Velbehag

[velbehag]

Hvor er det en syret følelse at være klar over hvad ens problemer er. Jeg ved jeg er syg. Jeg tør ikke sige det til dem, som viser sig at være dem der burde vide det. Jeg siger det. Men på en fordrejet måde.

Jeg har ikke set mine venner i snart tre uger og det gør mig ked af det. Jeg savner alle lige nu. Jeg har ikke lyst til at mit liv er arbejde og rengøring. Jeg vil opleve ting. Jeg vil også have tid. Eller overskud? Ja jeg vil for helvede have mere overskud. Og jeg vil gerne have at jeg ikke tænker for meget på savnet. For savnet er ikke mit problem. Det er en følge af det. Jeg har det så pisse dårligt med at jeg igen risikerer ikke at have et ordentligt sted at bo. At jeg ikke føler mig tryg der gør at jeg endnu mindre har lyst til at åbne min opgave. I dag kom jeg hjem træt. Meget træt. Og har kun indtil i morgen tidlig til at få skrevet de ting ned jeg skal.

Jeg tændte computeren som det første velvidende at jeg ikke ville få lavet noget. Igen. For 5. Dag i træk sidder jeg bare og venter på at kunne snakke med nogen på corner. Jeg er så fucking nede lige nu og føler at jeg intet er værd. For hvis jeg ikke består den her praktik. Så er der mange timer. Mange mange timer. Og så mange ofrede muligheder der ikke betyder noget. For jeg ofrer mig fandme. Jeg er på. Bare ikke når jeg er alene. Jeg kan vitterligt intet selv.

Jo jeg kan godt tage til tandlæge. Stå op og gå på arbejde. Det jeg ikke kan. Det jeg virkelig bare har svært ved lige nu. Det er:

At skrive på min opgave.

At acceptere at jeg ikke kan kontrollere min boligsituation.

Og det æder mig op indefra. For den her blanding af følelser. Svigt overfor mig selv, og afmagt. Av for helvede.

[velbehag]

Jeg har en tom følelse i maven, som jeg ofte tror er sult.

[velbehag]

Reunion

Klokken 01:09 Jeg har ikke skrevet noget herinde i hvad der føles som et år. Jeg er stadig træt og udkørt. Mine gamle forhold holder mig stadig tilbage, og en psykiater har vendt op og ned på min hverdag. Det er ikke det jeg vil skrive om. Jeg vil skrive om N. Og imens jeg ligger her og lytter til regnen, falder der bare tårer fra min kind. Det sker ret tit efterhånden. Jeg har aldrig forstået hvorfor jeg ikke bare kan græde mine følelser væk mere. Det gik fint da jeg gik i gymnasiet, men det er som om jeg er blevet så lukket. Min bedste veninde i hele verden hedder noget med N. Jeg elsker hende mere end noget andet på hele kloden, og er der ALTID for hende. Jeg afbryder alle aftaler. Smider alt jeg har i hænderne og cykler afsted. Hun er den der holder mig fra at blive fuldstændig skør. Hun er også med til at gøre mig depressiv. Hvis jeg siger jeg elsker N vil det blive misforstået. Men jeg elsker N, og ikke på en søskende måde. Ikke på en kæreste måde. Mere end det. Hun er den vigtigste person for mig, hvordan kan det være så svært at forklare uden at lyde som et creep. Jeg har bare holdt den til at sige at hun er som en søster for mig. Jeg føler vrikelig nogle gange at jeg er en mand med en kvindes følelsesregister. Den moderne mand Januar 2017. Jeg vil fortælle hende, hvad jeg føler inde i mig. Vi kan aldrig blive en ting, og det er jeg så taknemmelig for. Det gør bare så ondt når jeg ikke kan få afløb for mine følelser. Det er som om jeg har et overskud af kærlighed at give. Jeg har brug for et afløb. Hvor finder man en kæreste der vil ting? Her snakker jeg ikke bare om at se netflix og få børn. Eller om at rejse rundt i verden, og tage i byen. En kæreste der altid frisk på at gå en tur? N. En der vil se gamle gyserfilm? Det vil N. Hvem elsker at lave mad sammen? Det gør N. Jeg burde virkelig have nok i mig selv, og det er min mission i det kommende år. Jeg er nok. Hver gang jeg er sammen med hende er alt okay. Jeg siger nogle gange at det ikke er sådan, når vi er sammen, men der tænker jeg mest på den tid, hvor vi ikke er sammen. Jeg har opbygget en afhængighed af et menneske, jeg ikke kan blive kærester med. Bo med. Elske med. Hvorfor er jeg tilfreds? Jeg føler jeg har mere at give af. Fortsat klokken 01:47: Jeg er ensom. Ikke ensom som i uden venner, men ensom fordi jeg ikke føler at jeg har nok plads? Som en burhøne. Jeg har intet pusterum til, at komme af med alle de følelser, jeg vil give. Hvem erklærer jeg min kærlighed til? Det er et seriøst problem, jeg får det dårligt af. Ensom kærlighed kalder jeg det. -Velbehag

[velbehag]

Punkteret.

Jeg er i punkt af mit liv hvor jeg nærmest bare har givet slip. Jeg kan ikke håndtere alle de ting der foregår inde i mit hovede. Jeg kan ikke håndtere de forventninger jeg sætter op for mig selv. Jeg kan overhovedet ikke håndtere mine lyster..

Alting er lidt noget pis, men i det mindste har jeg nogle gode venner. Så.. Ja.. Jeg går i seng.

[velbehag]

Så flygter vi pt. 3

At slippe for stressen livede vores forhold op igen. Jeg droppede min uddannelse og ville nu arbejde og læse fag op på højere niveau. Dette gjorde samtidigt også at jeg fik lysten til forholdet tilbage.Alt var godt i sådan. 5 uger. Men så skulle jeg flytte fra den lejlighed jeg boede i, og var derfor nødt til at flytte ind hos S og E. Det var nogle fede uger, og jeg havde allerede fået en ny lejlighed, som jeg skulle bo i. Men stressen var vendt tilbage. Skolen var noget lort og jeg vidste ikke hvad jeg ville med mit liv. S prøvede som altid at finde en løsning selvom der ikke var en. 

Endelig kom jeg på plads i det nye hjem. Det var en super fed lejlighed med masser af plads og en cool musiker som sambo. Det hele skulle nok gå nu. Skolen var ved at vende til det bedre igen og arbejde var der nok af. S erkendte en masse af de fejl hun havde og jeg erkendte overfor hende at jeg ikke var en særligt god kæreste. Det hjalp vores forhold meget. Men der var noget under opsejling inde i S. Jeg kunne mærke det. Jeg ville meget gerne på roskilde i sommers. Det ville S også og jeg tilbød hende derfor tidligere at vi skulle da bare begge to tage afsted, men ikke ligge i samme telt da jeg bliver temmeligt fuld og lugter meget grimt der. hun var enig og ville derfor tage afsted med sin veninde. 

Der var næsten aldrig skænderier mere. Jeg havde det nu bare dårligt med skolen da den viste sig bare at være en stor stress bombe plus at jeg var skoletræt.  Min roomie viste sig at være biseksuel. Ingen kvaler der. Han var bare også MEGET ensom. En mand i midten af 30′erne der ikke har en kæreste men udlejer sin lejlighed selvom han kunne betale den selv, burde have været første advarsels tegn. Han kom hjem en af de første aftener, hvor jeg havde besøg af en mine nære venner. Man kunne høre på den måde han gik på at han var meget beruset. Der var ikke dørkarme i lejligheden så man kunne høre ALT i lejligheden. Dette prøvede jeg at modvirke ved at lægge en masse håndklæder op af døren. “A er du hjemme?” råbte han højt, med lidt for meget savl i munden. Han prøvede at åbne min dør, hvilket lykkedes hvorefter han kommer brasende ind. “Hej A; oh du har besøg”. Han faldt nærmest ind ad døren da den ikke ville åbne helt pga. håndklæderne. “Hej goddaw mit navn er D, kunne i tænke jer en øl?” Vi takkede begge nej og kiggede underligt på hinanden. D havde ikke en særlig god situationsfornemmelse i forvejen, så han valgte at sætte sig ned i min seng ved siden af min ven. Jeg væmmedes af ham, og hans klamme tynde hår, ølmaven og hans slaskede arme. Måske kunne han se det på mit ansigt. Han vendte sig mod min ven og begyndte at tale med ham om ligegyldige ting. Vi prøvede begge at hinte at vi ville have ham ud, men han ignorerede det og fortsatte med at snakke videre om flytiderne i Danmark.

Facebok viste sig at være en måde at slippe for at høre på hans snak. Vi kunne ikke få ham ud af værelse så jeg sad den bare ud. “Det er sku også DIN generation”.  Jeg mærkede en sitren i mit højre lår. Da jeg så D, sad han og grinte. Han havde fandme slået mig, og ikke bare sådan for sjov, men virkelig slået igennem. Min ven fortalte senere at hånden havde været helt oppe i luften og at han virkelig havde slået til. Jeg bad straks D om at skride ud af mit værelse, hvilket han gjorde. Jeg havde prøvet at hinte det til ham for ikke at såre ham. Jeg fandt næste dag nogle pille i skabet over emhætten i køkkenet. Det var lykkepiller, og ikke de milde af slagsen. Jeg måtte væk fra denne mand, og det skulle være nu. Der er ikke noget galt med at være biseksuel eller ensom. Jeg var bare ikke flyttet sammen med ham for at være hans eneste ven og hans nye wingman. Det gik bare ikke.

De efterfølgende dage bankede han ikke på min dør når han ville snakke med mig, men åbnede den istedet og sagde det han ville sige. Også selvom S var på besøg. Hun var rædselsslagen for ham, hvilket jeg udemærket kunne forstå. En månede efter flyttede jeg hjem til mor, og skulle bo der indtil jeg fandt noget andet. Det var her det blev for meget. S ville ikke lade mig være med Rosilde. Jeg skulle afsted og der var ikke noget at gøre. Vi havde ikke tænkt på det da jeg boede hos D, men nu efter jeg var flyttet fra ham, vendte det tilbage. 

Jeg kan ikke mere nu. Det her fortsættes i morgen eller noget. 

- Velbehag

[velbehag]

Så flygter vi pt. 2

Det er som regel sværere at erkende ens egne fejl. Nu havde vi været sammen i snart et halvt år og S flyttede fra sin lejlighed hjem til sin mor. Hende og min ven E havde endelig fundet en lejlighed. Jeg ville ikke flytte sammen med hende da jeg ikke følte nogen af os var klar endnu. Hun blev mere syg af at bo der, og var hos mig meget af tiden. Det var ikke så godt for mit forhold til min roomie, som jeg boede på værelse med dengang. Jeg var ret ked af det på det tidspunkt, men samtidig meget glad. Det var ret underligt. Jeg ville ikke tage hjem når jeg var sammen med hende men jeg ville absolut ikke se hende når vi var adskit. Der var begyndt at komme denne her følelse i mig. Jeg havde aldrig været i forhold så længe før og vidste ikke hvordan det var når forelskelsen forsvinder. Normalt gør man noget for at holde den kørende, men jeg følte bare at hun stjal min tid fra andre ting jeg kunne lave. Og når vi endelig var sammen brugt vi altid  4 timer på at skændes om noget ligegyldigt der ikke havde noget med noget at gøre. Hun havde det psykisk dårligt det vidste jeg godt, men det var efterhånden ved at blive for meget. Hun flyttede til den samme by som mig 2 kilometer fra min lejlighed. Jeg tror at det var her vores forhold begyndte at falde fra hinanden første gang. Jeg var dårlig til at sætte tid af til hende. Det havde jeg hele tiden været, og det var det de fleste af vores skænderier drejede sig om. Det var en ond cirkel efterhånden, så jeg begyndte at vælge vennerne over hende. Vi var stadig sammen en gang om ugen hvor vi startede med at kysse og have det godt det ene øjeblik efterfulgt af et skænderi på 4 timer.

Dette fortsatte i flere måneder. Efterhånden begyndte mine venner at sige til mig at nu var det nok. For man kunne se det på mig. Og jeg kunne også mærke det på mig selv. Jeg var startet i skole, men min psyke kunne ikke klare at gå der på trods af at jeg fik 12 taller i alle de første projekter. Jeg droppede ud. Jeg mente ikke at det var hendes skyld. Hun var bare en del af problemet. Skolen henviste mig til en psykolog som jeg kunne snakke med. De mente at jeg var det værd da jeg ikke havde vist andet end at jeg var en hårdt arbejdende gut. Vi talte sammen engang hver halve måned. Efter de to første konsultationer stoppede vi med at snakke om min far. Psykologen skiftede pludselig emnet over på S da han kunne mærke at hun fyldte meget. Og ganske rigtigt; Alle vores skænderier flød hele tiden rundt inde i mit hovede og jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op. Så ligesom når vi skændes så lukkede jeg bare af og var stille. Det var derfor de altid tog 4 timer for os at blive gode igen når vi skændes. Psykologen kom  med et råd han selv havde brugt i sit forhold. Han viste mig en sten hvor der stod ja på den ene side, og nej på den anden side. “Hvis du siger Ja til andre siger du nej til dig selv. Hver gang du skal tage en beslutning skal du tænke på dette først.” Han viste mig at nogle gange er man nødt til at sige nej for sin egen skyld. Dette havde jeg ikke tænkt på før, og det fik mig til at komme ud af min stress.

Jeg fortsætter senere.

- Velbehag

[velbehag]

Så flygter vi

Jeg kunne være rejst med til England, men vælger nu alligevel at blive her.

S og jeg slog op for snart 2 måneder siden. Eller hun slog op med mig. Vores forhold var noget værre rod, så jeg ville holde en pause. Jeg valgte så lige præcis at sige det til hende dagen før vi skulle på familieweekend sammen. Fedt. Først ville jeg have skrevet en sms, men efter at have snakket med gutterne over skype valgte jeg at ringe og forklare hende det. Jeg ville holde en pause. For hende betød pause bare at man ikke elskede den anden mere. Hvilket jeg gjorde og stadig gør. Nogen gange skal man bare have lidt frirum til at tænke. På sig selv blandt andet.

2,5 år og jeg fattede stadig ikke at sige fra. Hold da op en kliché.  Hvor mange mennesker kan prale af at være sammen med ens såkaldte soulmate for derefter at slå op med vedkommende. Mig. To gange. Første gang vi var sammen var på efterskolen. Jeg husker hende som denne her lidt anderledes type, den jeg altid falder for. Det skete så pludseligt. Jeg begyndte at tale med hende. Hun var vildt sjov og jeg blev mere og mere vild med hende. Hun var det eneste jeg tænkte på i 2 uger. Jeg var besat af hende. Det er sjovt. Jeg kan ikke engang huske hvordan jeg spurgte hende, eller hvornår, Bare at jeg var håbløst forelsket og vildt besat af hende. Vi blev kærester og var det i 3 - 4 måneder. Hun var min første gang. Altså sex. Vi slog op med hinanden på mit værelse. Jeg fandt en rebound. Jeg havde vel brug for noget useriøst. Hvor gammel er man i niende klasse? 15-16 år? Som om jeg fattede noget som helst haha. 4 år gik der og de fælles venner vi havde valgte hende fra til fordel for mig. Hun fik en dum kæreste hun flyttede sammen med. Han blev usund og det samme blev forholdet. De slog op. Mere ved jeg ikke. Hun sagde jeg var bedre i sengen end ham, men det skal man sige, right?

Min ven holdt en fødselsdagsfest. Jeg havde set hende 2 gange siden vi skiltes på efterskolen. Det var ret akavet, Jeg blev fuld. Dansede grimt- Satte mig udenfor og græd i hendes skød. Ikke bogstaveligt talt, men jeg snakkede om en masse pis. Vi kyssede og sov ved siden af hinanden. Intet skete. Næste dag tog hun med hjem til mig og vi talte tingene igennem. Det var så voksent i forhold til noget andet jeg havde været i. Hun er jo også et år ældre så det var da klart.

De første måneder af vores forhold var hårde. Ingen af os havde penge til at besøge hinanden. Hun var svær at være sammen med. Hendes gamle forhold havde stadig snore i hendes liv. Fortsættes når jeg gider / Har tømmermænd igen.

- Velbehag