Uniformshovedbrud og nye mærkater på vej
Jeg sad tidligere i dag med et billede af en ung mand i uniform. Der er ikke noget navn på pladen, så vi ved ikke hvem han er, men jeg tænkte at uniformen jo på en måde fortæller sin egen historie.
Jeg var overbevist om, at der var tale om et postbud, men ikke helt sikker på rang og funktion. Så jeg fandt frem til Post- og telemuseets hjemmeside, og opdagede, at de har tilgængeliggjort en søgbar database over billeder af ansatte ved postvæsenet i sidste halvdel af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet. Alletiders! Her, tænkte jeg, kan jeg helt sikkert finde en uniform der matcher! (eller måske endda et billede af manden selv, hvem ved?!).
Herover: Billednummer 331, Ukendt mand i uniform. Billedet er fra årene omkring 1872.
Men efter megen forgæves søgen, både med forskellige ord, steder, tider og bare generel billedkig, måtte jeg indse, at lige dén uniform kunne jeg altså ikke finde.
Nå, men så er det jo så heldigt, at telefon og email er opfundet. Jeg fattede knoglen, og fik, på trods af ferie, fat på overinspektør Erik Jensen, der var så elskværdig at indvillige i, at kigge på billedet af den mystiske uniform.
Kort efter fik jeg et ret uventet svar: Der er helt sikkert IKKE tale om en postuniform. Erik Jensen mente i stedet der kunne være tale om en kusk. Måske endda en herskabskusk, grundet den gyldne urkæde. Jeg fik også et billede med til sammenligning. Her er hvad Erik skrev til mig i mailen:
Der er ikke tale om en postillon eller et postbud. Deres kapper, frakker og jakker havde opretstående, gule kraver uden kantning, og på kasketten sad det kongelige posttegn. Ærmerne blev også afsluttet med gul kantning, og så var der kun en enkelt knap. Personen på jeres foto bærer desuden vest og stribede benklæder, hvilket ikke hørte til postens uniformer. I 1872 var uniformsreglementet af 1850 fortsat gældende for postillonerne, og jeg medsender et billede heraf til sammenligning. Her er de vist med høj hat, men posttegnet var mage til det på kasketterne, som var mere praktiske i brug og også hørte til uniformen.
Mit bedste bud er, at der måske kan være tale om en herskabskusk – endda med et lommeur i en kæde.
Herover: Billedet af kuske, som Erik Jensen medsendte i mailen.
Ih hvor spændende altså! Der er da ikke noget bedre, end at blive klogere på noget man ikke vidste man gerne ville vide!
Jeg ved ikke, om jeg er 100% overbevist om, at det er en kuskeuniform, men på den anden side ved jeg heller ikke hvad den ellers skulle repræsentere... Er der nogen af jer der har et bud?
Mærkater
Som mange af jer ved, kan man se Aagaards håndskrevne navnemærkater på flickr via et link her på bloggen. De kan være svære at tyde, og derfor er vi altid glade for indsendinger via formularen omkring læsning af navne og steder på mærkaterne.
Kenneth er i fuld gang med at indhente efterslæbet i forhold til affotografering af mærkaterne, så et nyt læs kommer op på flickr i eftermiddag, eller senest i morgen tidlig. Nogle gange er mærkaten også en hjælp, i tilfælde af tvivl om den præliminære tydning der er registreret i dataarket.
På falderebet
Her på falderebet vil jeg lige tease lidt med, at selveste Stadsarkivaren har lovet at diske op med et gæsteblogindlæg i nærmeste fremtid. -Og det er helt sikkert noget at glæde sig til! Lene sidder i disse dage og graver i arkivets arkiv, for den kommende bog om Aagaards billeder, er jo arkivets jubilæumsbog. Så der skal selvfølgelig skrives om arkivets historie på behørig vis :-).
-Under gravearbejdet dukker der nogle sjove ting op en gang imellem, som det jo ofte er med den slags (sagde arkæologen ;-) ), så vi glæder os til at se, hvilke røverhistorier chefen kan finde frem, og fortælle her på bloggen.













