endnu en dag

[endnuendagimorgen]

Hvem er du?

Hvem er det, der kigger på mig fra søens dyb?

Hvem er det, jeg ser ser spejlet i øjnene på alle jeg møder?

Hvem er det, der lader sine hænder svæve foran mig over det blanke papir?

Hvem er det, hvis stemme jeg hører uafbrudt i mine ører?

Hvad vil du have mig til at gøre?

Lad os følges ad, for jeg vil ikke lede længere.

 Du har hånden om mit hjerte, og med din lille stemme råber du til mig.

Kom op fra dybet, og lad mig se hvem du er.

Jeg vil ikke være alene længere.

[endnuendagimorgen]

min vintermørke by

du gådefulde væsen,

jeg ser din verden

spejlet i asfaltens vandpytter

dit sind af kolde kys

gør mig stum

jeg lader din regngrå kulde trænge ind

jeg føler mig så lille

i dit nærvær

og isoleret i din favn

du renser mine tanker,

og jeg fyldes

taknemmeligt af dit dunkle intet

den matte, mørke kappe

gør min krop tung

og jeg læner mig op

af din duft af våde fortov

og dine øjne

fyldt med gyldne gadelampers lys

jeg bevæger mig over

din sølvsorte hud

ensom men ikke alene

jeg ser den reflektere

mine egne lys

og lyden af min åndes hvide tåge

din susende sang

er en vuggevise

dine tusinde lys betragter mig

skærmer mig fra

den forblændede virkelighed

i et sort tæppe af stilhed

[endnuendagimorgen]

Isoleret i fælleskab

De mennesker vi kender er blevet uldne i kanterne

I et menneskehav ser vi kun os selv

og dagligdagens skyklapper giver en flydende virkelighed.

Relationer er som engangsservice

og ønsket, det om kontakt, splintrer

i en nu individuel symbiose

[endnuendagimorgen]

Field notes

Nattekulden krøb ind under min tynde natskjorte, men jeg blev siddende ude på agterstævnen i det mørke der havde tiltrukket mig.

Glade stemmer og klirren fra glas lød her og der fra begge sider af havnen. Lyset fra bygningernes vinduer strakte sig hen mod mig over det blæksorte vand.

Det var aftener som denne, der fik mig til at værdsætte mørket. Dets kølige stof uforstyrret af byens lugte og den måde alle lyde dæmpes. Det er her i fraværet af alt andet, at der endelig er plads til en selv.

Det begynder at regne og med dråbernes kølige nærvær kan jeg ikke længere ignorere kulden. Jeg går ned i kahytten igen fyldt indeni af mig eget trygge mørke.

[endnuendagimorgen]

I min lukkede mund

I min lukkede mund hviler

En metallisk smag

Jeg er stivnet men smiler

Den farveløse dag

 Mine ligblege hænder

I de dybe lommer

Utålmodige tanker sender

Til dig som snart kommer

 Den savtakkede udsigt

Tyder tydeligt på regn

Og den klamme smag af svigt,

Men fra dig ingen tegn

 Min seneste beskedliste

Er jeg sikker på sendte

Og jeg troede, at du vidste,

At jeg hader at vente