Nogle gange er jeg god til ikke at tænke på de dårlige/pressende ting, som jeg ved er under udvikling lige nu i mit liv, men som jeg ikke kan gøre noget ved, fordi jeg er nød til at vente på at processen løber igennem og på at blive kontaktet. Andre gange bliver jeg mindet om det, og alle mine følelser omkring det og de sidste mange år kulminerer - al angsten, forvirringen, ubehaget og decideret frygten klamrer sig om mit hjerte. Øv, hvor er det skræmmende og ubehageligt at have det sådan her nogle gange og vide, at man ikke kan gøre noget ved det

















