sydom af selvrealisering
Orden, selvrealisering.
Kan jeg lide den eller ej?
Det er jeg ikke sikker på.
Jeg kan sige, at jeg kan lide den. Men ærligt, dette ord kvæler mig.
Jeg tror, at jeg ikke har realiseret selv. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde vil. Jeg er ikke sikker på, om jeg er på vejen til selvrealisering.
Hvad med de andre? Måske har de gjort selvrealisering, eller er på vejen til det, eller er ligeglad om selvrealisering.
For mig, selvrealisering betyder at få et sted i samfund.
Selvfølgelig, er det min fortolkning. Selvrealisering kan betyde at drive et bageri i byen, at opbygge en varm familie, eller at arbejde i en yndlingscafe for at blive direktøren.
Når det er sagt, selvrealisering betyder altid “at blive nogen, som jeg ikke er nu”.
Så så snart som en person bruger orden “selvrealisering”, han eller hun antager, at han eller hun “mangler noget nu”.
Nu er bare en tidpunkt i liv. Så i øjeblikket lige nu, synes jeg, at det er spild af tid at føle sig stresset ved at tænke, om jeg realiserer selv eller jeg er på vejen.
I det væsentlige synes jeg, at selvrealisering betyder at være lykkelig. Men jeg føler mig ulykkelig så snart som jeg begynder at tænke på at blive lykkelig.
Efter jeg bliver tredive år gammel er det ikke usædvanligt at se yngre vellykket mennesker i OL og på TV.
Jeg har levet mit liv og gjort anstændige bestræbelser. Men er “anstændige” ikke vigtigt? Er der ingen mening, medmindre man er mere succesrig "end nogen anden"? Hvis ja, er der ingen mening, at de fleste mennesker i denne verden eksisterer?
Jeg synes, at der er nogen mening. Men hvis nogle spørger mig, “Så er du med den anstændige indsats, der er værd at eksistere?”, jeg vil sige “Ja” med en hviskende stemme.
Det er hårdt at leve et liv, hvor jeg er nødt til at bevise min værdi. Min overbevisning om, at jeg er nødt til at opnå selvrealisering, er kvælende.
Er hvad jeg kan gøre kun at bo mit liv anstændigt, at håndtere dagens smerte og vrede ved at se tv og youtube, at trøste mig ved at fortælle mig selv ”Det er fint at være mig sådan” og trøste mig? Kan jeg tillade mig at leve på denne måde? Er dette et liv, jeg kan bekræfte?
Jeg vil oprigtigt tillade mig selv. Jeg vil oprigtigt gerne bekræfte.
