Vilde Rolf og konceptet sandhed
Filmen Vilde Rolf er som et juletræ. Træet i sig selv (det vil sige filmens hovedplot, i denne metafor) er ganske pænt, og helt sikkert værd at se på, men det er al pynten der får træet til at blive noget andet og mere end almindelige træer.
Nogle ville måske argumentere for, at træet i Vilde Rolfs tilfælde er en smule for overpyntet, og at alt glitterstadse næsten er distraherende – især når filmens målgruppe er så ung, at de ikke nødvendigvis kender til alle de klicheer der bliver gjort grin med og nostalgiske hjertestrenge der bliver trukket i.
Personligt var jeg meget glad for filmen, netop fordi jeg forstår alle referencerne og sandsynligvis får mere ud af den end gennemsnittet, men det er faktisk ikke det jeg vil skrive om i dag. Jeg vil tage et enkelt metaforisk kræmmerhus ned fra en af filmens metaforiske grene og undersøge det grundigere end filmens selv gjorde. Det kræmmerhus er Calhouns baggrundshistorie.
Calhoun, som er en parodi på karaktererne fra den uendelige række af sci-fi skydespil, er en hård og følelseskold person. Efter en af filmens hovedpersoner bemærke dette cirka midt i filmen, forklarer en af hendes kolleger ham at ”Calhoun er blevet programmeret med den mest tragiske baggrundshistorie du kan forestille dig.”*
I filmen er det selvfølgelig bare en vittighed, et ordspil som der ikke ligges særligt meget vægt på, men når man først begynder at tænke over det, bliver det meget svært at holde op igen. Calhoun har ikke oplevet den tragiske begivenhed som har formet hendes personlighed, for det er aldrig sket. Men hun kan huske det, fordi minderne er blevet implanteret i hendes hoved da hun blev skabt.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på Toy Story, hvor alt legetøjet instinktivt ved at de skal ligge stille når der er mennesker til stede,** uden at få det fortalt af nogen. Betyder det at legetøjsfabrikker implanterer ideen i legetøjets hjerner? Og vigtigere endnu, ved fabrikanten at legetøjet er levende eller ej? En programmør har jo tilsyneladende fiflet specifikt med Calhouns hukommelse, og fået hende til at huske hændelsen – hvilket næsten må betyde at programmøren ved at stilfigurerne har fungerende, kunstig intelligens.
Et andet eksempel kunne være Blade Runner, hvor androiderne får implanteret barndomsminder, så de tror at de er rigtige mennesker. Forskellen er selvfølgelig, at i Vilde Rolf ved spilfigurerne at de er digitale (på et eller andet plan), og at minderne er konstruerede. Alle ved det. Calhouns spil har kun været i arkaden i nogle måneder*** så med mindre spillet har stået et andet sted først, har hun kun været i live i kort tid – slet ikke længe nok til at opleve den tragiske baggrundshistorie.
Dog er det mest fascinerende nok hvordan andre reagerer på hendes personlighed og følelser. Alle andre ved jo godt, at den tragiske hændelse aldrig er sket, men de tager hende alligevel alvorligt, og betragter hendes personlige, stærkt subjektive opfattelse som sandhed. De tvivler slet ikke på (som en scene sidst i filmen viser) at den tragiske hændelse har fundet sted, alene af den grund, at hun føler at den er fundet sted.
Der er altså tale om en verden hvor folk personligheder bliver påvirket af subjektive, personlige oplevelser, selvom disse oplevelser bliver betragtet som værende sande, om ikke på globalt, men i det mindste på et personligt plan.
Jeg er ikke sikker på at jeg har en pointe med alt det her, jeg fandt blot konceptet interessant. Og selvom jeg går stort ind for at søge efter sandheden i videnskabelig sammenhæng, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at hvis jeg troede på at jeg har mistet min kone, så ville det måske være bedre at behandle mig som en enkemand, end at overbevise mig om at hun aldrig eksisterede, bare fordi det er sandt.
*Det er muligt jeg tager fejl omkring den præcise formulering, men det er sådan set underordnet.
**Jeg siger instinktivt fordi selv Buzz Lightyear, som tror han er en rigtig Space Ranger gør det.
***Får vi at vide i løbet af filmen.