uddrag fra dagbog #5
synes det er super at vide, at de de folk jeg omgås ikke har det godt, selvom de ser glad ud og går rundt og smiler. Men tanken om det er svær for mig for jeg vil gerne hjælpe og lytte til dem vidst det er det, der kan hjælpe. Er bare nervøs og bange for at gøre noget galt, eller komme til at ødelægge dem mere. Jeg er bange for at ødelægge alt og det er derfor jeg tit holder mig tilbage. Så selv have det svært oven i, er heller ikke nemt. Også når folk siger at man skal have styr på sig selv før man kan hjælpe andre, men jeg vil hjælpe andre. Jeg har bare ikke styr på mig selv, tror heller ikke jeg får det. For jeg har 700 personligheder inde i mig og dobbelt så mange meninger og holdninger til ting, så jeg er virkelig forvirret og kan slet ikke finde ud af mig selv. Jeg kan ikke styre mig selv og jeg ved ikke engang selv hvad jeg tænker, for jeg har så mange tanker inde i mit hoved, som allerede i forvejen er fyldt til renden, så med alle mine tanker oven i, er det ved at flyde ud. Og mit overskud er på minus og jeg vil så gerne en masse ting, men jeg kan ikke for jeg har ikke energi til det, og jeg har dage hvor jeg synes det virkelig udmattende at gå ud og hente et glas vand eller bare tage stilling til man skal se. Men jeg bliver os ved med at stresse mig selv, og jeg ved godt det er dumt. Folk spørger mig os om jeg har fået det bedre, jeg svare bare, ja jeg har fået det så godt, men ærligt gider jeg bare til at fortælle dem sandheden, for de er nok alligevel ligeglad. Jeg ved jo os godt, at det heller ikke alle der er ligeglad, men jeg har det bare svært ved tro og stole på folk. Så jeg holder det meste for mig selv, men jeg har jo os fået det bedre på nogle punkter. Men jeg er bare stadig fanget i et stort mørk hul…