Et musikalsk tilbageblik på året 2018
Efter en veloverstået jul og et festligt nytår er det tid til den årlige liste over mine 25 albumfavoritter fra det forgangne år krydret med et længere postludium af andre udgivelser, der også kræver ekstra opmærksomhed og omtale. Året 2018 har bestemt været prangende, men sammenlignet med forrige år har mængden af tydelige plademæssige sværvægtere været mindre. Dermed ikke sagt, at jeg ikke har haft mine sentimentale øjeblikke med Gwenno, Beach House, Julia Holter eller Low, råbt og skreget til Ildes og Iceage eller for den sags skyld smadret igennem til Pusha T i weekenderne eller drømt om varmere himmelstrøg til Nicolas Jaars postproduktioner under alisset Against All Logic, for slet ikke at tale om at danse vildt og voldsomt til Robyns Honey, Christine and The Queens på numre som ‘5 Dollars’ og ‘Girlfriend’ eller DJ Kozes Knock Knock, der må siges at være noget af et festfyrværkeri. Om ikke andet, så er listen klar. Velbekomme.
Top 25
25.
Jens Rubin og de Matchende Læber / Dødningehoved
Vellness-drengene er ikke til at standse. Nye projekter, nye konstellationer og mere innovation. En Lars HUG’sk pop-EP, der hylder nye som gamle måder at skabe popsange med halvfalske falsetter og finurlige nostalgitrip om fodboldmesterskaber og smeltende hjerte-rimer-på-smerte oder om forliste flammer.
24.
Nils Frahm / All Melody
Et studium i balsamerende musikalsk elegance.
23.
SOPHIE / Oil Of Every Pearl’s Un-Insides
En triumferende kunstnerisk bedrift skabt i et splittet sind mellem forskellige identiteter, hvorfra fremtidens popmusik er født.
22.
Noname / Room 25
Et politisk opråb, der finder materiale i et stadigt splittet USA, hvor hun med linjer som “My pussy wrote a thesis on colonialism” og “Y’all really thought a bitch couldn’t rap huh” på intronummeret ‘Self’ revser og konceptualiserer den blivende debat om kvindelige rapperers plads i hovestrømmenes musikindustri.
Fra at være et upcoming stjernefrø med utilfredshederne på rette sted, cementerer hun nu sin status som en funklende ledestjerne for fremtidens R&B, hvilket er noget af bedrift efter kun anden udgivelse.
21.
Iceage / Beyondless
En til dato mildere variant af Elias Benders rockbandes ellers peberstærke rockkompot, der dog alligevel lyder mere desto mindre som Iceages mest gennemspillede og velskrevede udspil indtil nu. De har forladt de danske græsgange og Mayhems anti-hvad-som-helst ståsted og i stedet bakket deres til tider politiske, men også selvreflekterende blotlæggelse med et fokuseret, fuldvoksent og mere opulent storværk.
20.
Kamasi Washington / Heaven & Earth
Nutidens svar på jazzens prins, konge og kejser i én og samme person slår endnu engang fast, at han er uomtvistelig. Omend han nu er blevet mere lyttervenlig og mindre eksperimenterende, så er han stadig den mest interessante og gennemmusikalske jazzmaestro netop nu.
19.
CHINAH / Anyone
Dansk pop har sjældent lydt bedre. CHINAH afprøver nyt musikalsk territorie og har dermed smidt de blødsødende melodier over borde og skiftet det ud med (for engangs skyld) at undgå behovet for grålige hitparader. De forsøger sig i stedet med at gå en mere beskidt vej. Fine Glindvad syner stadig lige smukt, men er nu også blevet sexet og pirrende. Sammen med rytmer i parløb og mastodontiske synthstorme og massive vægge af forvrænget guitar er de med ét gået fra at være uvedkommende popfyld til at være popfrontiers, der går forrest.
18.
The 1975 / A Brief Inquiry Into Online Relationships
Med en absurd portion alsidighed i The 1975′s popunivers har de fået filet det værste af den politiske kynisme fra, men alligevel tappert plæderet for en verden med større vished om de problemer, der står lige for næsen af os: populistiske overhoveder, den over-the-top flade fornemmelse af fornærmelse ved afvisning på dating-apps til det omvendte håb om en forhåbentlig mere optimistisk discokugle-funklende fremtid. Med moderne referencer til mange af de allerstørste poprock konger og dronninger dyppet i jazz, stryger-ensemble, soullede gospel kor, intime akustiske, enetaler om kærligheden til en robot til selvfølgelig - og allervigtigst - de storladende, smil-for-helvede-temaer med simple guitar-bas-vokal korrespondancer - man føler en vis 80′er-mimik - som man ser det på “It’s Not Living (If It’s Not With You)”. Men numre som “Love If We Made It” og “Inside Your Mind” og “I Like America & America Likes Me” er allesammen højdepunkter, der beviser, at 1975 vil og kan mere end blot at producere samlebånds hit som en anden sydtysk pølsefabrik.
17.
Low / Double Negative Et langstrakt organ går på vid gab ind i prøvelser om at overskride den menneskelige stemme. Mimi Parker og Alan Sparhawk har i samarbejde med produceren BJ Burton fremprovokeret en tingsliggjort påmindelse om at vi mennesker stadig kan være i stand til at gøre lyde foranderlige - hvad er instrument og hvad er vokal? I en tyk tåge af politisk håbløshed og sange om armod og trang til at flakse væk i vinden indkapsler Low deres lyd i det, der med rette kan kaldes 2018s bedste (dis-)harmoniske prøvelse. Men også bandets til dato bedste udgivelse.
16.
Yves Tumor / Safe In The Hands Of Love
Puroriginalt sammensurium af eksperimenterende legeringer mellem rock, Britpop, synthpop, ambient og såkaldt havpunk.
15.
Julia Holter / Aviary
Flaksende vinger rundt om et bur af både kærlighed og sakrale skrig. En polyfonisk udforskning udi et omtrent halvfems minutters odysse-lignende kaos.
14.
DJ Koze / Knock Knock
En stærktreduceret Maggi-terning af total frihedsfølelse.
13.
Gwenno / Le Kow
Psykedeliske småbidder ført an af atmosfæriske lydbilleder og walisiske opråb.
12.
US Girls / In A Poem Unlimited
Politiskbefriende i en stærk toksisk tone struktureret ud fra disco og forbandelse over for det nuværende politiske klima.
11.
Mitski / Be The Cowboy
Excentrisk og virtuos, hvor en underliggende følelse af usikkerhed og ikke at ville stoppe ligger og lurer. Mitski har aldrig virket mere selvsikker end på denne visionære og inciterende vækkelse af et indie rocket selvportræt.
10.
Yo La Tengo / There’s A Riot Going On
En hyldest til de små momenter vi kan ændre i vores liv, der nok foregår i en stille larm, men stadig har sin eksistensberettigelse. Tidløst og drømmende.
9.
Kali Uchis / Isolation
Genreskiftende og innovativt. Et skinnende vidnesbyrd om en stjerne, der er under udvikling.
8.
Against All Logic / 2012 - 2017
Nicolas Jaar hiver gamle samples opad posen og udad det har han fået produceret et fandens komplimentærbart danse-ensemble mellem hi-hat og synth - og uden ét kedeligt moment.
7.
Blood Orange / Negro Swan
Ikke bare et fremragende album, men Dev Hynes har også givet et stykke af sig selv, om ønsket at blive elsket.
6.
Pusha T / Daytona
Clipse var et 00er-fænomen båret af og skudt ud i succesmøllen med hjælp fra The Neptunes, men skulle alligevel også ende med at være skylden til, at det umage brødrepar går hver til sit. Efter to lovende mixtapes, dog med nogle få numre af svingende kvalitet, udgiver Pusha T i efteråret 2013 den fabelagtige, stramtproducerede My Name Is My Name, der yderligere imponerede med et overskudsagtigt, pistolskydende rapflow og ditto slående lyriske færdigheder. Darkest Before Dawn var ligeså en lovende udgivelse, men endnu med plads til forbedring. Mandens budskab syntes næsten formfuldendt, men stod alligevel langt fra tilbage som samme type arvtager til klassikerstatus inden for hiphopverdenen som Outkasts og Kanyes hæderkronede dage i 00erne. Nuvel, mangler kan jo forbedres, hvor til man kunne fristes til at sige - som sagt så gjort.
Med DAYTONA beviser han for første gang at beside unikke teknikker, der falder i eksakt samme spor som produktionerne. For denne gang er udtrykket blevet endnu mere fokuseret, så udmattelserne langt overgår foregående udspil. Der er tale om en hårdkogt cocktail af tætlydende produktioner fra den absolut øverste skuffe med Mr. West siddende i førersædet forbundet med Pusha’s stadigt inciterende, nærmest prædikende stemmeføring, der skærer luften væk mellem ordene, hvilket til sammen udgør et frygtindgydende ambitionsniveau, men også en selvsikkerhed, der er svært uforlignelig.
Det er mørkt, tenderende til det dystopiske, hvor virkemidlerne er få, men det tilbagestående indhold fremstår uhyre skarpt på de syv numre, der udgør 21 minutter af et tonstungt højspændingsbatteri. Blandt de absolutte højdepunkter kan både fremhæves den ultraminimalistiske kæberasler ‘If You Know You Know’ , men også den blærede Kanye-mesterstreg ‘The Games We Play’. Fællesnævneren mellem de 7 skæringer er ikke blot et imponerende bundniveau, hvorfor de hver især føles som forskellige afkroge af to geniers sind, men sammen virker som en præstation, der bliver svar at overgå.
Hvis hans talent rakte langt med de foregående pladser, så gør han her tavlen ren og hamrer det denne gang fast med skudhuller og skarpladte rim, at han er en sand mester inden for hans felt og er dermed svær at ignorere som en rapper i en liga for sig.
5.
MGMT / Little Dark Age
Udgangspunktet er mørke. Teknologiens fremskredende ødelæggelse af menneskelig interaktion, moderne datingformer og Trumps selvudslettende vision om at gemme hemmeligheder, hvad der åbenlyst ikke er muligt. Alt dette er rutineret undfanget i et 80′er-lydende spøgelseshus, hvor popmelodierne er så iørefaldende, at såvel ‘Me & Michael’, ‘When You Die’ som ‘Little Dark Age’ gør udskejelserne til deres til dato bedste præstation. Denne påstand mener jeg kan suppleres med en udadvendt lyst til at eksperimentere, der kan mærkes på numre som “Days Got Away”, hvilket gør pladen mere formfuldendt end noget hidtidigt udspil fra bandet samtidig med produktionernes popperlemor gør pladen til en kærkommen lytteroplevelse.
4.
Robyn / Honey
På Honey er klubbens sveddryppende ekstase blevet erstattet af nattens sidste eftertimer, hvor kroppen nærmer sig en følelserne-ud-på-tøjet-agtig rastløshed. Robin Miriam Carlsson beviser atter en gang, at hun på trods af at have været væk i 8 år stadigvæk er skaberen af de nyeste poptrends i stedet for bare at ride med på dem.
3.
Beach House / 7
Beach House forbliver melodiøstetens perfektionister. De er slet og ret autorer indenfor deres felt og formår på 7 at genopfinde sig selv som et dystert og tungtvejende drømmepop band, der efterhånden må opnå samme status som deres datids forbillede, Cocteau Twins. En klassiker uden sidestykke.
2.
Christine & The Queens / Chris
Chris er et rebelsk forsøgsdyr, hvor poppen får lov at flyve frit rundt. Der bliver både testet flydende identiteter, herunder feminisme, maskulinitet og styrke, hvorfra der åbenbarer sig et triumferende vidnesbyrd om, at det til stadighed er muligt at splintre personligheder og musikalske popkonventioner og ud af det skabe et målløst og tidløst popunikum.
1.
Amen Dunes / Freedom
Gennem frihedsberøvelsens elleve anekdotiske refleksioner lukker Damon McMahon lytteren ind i et aggressivt, men også dybt personligt erindringsportræt. Pladens korpus er bygget opad fortællinger om en alt andet end rosenrød barndom, hans famlen i spørgsmål om maskulinitet og åndløshed, moderens kamp med kræft og hans problematiske forhold til sin far. Teksterne spyttes ud som poetiske tableauer som blev de fremdyrket fra hans egen galde. Denne rammefortælling er afhængighedsskabende og samlingen af disse intense mikrokosmer er simpelthen umulig at ryste af sig.
Boblere
Snail Mail / Lush
Turbolens / II
Car Seat Headrest / Twin Fantasy
Courtney Barnett / Tell Me How
Idles / Joy as an act of Resistance
I det dialektiske forhold mellem kultiverede tanker om håb og en trodsig storsnudethed ramler personlige og politiske stridigheder sammen og skaber et skønt og småsnusket bud på post-punk i det herrens år 2018 - lige i ansigtet.
Rosaliá / El Mal Querer
Melodys Echo Chamber / Bon Voyage
Let’s Eat Grandma / Hot Pink
Janelle Monae / Dirty Computer
Nils Frahm / All Melody
Parquet Courts / Wide Awake!
Shame / Songs of Praise
Earl Sweatshirt / Some Rap Songs
Tirzah / Devotion
I betragtning:
Jean Grae & Quelle Chris / Everything Is Fine
Tierra Whack / Whack World
15 minutter. Det er hvad der skal til. Snap-chattens minimalt destillerede øjebliksbilleder af desperrassion, ekstase, kedsomhed eller hverdagstrivialitet går op i en højere enhed på dette idéværk, tankeeksperiment af et fastfokuseret underværk.
Kadhja Bonet / Childqueen
Father John Misty / Gods Favourite Costumer
Ariana Grande / Sweetener
Popprinsessen, der voksede ud af popmelodier lige så spændende som lyden af et køleskab på en varm sommerdag, og i stedet fik fremskaffet hitmogulen Max Martin til at trylle fabelagtige ‘No Tears Left To Cry’ frem og blandt andre Pharrell Williams til at skabe en produktionsmæssig tyngde gennem hele pladen med numre som ‘R.E.M’, ‘Blazed’ og ‘Borderline’ med Missy Elliot på vokalbesøg.
Marie Davidson / Working Class
Helado Negro / Island Universe
Serpentwithfeet / Soil
Fatima / And Yet It’s All Love
Tim Hecker / Konoyo
Laurel Halo / Raw Silk Uncut Wood
Aseul / ASOBI
Grouper / Grid of Points
Jon Hopkins / Singularity
Bella Boo / Fire
Peter Sommer / Elskede at drømme, drømmer om at elske
Speaker Bite Me / Future Plans
The Internet / Hive Mind
Octavian / Spaceman
Bisse / Tanmaurk
Inderst inde har vi alle afarter af samme drøm. Drømmen om samhørighed, tolerance og venligsind mellem os alle. Hvem ønsker ikke det? Fri for kontroverser, så vi i stedet kan koncentrere os om at få verdenshjørnerne til at forene sig og leve lykkeligt til vore dages ende. Eller hvad? Disse spørgsmål var at finde på Bisses magnum opus Højlandet tilbage fra 2016. Samme drømme går igen på Tanmaurk, men denne gang har drømmen fået liv i form af en lysende klar kritik.
Samfundsdebattøren og den lyriske magiker, skeptikeren og optimisten på én og samme tid, manden med fremtiden i sin hule hånd, Bisse himself, har påny smeltet kunsteriske metaller sammen til endnu en ny fortælling, denne gang om nationalfølelse og polemiske debatter om det kære kongerige Danmark pakket ind i en symfonisk orkestrering af Copenhagen Phil. Dette musikalske hamskifte har både sine smukke sider, når Bisses tekster formår at emulgere med de storladne kompositioner som på ‘Viv’ og ‘Grand Danois’. Men indimellem slår samarbejdet mellem orkestret og Bisse sprækker og falder desværre også ud af hak på ‘Himmelbjerget’ og ‘Verdens Ældste Kitesurfer’ er en akustisk ligegyldighed. På trods af det findes også mange lyspunkter, hvor han kaster forfriskende nye farver maling på et Danmarkskort, der ellers langsomt er ved at falme og gro ind ad i stedet for at se ud over eget snæversind.
Kortet han ønsker at optegne er et land, der ikke kun indeholder barndomsminder fra Mosevej og det eksistentielle møde med Kongegen, men også forargende politikere, der opfører sig som hunde. Og denne eksplicitte kritik af Danmarks grimme ansigt er et nyt kapitel i hans nu afsluttede landstrilogi, hvilket er forfriskende, omend albummets kvaliteter tynder ud mod slutningen af Tanmaurk. Drømmen kan jeg kun være enig i, men den er klarest på den første halvdel af albummet. Hist og her bliver albummet en lille smule ligegyldigt. Men det ændrer ikke ved, at jeg må hæve glasset for Bisses mod og idealisme, der er en gloværdig handling i en tid, hvor revolutionerne er få.
Anna Von Hauswolff / Dead Magic
Smerz / Have Fun
Soccer Mommy / Clean
Young Fathers / Cocoa Sugar
Nlüfer Yanya / Do You Like Pain?
Af Jens Grelck, 2019
