samfundet er Købestop bevægelsen, som så småt dukkede op ved årsskiftet 2012-2013. Denne trend er interessant at sætte i forbindelse med branding perspektivet Cultural Branding, som kan give indikationer på de spændinger, vi som forbrugere oplever og skal forholde os til. Hvis man forstår at aktivere Cultural Branding, så tror jeg på, at man kan udvikle noget interessant og effektfuldt materiale som kommunikatør eller markedsfører. Perspektivet kræver, at man sætter sig ind i makro strømninger og deres betydning for individet og er således båret af indsigter.
Modellen ovenover er tyv-lånt af Douglas Holt, fra hans besøg i København i Januar 2013, og den giver et godt overblik af, hvordan en kulturel spænding ser ud samt et vokabular, til at italesætte dynamikken.
Men for at vende tilbage til Købestop-bevægelsen, så er det interessant at spørge sig selv, hvorfor den først har taget fat nu og ikke i slut-2008, da den økonomiske krise første gang bankede på.
Min forklaring er, at den gamle konvention om, at lykken er at købe nyt (køkken) stadig levede i bedste velgående de første år af krisen. Den var bare sat på 'stand-by', mens vi forsøgte at komme igennem krisen og ud på den anden side. Men vi har måtte indse, at den anden side ikke findes. Vores boliger vil ikke stige til samme høje niveau som før krisen, at få et velbetalt job er som at vinde i Lotto og lønstigninger er erstattet med lønregulering. Vi har indset, at jordens ressourcer ikke er uudtømmelige og at økonomisk vækst ikke er en præmis. Det har affødt en interesse for gøre ting på en bedre måde og kun at købe, når vi har et reelt behov. Det har gjort ord som ressourcebevidst og ansvarlighed til en dominerende samfundsværdi.
Herved bliver de mennesker, som stadig stryger om sig med penge sat i offentlighedens gabestok til spot og spe, som dem, der stadig ikke har forstået det.
Indtil videre har Købestop-bevægelsen stadig status som en ideologi og ikke som den typiske konvention, som både høj og lav har tilsluttet sig. Men som med alle trends, så er det 'Insiders', der udbreder nye strømninger. Så måske om 1 års tid er selv Birthe i Horsens med på Købestop-bevægelsen (uden hun ved af det).