Workshop på toppen af The Shard
Klokken er halvni og der er et mylder af kontorfolk på Cannon Street Station. Den moderne station ligger midt i City of London, hvor 6.000 mennesker bor og 350.000 mennesker arbejder på et areal, der er mindre end tre kvadratkilometer. Her sidder de så i deres skyskrabere og flytter rundt på 3.000 milliarder dollars - om dagen. Og i går var det Bank Holiday og alt var lukket, så idag har de ekstra travlt.
Jeg stod på det overfyldte tog i Blackheath syd for Greenwich Park for 20 minutter siden og er nu på vej til en bestyrelsesworkshop i The Shard, der med sine 309 meter er Storbritanniens højeste bygning. Jeg har forberedt workshoppen i et halvt år, har gennemført en masse research, skrevet rapporter, udarbejdet powerpoint-præsentationer, hyret nogle af byens mest kreative iværksættere til at holde foredrag og nu skal det hele brændes af i det kæmpemæssige glastårn oven på London Bridge Station, hvor jeg skal mødes med intelligente erhvervsledere, der er fløjet hertil fra forskellige egne af verden for at udvikle en ny vision for deres forretning.
Jeg kommer ud i morgentrafikken på Cannon Street og går til højre ned mod Monument - og pludselig i menneskemylderet går det op for mig, at det er dette jeg har arbejdet for så længe: at skabe en drømmefabrik, der midt i en global hovedstad med 10 millioner mennesker, hjælper erhvervsfolk til tænke nye tanker og få nye visioner. Midt i en almindelig London morgen, hvor jeg blot er en enkelt anonym blandt 350.000 andre går det op for mig hvor dejligt det er at være et lille men drivende tandhjul i en stor verden.
Jeg går ud på London Bridge - de har sat beton-klodser op på fortovet - det var her på denne bro 3 mennesker blev kørt ihjel af terrorister for to måneder siden. Foran tårner The Shard sig op på den anden side af broen. Bygningen er ejet at staten Qatar og sikkerheden er den samme som at komme gennem lufthavnens security. Jeg tager en af de 8 elevatorer og undervejs kommer jeg forbi TV-stationen Al Jazeera på 16. etage. Naturligvis ligger den også i det store glasskår!
Jeg står af på 25. etage og hele London lukker sig op. Det er som at flyve i helikopter ind over byen. Man kan se herfra til evigheden, det er umuligt at fortabe sig i bagateller heroppe, hvilket også er derfor vi lægger vore strategimøder her. Det er en fantastisk konstruktion af en bygning - man mangler bare Tom Cruise til at kravle rundt udenfor.
Hvis helten fra mission impossible kravler 10 etager længere op kommer han til restauranten TING, hvor vi spiser frokost. Personalet er bogstaveligt talt hentet fra hele kloden, asiater, sorte, hvide trimmet sammen til en fælles international adfærd - sådan kommer det nok til at være overalt på kloden, når vi er færdige med at blande mennesker sammen i den store salatskål.
8 timer senere er det overstået. Folk har taget elevatoren ned med nye ideer og frisk inspiration i hovedet og små kufferter på hjul i hånden og er kørt med taxier ud til deres lufthavne. De skal nok huske dagen. Tilbage i møderummet er der kun snavsede kaffekopper, en masse chokolade- og bolche-papir, overtegnede flip-overs, der ligger på gulvet og et enkelt konverter-stik, som en af deltagerne er rejst fra.
Alyssa stikker hovedet indenfor, hun er chef for skyskraberens “white collar factory”: “Hvordan gik det? Og hvordan var TING?”
“Cool - how can we fail in this altitude?
Bagefter er jeg nede på gaden igen til alle de andre kontorfolk, som nu går den modsatte vej til deres togstationer. Google fortæller mig, at jeg skal med toget fra Cannon Street kl 19:03 til Dartford - så jeg gør som algoritmen siger.
