Det forgangne år synes jeg for alvor har vist, at uretfærdighed, ligestilling, patriakalsk konservatisme og menneskehedsforbrydelser for alvor er sat på tapetet i populærmusikkens, for nogen at se, ellers normalvise forandringsangst over for progressivitet og politiske udtalelser. Men heldigvis ser man, hvordan, der især blandt sorte amerikanske kunstnere er vokset en afsky over for systemets rigiditet og manglende stillingtagen, hvilket indikerer, at noget er begyndt at bløde op på den musikalske scene. Glem nu bare for en tid, hvad der måtte være bestemt for det at være enten mand eller kvinde, men gør, hvad der passer én. Glem rammerne. Hvis Jenny Hval, Dev Hynes, Frank Ocean, Beyoncé, PJ Harvey, Kendrick Lamar, ANOHNI, A Tribe Called Quest, YG, Solange og Kanye West alle siger nej til denne hadske indstilling over for verdens forandringer, så må der da for fanden være noget om det. Verden kan godt rumme forskellighed. Der er ingen andre udveje. Og så havde vi David Bowie ét af mine største idoler, der pludseligt går bort. Ære være hans minde.
Vi lægger ud med et band, der for mig at se må være 2016s største jazz-åbenbaring. På en juni eftermiddag i halvlunkent vejr og med tømmermænd til langt over det tilladte åbenbarede der sig en behagelig sitren rundt i min krop. Det var til BADBADNOTGOODs liveoptræden på dette års Roskilde Festival, hvor det gik op for mig, hvor meget jazz egentlig kan betyde for mit humør, og lige på det tidspunkt var det som vejret mildnede op. Med lidt hjælp fra den energiske trommeslager og samtidige frontfigur Alexander Sowinski fik de mejslet fast, hvor langt de egentlig kunne komme rundt i hver en krog af deres genremmæssige repetoire, dog med en rytmisk bas/trommesalger soulede som rygrad. Der blev både rystet et finurligt Adele cover ud af ærmet og en fantastisk crescendoopbygget version af Kaleidoscope fra deres forrige plade. Men bedst af alt det måske mest jazzy og vilde titelnummer fra deres seneste nummer bare kaldet “IV”. Og med titelnummeret som afsæt blev jeg hurtigt sulten efter mere, og vupti var pladen der. Som ren massage for øregangende. Passer som fod i hose til en søvnig søndag morgen.
Kanye West / Life Of Pablo
Manden, Guddommen, den genfødte Jesus, og hvad han nu ellers betegner sig som har atter engang gjort alvor af disse sammenligninger på dette bevidst beskidte, ufiltrerede og uperfekte ego-opus. Om egoet er begyndt at æde ham inde fra kunne noget begynde at tyde på - taget i betragtning af en vis uheldig liveoptræden - men han formår at bevare en musikalsk integritet ved gang på gang at skabe mainstream-rap, der flytter grænser og til stadighed eksperimenterer hen mod områder, der endnu ikke er udforsket. Det ultimative orgie føles uopnåeligt i hans verden.
Kevin Morby / Singing Saw
Ja, ja. Nuvel han lyder umiskendeligt som Bob Dylan eller Leonard Cohen gjorde i 60erne og 70erne, men han skaber alligevel en stil mellem americanaen, soulen, folken og mexicansk mariachi for dens sags skyld - som mere lyder af det moderne end hans musikalske forbilleder. Og netop denne blanding fungerer som en bundærlig rød tråd mellem smukke melodier og lyrik, der er en fyr som Mark Kozelek værdig.
James Blake / The Colour In Everything
Helende i et spektrum af det brutale ingenting og et effektivt verdensbillede, der drejer rundt om egen pandelap giver det næsten én lyst til at hoste - navlepillende! - men hans fortrolighed til egen vokal og dets maskinelt åbne vidder støder sammen i en effektivt instrumenteret simplicitet og kreerer et subtilt værk, der måske mest advokerer til hentydninger og lader realiseringerne ligge, hvilket dog alligevel ender med at blive pladens fordel. Tomrummet kan bestemt også være godt.
A Tribe Called Quest / We Got It From Here... Thank You 4 Your Service
Som kommet ud af ingenting viser den genforenede stamme, hvordan de påny kan løfte sig ud af deres egen arv og stadig vise, at deres budskaber om at samle sig og ikke finde sig i noget er lige så evigtgyldige, som de var i deres velmagtsdage i starten af 90erne. Kalejdoskopisk intrigant og formfuldtendt i dets politiske uomtvisteligheder.
The Avalanches / Wildflower
Det sample-fro makkerpar er som malere, der pensler hele farveskalaen på et spændt lærred, der virker som filmiske tablauer, tegneseriefantastiske fortællinger om fabelvæsener, der får lov at sprede sine vinger i solskinsbilleder og andre eventyrlige drømme. Deres tilbagevenden føles kærkommen og, hvis ikke lige så behagelige og nostalgiske bekendskab som forgængeren, så har mindre hermed bevist også at kunne gøre sig gældende. Uden tvivl et af sommeren 2016s mest vellydende og stemningsmættede musikalske oplevelser.
Palace Winter / Waiting For The World To Turn
Nej, det er ikke The War On Drugs. Selvom det lyder sådan. Kald det en erstatning for ét af mine yndlingsplader fra dette årti Lost In The Dream, men jeg synes dog Palace Winter slipper godt fra det og alligevel har noget særskilt at byde på. Frem for alt en helstøbt plade med nogle numre, der passer perfekt til mit tempo på cykelstierne.
Vellnessplader / Vellness Mixtape Vol. 2 og 3
Shit en dynamit af musikalske spidsfindigheder de drenge leverer. Såvel live som i studiet. Og fuck det er fedt. Metapoppet, hipster-ironisk og teenage-naivt som bare fanden. Og det fungerer. Endda bedre end det lyder på papiret. Tag bare acts som Sjæl I Flammer, Franske Piger, Hong Kong eller Ecstasy In Order, der alle fremstår underligt ens, men så alligevel er helt deres egne. De tager nok i virkeligheden ikke det hele så skide højtideligt, og det er det, der gør kollektivets produktioner så pisse fede !
Queen B er blevet kvinde. En respektindgydende, larmende og konsekvent en af slagsen på én og samme tid. Med en særlig bevidst indgangsvinkel til forbilledligt mange forskellige genrerblandinger slår hun fast, at hun mere end nogensinde før er et dugfriskt politisk eksempel på, at de sorte amerikaneres rettigheder (i stil med mange andre sorte kunstnere det forgangne år) er ukrænkelige og ikke er nogen man sådan uden videre bare kan træde på.
Jeg var ikke tvivl om, at de havde det i sig, og at de kunne leve op til forventningerne tager jeg hatten af for ! Jeg har altid drømt om at være håbløs fan af et boyband, og i år blev det indfriet. Nok har forsanger Søren Holm en stemme, der er nem at lave sjov med, men samtidig er det også noget af det, der gør bandet til helt sit eget. For det synes jeg netop de beviser på denne EP - med bare fire funkede og ekstremt catchy popmelodier. At de selvfølgelig står på skuldrene af en let tilgængelig indie-popbølge, men også tilføjer en energi og friskhed, jeg ikke har følt siden, MØ udgav “Maiden” og “Pilgrim” for 4 år siden. Det er et originalt bud på genreudvidende, dansabel og sjælelig popmusik inden for den ellers noget skabelonagtige firkantethed man finder i radiobasker-poppen. Jeg har kun én ting at sige til de fire aarhusianske gutter: jeres succes er fuldt fortjent.
Weyes Blood / Front Row Seat To Earth
Natalie Mering eller Weyes Blood laver musik til de emotionelle dele i livet. Sommetider er jeg blevet så opslugt af hendes univers, at jeg kan blive helt tvivl, hvorvidt hendes sange er mere fantasi end virkelighed. Særligt “Do You Need My Love”, “Generation Why” og “Diary” er mesterstykker i sig selv, hvor instrumenteringen bevæger sig mellem 60′ernes singer-songwriter lyd og noget entydigt moderne, der dog alligevel i kombination med hinanden evner at give svært god mening. Og netop her er det hendes måde at skabe intime rum i musikken, der gør pladen så yderst elskværdig at lytte til. For hun kan komme foruroligende tæt på lytteren med hendes rigtfavnende og fløjlsbløde stemme, der dog i sidste ende helt kan ændre ansigt over mod det mystiske og uigennemskuelige. Og lige dér i det krydsfelt opstår det magiske og dragende.
Hvis nogen måtte fortjener betegnelsen ‘dronningen af fremtids R&B’, så må det være canadiske Jessy Lanza - begrundet med hendes lyse vokal, der skærer lydbilledet i distinkte collager mellem koniske electronica-synths, spidse trommemaskiner og kompakte baslinjer. Sammenlignet med debuten - og for mig at se nyklassikeren Pull My Hair Back fra 2013 - mestrer hun atter engang balancegangen mellem det komplekse og det næsten vanskeligt simple til perfektion, hvilket er det, der gør hendes særegne R&B blanding ikke desto mindre beundringsværdig.
Eftertænksomt, smågenialt, men stadig helt ude af tangent, hvor tingene heldigvis gør lidt ondt. Og det skal der eddermame også til engang imellem. Inderst inde har vi alle afarter af samme drøm. Drømmen om samhørighed, tolerance og venligsind mellem os alle. Hvem ønsker ikke det? Fri for kontroverser, så vi i stedet kan koncentrere os om at få verdenshjørnerne til at forene sig og leve lykkeligt til vore dages ende. Eller hvad? Samfundsdebattøren og den lyriske magiker, skeptikeren og optimisten på én og samme tid, manden med fremtiden i sin hule hånd, Bisse himself, har endnu engang undergået hamskifte og påny smeltet kunsteriske metaller sammen til endnu en fascinerende fortælling om hans egen selvkritik, verdensbillede indad- og udad til og ikke mindst udvidet farvepaletten til et stadigt større repetoire af referencerammer og genremæssige spændvidder, der nu også tæller en tilgang til popmusikken, der for undertegnedes vedkommende ikke synes at være hørt før. Et musikalsk svendestykke af de helt store tør jeg vist sige. Portrættet er simpelt, men under den berømte “overflade” strømmer tanker om liv og død, kærligheden til sit eget selvbillede - og publikummets for så vidt også. M.a.o. giver han et både forargende og fængslende snapshot af popkulturens aller værste skyggesider. Og ikke mindst hans egen personlige angst for livets sidste kapitel.
En kvinde, der ved hvor hun vil hen og er endt med at blive en selvsikker rock’n roll chick, som ikke nøjes med det halve, men hvis hun siger det - vil kysses og får det hele. Åbneren “Intern” skaber grundlag for et helt nyt øjeblik i hendes allerede sprudlende diskografi, hvor synths får lov at introducere en kærkommen udvikling og ikke mindst en coolness, der i den grad skinner igennem på “Shup Up Kiss Me”, der demonstrativt viser, hvilket nyt kapitel hun er sprunget ind, hvor hun ikke længere finder sig i noget. Hun bevarer dog stadigt sin knugende sensibilitet, hvilket da kun gør hendes følelsers vold endnu stærkere. Hendes introspektive cocktail af smerte og angst gør pladen til en intens oplevelse, der især viser sig på anden halvdel af pladen, hvor særligt “Sister” markerer sig med sin stærke nerve og fastholdelse af lytteren i et hårdt kommunikativt drama, der til sidst kulminerer i en eskapistisk guitarimplosion af alt kraft hun måtte have tilbage i kroppen. Kærligheden gør os destruktive og det kan være udtømmende, men for det meste munder det også udi nye erkendelser, men er ikke nødvendigvis mere lettende. Enden på det hele slutter som oftest brat. Og det formår i den grad at fremstille på My Woman, hvor hun atter beviser sine kunstneriske evner helt ud til det sidste.
Whitney / Light Upon The Lake
De übersøde charmetrolde leverede et mindre mirakel på sidste års Roskilde festival - og det med rette. Med forskellige baggrunde i de amerikanske indiekredse har de respektive bandmedlemmer sat en lille musikperle i søen i form af denne debut med referencer til det simple liv i naturen. Og dette harmonerer fuldt ud både den optimisme, der er til at spore, men også med de små ballader om livets svære stunder, hvilket samlet set fuldbyrder drømmen om popmusik, der rimer på både hjerte og smerte.
Kendrick Lamar - untitled unmastered.
På trods af at have udgivet et af nyere tids største hip-hop værker viser udgivelsen af selv B-sider og demoer at være af høj kvalitet i sig selv. En stor genre-variation, der dog placerer sig tættest på jazzens tilbagelænethed, men indeholder også den klubbede “untitled 02″ eller tredelte “untitled 07″, der starter som en banger, for så at forvandle sig til en politisk vækkelse, mens den sidste del har form af en jam, som kredser om sex i flere afskygninger, herunder den cartesianske tankegang om en dualisme mellem krop og sjæl. Udgivelsen fremstår m.a.o. som en helstøbt samling numre, der nok bør ses som en lillesøster til To Pimp A Butterfly, hvilket dog ikke svækker dets egen enkeltstående kvaliteter, men bør i stedet roses for dets kompleksitet og visionære tyngde. Jeg mener, at det med al tydelighed kan mærkes, hvordan mesterkemikeren Lamar sigter mod kreativitetens guldåre, der indimellem når helt ind til kernen som med den bossa-nova vukkende “untitled 06.” eller det skizofrent snøvlende præludium af et indgangsnummer.
Choir Of Young Believers / Grasque
Et følelsesbrusende værk, der puster støvet væk fra popklenodiernes tid i et sammensurium af 80er og 90er referencer. Pludseligt står Makrigianis’ tidligere alber tilbage som en smule patetiske, hvor han på Grasque i stedet præsenterer et forfriskende melodiøst skatkammer af sprogeksperimenterende kærlighedslyrik, bombastiske (var der nogen, der sagde olympiskmastondonttunge) stortrommeslag og syleskarpe synthesizerrum. Lyrikken er rammende, personlig og ikke mindst forfjamskende overbevisende - og så synger han denne gang også på dansk.
Blood Orange / Freetown Sound
Britiske Dev Hynes hiver os ind i en fortælling, der viser sig at bevæge sig mellem absolut intime romantiske dramaer og store strukturelle tematikker som race, fremmedfjendskhed og forfølgelse af minoriteter. Det gør pladen til et komplekst spil af ømhed og politisk fortvivelse, og så ovenikøbet viklet ind i lige dele dansable, funky og indadvendte fortællinger om verdens undertrykkende væsen.
Lige siden udgivelsen har jeg haft svært ved ikke at holde armene oppe. En mere seværdig måde at servere et frisk bud på dansemusikken anno 2016 er svær at finde. De livsglade numre har sommeren igennem været en fast humørspreder og kan varmt anbefales i samvær med mange mennesker og eksotiske drinks. Vil man have hip-hop eller R&B går man den ene vej, latinske rytmer en anden, jazz en tredje og de dybe, vibrerende glasklare basgange en fjerde.
Et sidste og omsiggribende farvel fra mit største idol. Overmennesket, der som personaen Major Tom nu er på vej mod sorte stjerner langt væk fra en verden, som ikke længere tæller dette kuriøse under af en mestermusiker, hvis musikalske samtidige jeg sætter evig stor pris på at have kendt til i mit stadig korte liv.
Solange / A Seat At The Table
I snart mange år har lillesøster Knowles stået i skyggen af sin storesøster. Men dette er der nu rodet bod på. Ved at sætte ord på en stadigt eksisterende skyggetid i USAs historie ud fra en sort kvindes synsfelt i året 2016 får man syn for sagen med tekster om alt lige fra tidligere tiders grusomheder til nutidens begivenheder med modsætninger som sorg og vrede, hvilket i sidste ende falder tilbage på drømmen om at alle uanset hudfarve får lov at have magten over egen krop. Udfaldet er formentlig at rejse debatten til en dybere personlig fortælling, der efter adskillige politidrab mod sorte de sidste mange år, bør ses som en konstruktiv hentydning til de højere magter. Et værk med en paradoksal blanding af tonstunge dilemmaer og fjerlette melodier jeg ikke vidste, jeg havde brug for - men som både er triumferende, ildevarslende og enerverende ypperligt.
En cellulær udforskning i menneskehedens metamorfose og beskaffenhed, der viser sig helt ud til verdens udkanter og hvordan det i nutidens lys indbefatter nogle af dødens mest forfærdelige ansigter. En vulkansk vævning mellem den største foragt og skuffelse over et kapitel af verdenshistorien hun indtil videre har oplevet gennem livet og samtidige skarpskårede kritik, der ligger i, hvordan jordens boblende møde med dets egen undergang snart kan være en realitet. På den anden side fornemmes et blidt og tankefuldt optimistisk tag på det vi så inderligt bliver nødt til at passe på før denne gruopvækkende og ulmende udvikling for menneskeheden kan vise sig at eksplodere i dets egen krigsmagma, politikkerpopulisme og overvågningstyranni til en rædselsvækkende apokalypse. Et dybt betagende værk, der undervejs giver mange klumper i halsen, nærvær og hjertebanken, men også en sitrende indsigt i ens position på den klode, vi alle bor på.
Kan kanoniseres som et R&B værk af en anden verden. Hvor de andres kreative personaer ikke længere rækker, da findes Frank Ocean ude i en ubetrådt galakse helt for sig selv. What more to say?
Radiohead / A Moon Shaped Pool
Evighed synes at have været formgiveren på mit favoritbands niende studiealbum. Det giver sig bl.a. til udtryk ved, at de udgiver numre, der næsten har lige så mange år på bagen, som jeg er gammel. Evigheden udfolder sig ved en særlig fornemmelse for tekster, der som verdensrummet er stort kredser om vores egen undergang og mareridt, og om vi vil det eller ej, viser sig i form af klimaets hurtigt udløbne holdbarhedsdato, hvilket i sidste ende kommer til at kvæle menneskehedens respiration og faunaens overlevelse og krige som ingen hverken vinder eller taber. Det kommer snarere til at skabe evigt større splid med ragnarok som følgevirkning. Den mere end tyve år gamle “True Love Waits” binder paradoksalt nok pladen sammen med et frisk pust af aversion mod livet. Og det føles besynderligt nok livsbekræftende.
Det nu sjette udspil fra den norske troldkvinde stadfæster atter engang Hval som ét af de mest funklende eksempler på avant-garde feminismens frontkvinder. Resultatet Bloodbitch er et konceptalbum med den saftigste blanding af kvindelige vampyrer og menstruation, hvor blodet kan forstås ud fra gysergenrens forgudelse af den rødelige væskes effektive ekstremitet, men også menneskets biologiske trafikkryds, der aldrig formår at gøre kvindekønnet fri fra sin medfødte reproduktionsevne. Og det måske mest inciterende ved pladen er netop lyrikkens mange poetiske tigerspring mod en særlig sfære af metaforer. Billedliggørelser på blodets tveæggede sværd. En romance og kamp mellem kvindens eget selvbillede indadtil som udadtil, hvilket gør pladen til et stærkt personligt portræt af menneskelig tvivlen på sig selv. Det er afgjort den mest sanselige og fascinerende fortælling om blod og alle dets kreative periferier, jeg længe har hørt. Hun vælger at omforme vores ide om subjektiviteten til et opgør med vores egen tiltrækning og frastødelse af os selv og i stedet se det hele som en kreativ proces. Sådan skal det være !
Anderson Paak / Malibu og NxWorries - Yes Lawd!
Et fuldstændig uforståeligt kreativtgivende år for en kunstner, der årerne forinden kun havde nogle få mindre vellykkede plader på CV’et og en fortid som hjemløs blandt meget andet. Et omtumlet liv, der endelig viser sit udbytte for i form af at være præsenteret på stort set alle urbane udgivelser, der har været værd at lytte til det forgangne års tid. Mailbu og Yes Lawd er de to bedste eksempler, hvor hans talent for alvor får lov at skinne igennem.
Nick Cave & The Bad Seeds / Skeleton Tree
Som om han ikke allerede har sat ord på døden nok gange - sker det forfærdelige for ham, så det ikke kan komme tættere på. At lide det største tab et menneske kan opleve. Nick Caves 15-årige egen søn dør oven på et tragisk uheld. En mere virkelighedsnær og nøgen skildring af sorgen til et andet menneske synes svær at erindre.
Parquet Courts / Human Performance
Deres altid sarkastiske og lidt drengede rock-attitude har fået tyngde og er på Human Performance blevet til et sammentømret band, hvor de har udviklet nye sider til deres skramlede rockkatalog. Pigtråd og sydstatsaner i skøn forening. Grimmere og mere velfungerende rockslagger-agtigt kan det snart ikke blive.
Mark Pritchard / Under The Sun
Som en anden elektronisk spådom udgiver Pritchard det, der i mindste fald bør betegnes som en astral fremtidssaga, der gennem et atmosfærisk lydbillede skaber virkelighedsfjerne landskaber med dualistiske følelser mellem det kalejdoskopiske og det uendeligt uhåndgribelige.
Chance The Rapper / Coloring Book
The Radio Dept / Running Out Of Love
Niki And The Dove / Everybody’s Heart Is Broken Now
Sætter ord på en tid i USA’s historie, der for manges vedkommende ser de sortes rettigheder som en udtrådt dørmåtte, der til stadighed bliver mast mod jorden. I selskab med Noname føles disse bekymringer dog i et underfundigt dobbelspil med lyse melodier og tykflydende R&B-produktioner, hvor selv den blå Nivea-creme virker som en tynd efterligner. Hendes måde at holde stemmen sagte som var det en telefonsamtale i et tekstunivers, der spænder vidt i evigt kontrastfyldte lag mellem lyserøde barndomsminder og den grundlæggende menneskelige tvivlen på dødens indtræden.
I en særlig flirt med nutidige elektroniske tendenser forfølger den norske duo Smerz, der er bosiddende i København, et selvsikkert og helstøbt udgangspunkt for deres tilgang til poppens mere simple afkroge. Og det lykkedes de i den grad med.
Føles som en hengemt del af Vernons musikalske jeg, der først nu får lov at ånde frit og lege med de tangenter, der ellers tidligere har syntes forbudt, hvor han tilbage i 2008 med sin debut kun havde sin stemme og nogle få akustiske instrumenter til at støtte sig til. Virkemidlerne er stadig følelsernes udkrængende organisme, men kompleksiteten i lydbilledet er blevet langt dybere og mere fragmenteret, hvilket kun klæder en herre, der hos undertegnede ellers har virket en anelse for selv-hulkende og havende ondt af sig selv. Ud på den anden side er kommet et dunkelt og frem for alt eksistentialistisk værk om at komme videre på trods af modgang og angst. Pladen løfter sig ved at veksle mellem eftertænksomme livsbekendelser, men også prøver kræfter med noget ukontrollerbart og fremmedartet. Han står bestemt ikke stille, den herre.
Car Seat Headrest / Teens of Denial
Sidste år fik Courtney Barnett titlen som soundtrack til min indre teenager, hvor det dette år skulle vise sig at være bandet Car Seat Headrest, der på deres 13. studiealbum endelig fik den anerkendelse og succes, der især har været under opsejling siden sidste års Teens Of Style. Det er frigørende rock af et band med sjældent set potentiale og talent. Dette er forhåbentlig kun en forsmag på noget endnu større.
Leonard Cohen / You Want It Darker
Efter herren selv endte med at gå ved døden dette efterår, føles det som med Bowies “Lazarus”, underligt forudsigende, at han måneden før, oven på pladens udgivelse, hilser døden velkommen. Så pladen mærkes mere som et accepterende farvel med hans grove stemme og kærlighedsoder, hvilket vist godt kan siges at have være kendetegnende for hans musikalske virke.
Blødgørende, klæbrigt og cheasy, men samtidig uimodståeligt dansabelt og velproduceret, hvor denne sammenslutning mellem Dam-Funk og Nite Jewel nærmest føles mere veldrejet og lækker end deres egne respektive udgivelser.
PJ Harvey / The Hope Six Demolition Project
England har vist sig ikke længere at ville det europæiske projekt og deler samtidig heller ikke den store sympati for udefrakommende. Denne udvikling er sket siden PJ Harveys behandling af Englands historiske og noget kontroversielle krigsudgydelser på Let England Shake. Verden er bestemt ikke blevet noget bedre sted at opholde sig, hvilket hun på THSDP kun slår endnu hårdere fast efter at have rejst verden rundt til bl.a. Afganistan, USA og Kosovo. Krigene er stadig omdrejningspunktet, og hendes væmmelse ved verdens galle er kun blevet værre. Dette har resulteret i et gedigent rockalbum med afstikkere til blues, hvor hun skruet ned for blidheden, men dermed ikke sagt, at hun ikke ser potentiale på denne klode. Den eksisterer nærmere sideløbende med en historie om et opvredet verdensbillede, hvor vi mennesker er med til at gøre det værre for os selv. Vi er nødt til at lære af vores fejl. Dette trækker også tråde til landsmanden ANOHNI, men går dog i langt højere grad til makronerne over den brede kam. Hun er ikke bange for at gøre andre bange. For der er grund til det. Noget jeg synes, hun ikke går helt galt i byen med.
Wild Nothing / Life Of Pause
Pusha-T / Darkest Before Dawn
Metaforiske pistolskud om en barsk virkelighed, der tydeligere end før viser sig at gennemsyre i Pusha’s repetoire og hans billede på det skeptiske forhold til ordensmagtens forbandelser over det sorte USA.
Marching Church / Telling It Like It Is
De laserskarpe synths, øret for de gode melodier og synkoperede rytmestrukturer skaber sammen et kompromisløst helhedsbillede, der er helt og holdent uimodståeligt.
En samfundskritisk blanding af historielektioner, avantgardistiske blueshymner og atmosfæriske electronicalandskaber. Man får lidt af hvert. Og godt føles det.
Drugdealer / The End of Comedy
Preoccupations / Preoccupations
Kamaiyah / A Good Night In The Ghetto
Et overflødighedshorn af håndtegnsbefængte gangsta bangers med rækkevis af skud ud til hendes hood fyldt med alskens skududvekslinger, niggas og sex i alle afskygninger. Det er hårdt, men på samme tid befriende lettende i et makrokosmos, hvor det også er tilladt at være beskidt og gøre det forbudte.
En perlerække af fuckfingre og fuldfede beats leveret med gemene ordsammensætninger og sans for en G-funket lyd, der sjældent har lydt bedre før. Så ovenikøbet lige fra blokken. Bestemt ikke for pattebørn. Og sammen med Kamaiyah og Drake lavede de uden tvivl ét af 2016s største gangstahyldester.
Sommerlune danserytmer uden så mange dikkedarer. Kölnbaserede Marius Lauber aka Roosevelt fremaner en udsøgt balancegang mellem det syntetiske og det organiske, det housede og poppede. Melodierne rammer en stemning af optimisme, der er svært smittende og lader forestillinger om en verden fyldt af muligheder stå åben for én, hvilket egentlig ikke er nogen helt ringe bedrift taget i betragtning af, at der blot er tale om en debut med få års erfaring på CV’et.
Katrine Stochholm / Danser Til Radio
Frontfiguren i det hedengangne Under Byen står for første gang på egne ben med et yderst elskværdigt gensyn af en vokal, der blandt mange andre var lyden af mine unge teenageår. Og det drømmende, poetisk legende og skæve fantasia har hun bibeholdt, men stadig bragt fornyelse ind med afsæt i en skræmmende personlig beretningsverden.
inc. no world / As Light As Light
Cass McCombs / Mangy Love
På trods af nogle år med mindre interessante udgivelser viser han på sit ottende studiealbum, at han stadig har nogle nye kreative kort i ærmet, hvilket bl.a. cementeres med hans absolut bedste sang siden “County Line” på pladen Wit’s End fra 2011, nemlig nummeret “Opposite House”. Og så bliver han for alvor også politisk på “Bum Bum Bum”.
Chris Cohen / As If Apart
En varm, behagelig agen på kinden, der som forgængeren Overgrown Path nikker genkendende til musikalske venskaber som Ariel Pink, Mac Demarco og såmænd også ovennævnte McCombs. Men noget ulmer under al den tilbagelænethed. Rettere sagt får den simple psychedelia med melodier skåret ind til benet virkelig lov til at blomstre i al dets vissenhed og små hymner, der på tapetet virker simple, men i dets selvsamme spartanske opbygning breder der sig mellem linjerne historier om større eksistentialistiske metaforikker, der tipper mellem det håbløse og en hudærlig skønhed. Vi lister med ham ud i natten og måske er fælles om en skrøbelighed, følelse af ensomhed, der end ikke er så slem igen, så længe den er fredelig. På den anden side er livet som oftest lidt lysere, når selskab består af flere end en selv.
Atmosfærisk, æterisk, men samtidig jordbundet og personligt. Flyvende mod stratosfæriske højder med en indsigtsfuld vinkel på musikkens underfundige kontrastflader fortjener pladen et bifald som substantiel og indsigtsfuld. Med en indstilling af store ambitioner mod en nær fremtid kan jeg kun hilse dem velkommen og sige held og lykke med det hele.
En personlig fremstilling af, hvordan angst kan munde ud i agression og tvivl. Samtidig har hun også en forfinet fornemmelse for, at følelser kan gøres os lige så fortvivlede som give os mulighed for at løsne op og forstå, at ikke alt er så lige til og sommetider bliver vi nødt til at acceptere, at tilfældene i livet er større end en selv.
Andreas Mattsson / Solnedgången
Efter alt lige fra engelsksprogede soloplader over en succesrig tid som svenskindiepops gudfader i 90erne til sangskriver for nogle af det svenske kongeriges fornemmeste sangstemmer rammer Mattsson nu selv hovedet på sømmet med første soloalbum på modersmålet. Viser sig som en sikker blanding af blødsødende popmelodier mestendels i mol kombineret med skarpsindige tekster om hjemlandets begyndende revner i hverdagslivets trivialitet, hvor de glade dage på en Middelhavs ø kan runge en anelse hult, når man ved, at turistsæsonen er på hæld, og hvad livet atter står på. Han forstår at skabe et kontrastfyldt portræt af et land, der nok har det trykt og godt, men måske er det heller ikke det drømmescenarie alle går rundt og har om livet, hvis elendigheden stadig stadig lever rundt omkring derude ?
Tim Hecker / Love Streams
Hvorfor kan det være, at det selvdestruktive og ekstraordinært soniske ingenting går så godt i hånd, når bare det er den rigtige, der behandler dette krydsfelt ? En del af min musikforståelse, jeg aldrig kommer til at have helt styr på.
Danny Brown / Afrocity Exhibition
En beskidt, mudret og tilpas uforudset vasker lige i ansigtet, jeg ikke vidste, jeg havde brug for, før jeg rent faktisk fik den smækket i hovedet første gang.
Og som en lille krølle på halen har jeg efter de sidste dage af året, der nu desværre er gået på hæld, forelsket mig i den franske pop - og queerdronning Christine & The Queens med pladen Chaleur Humaine, men er også blevet svært glad for Run The Jewels nu tredje plade bare kaldet RTJ 3, der udkom lige inden nytår. Noget jeg drømmer store håb og tanker til. Lad året 2017 blive mindst lige så produktivt og med færre dødsfald blandt de helt store musikalske legender.
