Skal morgensang genindføres i de danske folkeskoler?
I sommers startede jeg på lærerseminariet i København. Tiden er fløjet af sted, det er sommer igen og snart er jeg færdig med 2. semester. Valget om at uddanne sig til folkeskolelærer medfører en masse overvejelser og stillingstagen til utrolige mange spørgsmål, dilemmaer og ting. Det har blandt andet fået mig til at tænke meget over min egen tid i folkeskolen som elev. Den gang jeg gik i folkeskole sang vi morgensang hver morgen i et fælles lokale på skolen, som vi kaldte “aulaen.” Hvorfor er morgensang blevet afskaffet på stort set alle skoler den dag i dag? Jeg mindes at jeg godt kunne lide denne morgensang, jeg mindes at jeg synes det var hyggeligt og en god start på dagen. I 1814 blev morgensang indført på alle de danske almueskoler. I dag er der stort set ingen skoler, som synger morgensang.
I den danske formålsparagraf for folkeskolen står der blandt andet, at man skal ”gøre dem(eleverne) fortrolige med dansk kultur og historie”. Morgensang kan være med til at styrke fællesskabsfølelsen og fastholde den kulturelle og historiske arv. Den gang jeg selv stod sammen med 150 andre elever på min folkeskole og sang morgensang, der tænkte jeg ikke på, hvilket belæg der kunne være for, at vi skulle synge morgensang – jeg fandt det hverken super interessant, men heller ikke uinteressant, nærmere hyggeligt, som en god start på dagen og som hyggeligt samvær med mine kammerater fra skolen. Jeg føler den dag i dag, at morgensang har haft en betydning for mig.
Jeg er overbevidst om, at der ligger nogle dannelsesmæssige aspekter i forhold til fællesskabet omkring sangen – måske ikke fordi sangen har den store betydning, men at gøre noget sammen, som i det her tilfælde er at synge. Der er helt klart også et kulturelt og historisk aspekt i at synge morgensang. Mange af de sange, som bliver sunget til morgensang, er sange som fortæller noget om den danske historie og kultur. Så kunne man måske diskutere, om morgensang ville være ekskluderende i forhold til børn, som kommer fra andre kulturelle værdier i verden – men tværtimod synes jeg at disse sange og denne tradition er med til at oplyse udefrakommende omkring hvilken historie og kultur det land, som de er kommet til har – og styrke ”vi-følelsen” og gøre alle til en del af noget fælles, men hvor der er plads til det enkelte individ på tværs og kulturelle og social status. Derudover tror jeg også, at man i dag ville synge langt mere moderne og ”udanske” sange end man f.eks. gjorde i 1814. I mine øjne er der også noget demokratisk dannelse i at deltage i morgensang. Det, at kunne lytte til andre og selv bidrage, at træne opmærksomheden, lære at udtrykke sig og lære af andres adfærd. ”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse og medansvar,” står der blandt andet også i folkeskolens formålsparagraf, hvilket det at deltage i en morgensang også er med til at forbedre!
I min optik rummer morgensang mange forskellige aspekter, som jeg ikke selv havde tænkt på, før jeg begyndte på læreruddannelsen for snart et år siden, men som efterfølgende har sat nogle tanker i gang hos mig. Dermed ikke sagt, at jeg er fortaler for, at morgensang skal genindføres og være obligatorisk på alle landets skoler, men jeg synes det er et interessant emne, som leder op til en spændende debat.
Rigtige gode overvejelser og pointer. Jeg var slet ikke klar over, at det på et tidspunkt var obligatorisk, men det giver da selvfølgelig rigtig god mening!
På den folkeskole jeg gik på i 0.-7. klasse var det faktisk obligatorisk, og er det stadig den dag i dag. Jeg mindes ligesom dig, at jeg fandt det enormt hyggeligt. Jeg synes klart at det er brandærgerligt, at mange skoler har droppet det i dag. Såvidt jeg husker, tog det kun omkring 15 minutter, og det på trods af at HELE skolen (alle elever + alt personale) var samlet og sad på gulvet. Jeg tænker, ligesom dig, at morgensang kan være med til at styrke et fællesskab og være med til at lære børn om dansk kultur og historie - og så endda igennem en anden læringsstil end blot at læse det i en bog eller sidde og lytte til en lærer der fortæller. Hvis man så, som lærer, synes at det giver mening - hvilket det nok mange gange ville gøre - så kunne man evt. snakke med eleverne om sangene efterfølgende på klassen.
Jeg håber selv på at kunne “give morgensang videre” en dag og vil hjertens gerne være én af de lærere som tager førertrøjen på og er med til at stå for det :)











