Irrashaimase

HUSK AT DU KAN TRYKKE PÅ BILLEDERNE, OG PÅ ARTIKLERNES OVERSKRIFT, HVIS DU GERNE VIL SE/ LÆSE MERE!

[femtenhundrede]

[femtenhundrede]

Jeg er tilbage hvor det hele startede, Tokyo, for fjerde gang og for sidste gang. Om to dage på dette ekstakte tidspunkt, er jeg landet i Istanbul lufthavn efter 7 timers flyvetur. Jeg glæder mig tila t være tilbage til Danmark, det er så tæt på at jeg kan smage det! Nu sørger jeg bare for at nyde de sidste dage jeg har i Toyko med et brag: I morgen skal jeg mødes med Marie, og på Lørdag skla jeg mødes med Mari, så det bliver super hyggeligt. Jeg mangler kun at købe souvenirs, ting til skolestart og spørger Turkish Airlines om det er ok at jeg har 2 stykker bage med, for jeg er allerede langt over 30 kg, og det er eksklusiv de 8 kg. jeg har sendt hjem pr. skib.

Billederne er fra Nagoya. jeg foretog mig ikke meget andet en at leve livet, shoppe og mødes med Saori. Vi mødtes til noget aftensmad, snakkede tog ud og shoppede og gik hver til sit. Saori er en super rar person, hun havde sågar købt gaver til mig? Det havde jeg ikke set komme, så jeg havde selvfølgelig ikke nogen gaver til hende -.- .. Men jeg ved at hun er en stor fan af Lego, så mon ikke der venter noget i posten til hende så snart jeg er kommet hjem til Danmark igen. Jeg glæder mig enormt meget til at være tilbage i Danmark, selvom jeg tresser over skolestart og arbejde. Det skal nok falde på plads, håbe jeg, ellers kan jeg altid rejse tilbage til Asien og blive eskort pige, for jeg har helt ufrivilligt allerede etableret mig et klientel; Både i Korea og Japan er jeg blevet stoppet af mænd der har spurgt ind til mig. I starten var det bare ren og skær interesse fordi jeg er udlænding, en ting man ikke oplever så ofte nogle steder i asien, troede jeg, men jeg, men efter noget tid finder man hurtigt ud af men der er interesseret i at være ens fremtidige klientel, og hvem der spørger af ren og skær interesse - så hey, det skal nok gå.

[femtenhundrede]

Jeg har tilbragt min første nat i Nagoya, efter at være ankommet fra Tokyo. Det tog mig lige "lidt" ekstra tid at komme frem på grund af tyfonen. Normalt tager det 2,5 time med offentlig transport fra Kyoto til Nagoya, men på grund af tyfonen var jeg først fremme 11 timer senere. Super hyggeligt. Heldigvis havde jeg en bog til at underholde mig med, og når jeg ikke sad og læste eller stirrede ud i intetheden, så sov jeg. Jeg sidder nu og spsier morgemad på mit hotelværelse; en sodavand på engang ris med tang og tun. Sodavan kom til fordi jeg skulle veksle en seddel, så jeg havde mønter til at vaske mit tøj, men det er en mild sodavand, så det er vel ok?

Fra dags dato er der mindre end en uge til at jeg vender tilbage til

Danmark. Jeg har været væk i 5,5 måneder, wauw. Jeg glæder mig til at komme tilbage til Danmark, og jeg glæder mig mest af alt til at starte skole igen. Det skal nok blive interessant, håber jeg!

Min plan for Nagoya er, at jeg skal slappe af og shoppe, også skal jeg mødes med en sød pige senere, som jeg mødte dengang jeg boede i Ochii. Det bliver spændende at se hende igen efter så lang tid.

Billederne er fra Kyoto. Det blev til en afslappende gåtur i bambusskoven. Der var mange andre som havde fået den samme ide som mig, så det var svært at tage fine billeder af kun bambusskoven, men det var en lækker gåtur. Ruterne i bambusskoven fører til diverse templer, omkring 7-9 stykker, alle sammen unikke på hver sin måde er jeg er jeg sikker på, men jeg havde ingen lyst til at se flere templer.  Lige bortset fra guldtemplet: Et tempel som er belagt med guld på ydersiden og indersiden, og som er halvt på land og halvt på vand. Det gyldne tempel er omringet af en mås skov; en skov hvoraf bunden er dækket af mås. Udover det smukke guldtempel, var der en gruppe af stenfigurer lidt inde i måsskoven som man kunne ønske ved: 5 mønten repræsentere held og lykke i shinto religionen og brugs ofte til at ønske når man beder i et tempel. Det behøver nødvendigvis ikke at være 5 yen man bruger, man kan også bruge denne ønske lejlighed til at komme af med alle sine 1yen mønter, for de er ellers umulige at komme af med!

Alting var meget smukt og fredfyldt, og selvom det regnede så var det ingen undskyldning for at blive indendørs, der var stadig mængder af mennesker hvor end man gik på gaderne,

[femtenhundrede]

Jeg tilbragte to dage i Onomichi. De første mange billeder er fra min cykeltur fra Onomichi til Imabari. En cykeltur på 71 km, på tværs af syv øer i regnvejr. Den cykeltur har helt sikkert været højdepunket af mit ferie, på trods af regnen. Det var befriende at få lov til at cykle igen, og den udsigt man møder på vejen når man krydser de forskellige øer og broer, er helt sikkert det værd. Det er anden gang at jeg begiver mig ud på denne tur, den første gang klarede jeg kun 41 kilometer inden jeg tog hjem igen på grund af en aftale, men jeg var fast besluttet på, at jeg skulle gøre det igen, og det fik jeg så endelig gjort! Selvom det regnede 89% af tiden, og jeg var gennemblødt på trods af at jeg havde en lækker regnjakke på, var det ikke koldt, og jeg fik ikke influenza (thank God). Mit tøj og mine sko var en evighed om at tørre, på grund af den lækre luftfugtighed (det ved jeg ikke om jeg har nævnt før; her er ret fugtigt), men udover det, så overlevede jeg. Det var svært for mig dagen efter at sidde ned i længere tid, fordi der var ild i min numse, og fordi jeg skulle bruge 4 timer i en bus til Osaka, efter at hve brugt 6,5 timer på cykel, men jeg overlevede. Det var virkelig en fornøjelse at cykle den tur, selvom jeg til tider var ved at give op, fordi mine muskler var trætte. Og hvad der var med til at gøre turen lækker var, at jeg skulle holde mit energiniveau konstant, så jeg sørgede for at spise en masse lækre kulhydrater - det siger jeg sjældent nej til. Derudover cyklede jeg forbi en lækker strand på den 3e ø, jeg overvejede længe om jeg skulle hoppe i vandet, eller fortsætte? Det blev selvfølgelig et ja, for jeg havde ikke været i vandet længe, stranden var delvis tom (kun fire andre var til stede), så jeg hoppede i vandet!

Fra Onomichi tog jeg ud og besøgt kaninøen. Det er en lille ø som er hersket af kaniner, og smukke blomster. Jeg er ikke helt sikker på baggrundshistorien, men jeg ved at det er et naturreservat, så regeringen er blevet enige om, at de ville frede øen og lade den naturlige flora blomstre, samt lade kaninerne yngle frit. Udover at være en lækker ø med mulighed for at fiske, bade og svømme, så har øen, som i øvrigt hedder Ookunomishima en historie; Under anden verdenskrig blev selvsamme ø brugt til at eksperimentere med gas. Her er tidligere ruiner fra bunkere som er bygget til generalerne, samt et gasmuseum og rester af opbevaringsfaciliteter til de store gastanke. Den Ø havde lidt af hvert.

[femtenhundrede]

Det er min anden dag i Hiroshima. Jeg skal mødes med Oliver på Torsdag inden han tager tilbage til Danmark, og nu hvor jeg allerede har været i byen, har jeg ikke så travlt. Jeg har brugt dagen på at cykle 41 kilometer. En forklaring samt billeder kommer senere, da jeg er nød til at gennemføre ruten på 71 kilomenter, inden jeg tager videre.

Jeg endte med at tilbringe 4 nætter i Tsuwano, i stedet for 2. Det var lige hvad jeg havde brug for, og de fodrede mig med den vildeste morgenmad, som ovenikøbet var super billigt. Jeg er glad og tilfreds.

Mine dage i Tsuwano gik med at slappe af, og nyde at jeg var på landet, for jeg var virkelig på landet. Det var sådan at man kunne hører cikaderne og frøerne larme. Huset var traditionelt japansk med tamami gulv og slidedoors. Det var så afslappende. Jeg fandt ud af at Tsuwano alligevel var en sej by; I løbet af den tid jeg var der, var der to gange optrædener i forbindelse af fejring af hejren. Det hedder noget specielt ved jeg, men dem der optrådte var iført kimono og eller tranekostume. Rimelig sejt. Udover det, var der et bjerg som jeg besteg i ført ballerina sko (så kan man alt hvad?). Jeg var på vej op til et tempel, og på vejen ser jeg en lift og tænker ”hey, det er lige noget for mig”. Efter fem minutter i højdeskrækshelvede ankommer jeg til toppen, og her gik jeg videre ud af en smal sti med en dødbringende skrant og skilte der varsler med bjørne. Jeg fandt efterhånden ud af at jeg ikke var på vej til at se templet, men at jeg var på vej til at se ruinerne at et slot som eksisterede for mange år siden. Jeg har ingen ide om hvor højt oppe jeg var, men udsigten var smuk, og der var virkelig fredsfyldt. Jeg er så glad for at jeg gjorde det, for jeg overvejede flere gange om ikke jeg skulle vende om, især med bjørne-habitats-skiltene. Jeg følte mig endnu mere sej da jeg tog liften ned (turen ned var den værste, det er ligesom når man har mareridt om at man falder, det er den samme følelse man får i maven), uden at gå i panik.

Derudover fik jeg set Koi-fiskende i gadekæret, tranedansen udført af unge og gamle også besøgte jeg templet langt om længe. Der var en ceremoni i gang da jeg kom derop, perfekt timing, for så fik jeg også set hvordan deres ceremonidragter ser ud. Smukke var de.

Udover at hotelejeren var sød nok til at lade mig blive 2 ekstra nætter og fodre mig med 3000 kalorier til morgenmad, så var han også sød nok til at kører mig til stationen. Yæs. Og nu sidder jeg i sovesalen på det hotel jeg har booket i Hiroshima. Da jeg ankom, hilste jeg på min room mate; en 60-årig pensionist, med det mest farverige øjenskygge jeg har set en japaner have på. Hun er super flink, og lige nu venter jeg på at hun kommer tilbage med aftensmad til mig, for det køber hun som en gave til mig og til de to andre piger som ankom senere. Sikke en gæstfrihed.

[femtenhundrede]

Hiroshima

Af mystiske årsager, har mit min computer ikke lyst til at acceptere mit hukommelseskort fra mit kamera, så det må varer lidt endnu før jeg får uploadet de næste billeder.

Jeg var i Hiroshima i 2 nætter, og det var samme historie som Nagasaki; en fredspark, mindesværk for børnene, kvinderne og Koreanerne, samt museums og historien bag at folde kraner. JEg fik ikke gjort mereget sightseeing i Hiroshima, bare fordi jeg ikke havde lyst, så det blev kun til fredsparken og museet.

Jeg boede på Hana Hostel. DEt var som et hostel skulle være, uheldigvis lugtede hele femte sal, samt mit værelse af tang - så hold dig væk fra 5. hvis du skal dertil. Det gode ved dette hostel var, at folk var meget snakkesalige! Den første aften mødte jeg en fyr fra Amerika som var på besøg hos noget Japansk familie og ellers sightseeing. Den anden dag mødte jeg en fyr og en kvinde fra tyskland som jeg tog på sightseeing med, og senere tog vi ud og spiste og nød en øl sammen på hostelet. Det var en super hyggelig dag, og dejligt at have nogen at nyde udsigten med, når man har rendt rundt alene i et stykke tid.

[femtenhundrede]

lækre ben.

Min krop er øm. Jeg var ude at løbe i morges klokken halv otte efterfulgt af et koldt bad. Det er lige hvad man har brug for i denne hede! Nu har jeg spist morgenmad, g jeg sidder og slapper af i køkkenet på det hostel jeg bor i, i Hiroshima. Jeg har en hel dag foran mig, men jeg har allermest lyst til at holde mig indendørs (jeg vil gerne have at det hedder indendøre, fordi jeg er god til at stave og ja, jeg var sproglig student), og gøre lige det jeg har lyst til, nemlig at slappe af. Jeg kan godt mærke at mine ben er trætte, og mit hovedet er træt af alt den intens sightseeing, alt det man har skulle gå frem og tilbage fordi man jo farer vild - det er ligeså meget en del af sightseeing som det man havde planlagt at se. Jeg har kørt mig selv hårdt uden at være klar over det: Jeg har stået op klokken 6-8 de fleste dage, og er først kommet i seng igen klokken 22 eller 23. Jeg nyder virkelig at være ude og gå, at være ude at gå i blandt menneskerne, og i se alle de lækre ting, men hold da op hvor har man også brug for en pause engang i mellem. Livet altså.

[femtenhundrede]

Nu er min tid i Nagasaki oversået, og i skrivende stund sidder jeg i anden anden by som har været udsat for en atom bombe. Du får helt selv lov at gætte ..

Nagasaki er åbenbart en meget populær by at være i, i hvert fald var alle de gode hostel allerede booket. Et hostel som jeg havde set på inden jeg tog afsted, og regnet med at jeg kunne booke ved at dukke op, var allerede fyldt. Efter forgæves at have spurgt 3-4 hoteller, tog jeg tilbage til stationen og gik på internettet. Jeg fandt langt om længe et lækkert hotel, som var langt over mit budget, men jeg er glad for at jeg bookede det, for hold da op hvor var det bare luksus, i forhold til hvor jeg har boet tidligere. Det kan jeg stærkt anbefale til folk som gerne vil besøge Nagasaki, og som ikke vil gå på kompromis med luksus. Det er forholdsvis billigt sammenlignet med andre hoteller, og morgenmadsbuffeten er lækker; Chisun Grand Nagasaki.

Da jeg ankom til Nagasaki, var det første jeg gjorde efter at have slået mig ned på mit værelse var, at tage et bad og sove. Det var sent, så der var ikke meget til til sightseeing. Dagen efter stod jeg op klokken syv, og gik i gang med at planlægge mit skema for dagen. Efter at have pakket min taske og klargjort alt, gik jeg ned og spiste morgenmad på den lækre morgenmadsbuffet, også videre ud i den store by. Det gode ved Japan er, at kulturen for at spise alene er helt anderledes, på den gode måde, sammenlignet med kulturen i Danmark. Hvis man ser en person spise alene i Danmark, er der tendens til at tænke at vedkommende ingen venner har, og eller at vedkommens ven/veninde har glemt deres aftale, og at personen derfor er nød til at sidde alene, medmindre det er på en af de poppede cafeer, hvor alle sidder alene og laver lektier på Facebook. I Japan er det modsat; her er restauranter hvor folk kommer alene og spiser alene – med alle de andre som spiser alene. Fordi japanerne elsker at arbejde så mange timer, har de ikke tid eller overskud til at lave mad når de kommer hjem, så er det hurtigere og billigere (måske ja) at spise alene på en restaurant der er beregnet til at spise alene – hurtigt ind og ud!

Jeg var forbi Nagasaki Peace Park, Nagasaki Bomb museum, Hypocenteret, Memorial Hall og Dejima / the Dutch Area. Jeg fik set alt hvad der er relateret til den tragiske begivenhed i 1945 da USA sprængte en atombombe i Nagasaki. Her et museum hvor man lærer om perioden før og efter atom bomben, parken med ground zero samt ruinerne af den originale katedral, en smuk bygning  til at ære dem der døde da bomben spræng, de område af Kyushu som havde kontakt med vesten og så videre. Nagasaki har det hele, man kan aldrig kede sig. Efter en lang dag i det ene park og eller museum efter det anden var jeg rørt. I museet er der historier om personer som overlevede da bomben spræng, og der er bare en historie som jeg ikke kan få ud af hovedet:

En dreng på ti kan høre sin lillesøster som er fanget under ruinerne af deres hus. Hun græder og hun græder. En mand kommer dem til undsætning og forsøger at løfte en bjælke så de kan få lillesøsteren ud, men må opgive og siger det er ingen nytte. En anden mand forsøger, og efter et stykke tid opgiver han, og bukker dybt og beklagende inden han tager videre. Moderen, som har sår over hele kroppen prøver så, det lykkedes hende og de får reddet lillesøsteren, men huden på moderens skulder, den skulder hun har brugt til at løfte bjælken med er sprækket så musklen afsløres, og det bløder. Moderen skriger af smerte, og dør samme aften.

Efter en omgang i atom bombens tegn, var jeg simpelthen nød til at rense min hjerne. Jeg tog hjem og sov, besøgte China Town (lille China Town, ikke værd at besøge efter lukketid, virkelig lille), og tog op i Inasayama. Udsigten fra 333 meters højde klokken 21 er smuk. Det var befriende, og en lækker måde at slutte aftenen af på synes jeg.

På vej til Inasayama så jeg det jeg tror er Junior og Senior High school studenst optræde i en båd, iført hvidt tøj og bandana. Det har sikkert været i forbindelse med havets dag, for der var også andre unge drenge og piger som optrådte ved siden af China Town (Lille lille China Town).

[femtenhundrede]

Nu er min tid i Beppu overstået. Sammenlagt har jeg set flere turister her, end jeg har set andre steder – og det Tokyo inkluderet. Selv i Starbucks vrimler det med flere udlændinge end nogen andre steder i Japan, og flest amerikaner selvfølgelige. De skal de have Starbucks, de formå at samle alle udlændinge.

Jeg ankom den 18. efter seks timers kørsel i bus, og lande på mit hotel som lå 4 minutters gang fra stationen og busstoppestedet. Jeg sov på et Kapsule, for første gang, det var satme interessant. Konceptet er, at værelserne ikke er større end en kiste, du har kun lige det du skal bruge, og hvis du rejser med ledt bagage er det perfekt. Det var sjovt at prøve, men jeg tror at jeg vil holde mig til normale hoteller fremover. Værelserne var små ja, men der var ingen vinduer, hverken i værelserne eller på gangen så det var lidt klaustrofobisk (ligesom i ikea), og væggene var papirstynde, så du kunne høre Alt hvad dine naboer foretog sig, også lå der en restaurant på samme etage som havde åbnet indtil klokken 2130, med en masse fulde og glade japanere – jeg var nok blevet sindssyg hvis jeg havde sovet der i mere end 2 nætter. Udover dette havde hotellet et fitnessrum og et Onsen (et naturligt varmvandsbassin), og en sauna som jeg benyttede med stor glæde. Desværre var der ingen steder at vaske sit tøj, så det må jeg vente til næste gang.

I går var det store sightseeing dag. jeg startede med at besøge otte forskellige naturlige varmvandsbassiner, eller helvede som de bliver kaldt, og en gejser. De er hver især unikke i forhold til udseende og indhold og det var interessant. Beppu som jeg boede i de sidste to nætter, er kendt for sine varmvandsbassiner, og hvert andet hotel har et Onsen. De er også gode til at udnytte den naturlige varme fra undergrunden, som de blandt andet bruger til madlavning og opvarmning, og så videre.

Jeg tog videre til abeparken, ikke langt fra Beppu station. Efter at have besteget nogle trapper kom jeg tætter og tættere på lyden af noget der kunne lyde som en flok skrigende børnehavebørn i en alt for vild rutsjebane, men det var bare skrigende aber. Aberne holder til i bjergerne, og på denne platform som man tager til for at iagttage dem, bliver de fodret af nogle dyrepasser, for at forhindre at aberne kravler længere ned af bjerget for at finde føde hos de lokale landmænd. Man gik i blandt aberne og så hvordan de teede sig, store som små. Det var lækkert nok, bortset fra den overvældende lugt at tis.

I skrivende stund sidder jeg på Starbucks og drikker mango frappucino, mens jeg venter på min bus til Nagasaki. Jeg har endnu ikke booket et hotel, fordi mit kort det lever sit eget liv, men jeg har noget i mine ærmeløse ærmer.

I dag var jeg forbi templet i Usa. Det var helt klart det smukkeste og mest interessante tempel jeg har besøgt. Det var over mange kvadratmeter, og der var i hvert fald en million trapper at bestige. Det var dejligt at rende rundt og få luftet hovedet og få svedt igennem.

I har virkelig fået høfligheden at føle: Da jeg sad og ventede på Kumamoto station, var jeg våd af sved efter at have skubbet min uduelige kuffert fra hostelet til stationen, og en buschauffør gav mig en fane. I morges da jeg ventede på toget til Usa, sad jeg og spiste morgenmad, og ud af det blå, var det en venlige dame som gav mig halvdelen af sin cremefyldte croissant. På vej til templet i Usa havde jeg glemt mit kamera i bussen (jeg græd), men da jeg kom tilbage, henvendte buschaufføren  til mig og bad mig vente, og voila så havde jeg mit kamera igen – og jeg slipper det ALDRIG af syne igen! Nu videre til Nagasaki

[femtenhundrede]

Det hostel jeg har opholdt mig på de sidste tre nætter. JEg har intet dlrigt at sige om dette sted, her er alt hvad en rejsende begærer, og måden de har valgt at indrette stedet, skaber en lækker og hyggelig atmosfærer. På hotellet er det 4 etager, hvoraf den øverste er en terasse til at sidde udendørs og nyde det lumrer vejr. Placering er perfekt: Alt er i gå afstand, ellers er der en sporvogn der har et stop 3 minutter væk. Hostellet ligger på en sidegade som er privat, så der er ingen larm om dagen eller aften, så man kan sove helt uforstyrret på sin lækre futon madras, mens man lader aircondition kører. Nakashimaya er et sted jeg vil anbefale til folk, som skal forbi Kyshu.

Jeg sidder i køkkenet i skrivende stund, og i alt mit iver havde jeg glemt alt om mit æg som nu har kogt i ca. 20 minutter ... Ingen salmonella i dag!

[femtenhundrede]

I tirsdags mødte jeg søde piger fra Seoul. Den ene var på vej til at blive professionel pianist, og den anden studerede marketing. De havde mødt hinanden på det universitet de begge studerede på, og nu var de taget til Kyushu i fire dage på en mini ferie. Jeg tog ud og spiste med dem på en lokal restaurant som hedder Shangai (meget lokal, kun 3 minutters gang fra det hostel jeg bor på), og maden var lækker! Vi bestiller hver tre gange nudler med suppe kogt på svineknogler: 2 gange med skiver af svinekød og 1 gang med en lyserød grøntsag og kål. Maden var fantastisk lækker, og til fik vi serveret en skive vandmelon og kold te. Prisen pr. person 540 yen / 29 DKK!

De næste billeder er fra Kumamoto Castle, et slot som har været inspiration til et af de slot man kan se i filmen The Last Samurai. Dette slot er et af de tre mest berømte slotte i Japan, så jeg måtte se de. Det er lækkert at se hvor velbevaret det er, og se hvordan samuraierne engang har boet, og hvordan de har forsvaret sig selv ved at skyde ud af vinduerne. Det er spændende hvis man godt kan lide at se på slotte, men efter at have kigget på tre slotte kan jeg konkludere, at det ikke er nødvendigt for mig at se på flere, for de ligner alle sammen hinanden. Der var en park i nærheden som var virkelig lækker med en masse skygge, og velholdt.

Mit indtryk af Kumamoto er, at det faktisk ikke er en speciel by. Den har alt det en Japansk by skal have, et slot, en park, lækker mad og så videre, en der er ikke noget der gør den enestående hvis man sammenligner med så mange andre på Kyushu. Hvorfor var det så jeg besluttede mig for at tage til Kumamoto? Jeg tænkte da jeg bestilte min billet, at jeg ville tage hen til et sted på øen som var centralt, og det gjorde jeg så. Derfra tager jeg videre til Beppu, 4,5 times kørsel i bus, på den anden side af øen og jeg glæder mig. Jeg havde slet ikke overvejet Beppu hvis ikke det var for de to piger, så det er meget godt at jeg mødte dem hva!

[femtenhundrede]

Jeg er nu på Kyushu, den næst sydligste ø i Japan, og her jeg efterhånden været i snart 2 dage. Vejret er fantastisk lummert, jeg sveder ekstremt meget bare af at bevæge mig fra mit hostel til det nærmeste supermarked, men solen skinner, så der er rig mulighed for at lave udendørs ting.

Indtid videre har jeg besøgt slottet i Kumamoto, hvor mit hostel befinder sig. Jeg er ikke vandret du på den store udforskningseventyr endnu, da jeg lige havde brug for at slappe af indendørs, og ikke svede! I morgen har jeg tænkt mig at besøge en vulkan og eventuel et onsen, men den tid den sorg.

Det hostel jeg befinder mig på er virkelig lækkert, i forhold til at jeg kun betaler 148 kr. pr nat. Jeg sover på et værelser hvor der er plads til fire i alt, og sengen er traditionel på gulvet, men madrassen er super lækker, og tatamien er ren! Så ingen bekymring fra min side. Her er også et super lækkert fællesrum, med et unødvendigt stort fjernsyn, et massagestol og film man bare kan give sig til at se. Jeg kan lide dette sted.

Jeg har haft en sjov og interessant tid på farmen. Jeg mødte en masse dejlige mennesker, lærte en masse om at bo på landet i Japan, og jeg er glad for at jeg gjorde det, så jeg kan få dannet mig et mere alsidigt indtryk af Japan, i forhold til hvis jeg bare havde boet i de store byer. Endnu engang kan jeg konstanter, at jeg ikke vil bo på landet. Det er en dejlig ferie at få sig fra byen, der er fred og ro, smuk natur og ren luft, men jeg kan ikke undvære storbyens liv og larm. Jeg vil helt sikkert anbefale Workaway til andre mennesker, trods de frustrationer og irritationer jeg har haft undervejs. Jeg har på baggrund af det lært, at jeg i fremtid måske skal holde mig fra at lave Workaway i mere end 10 dage af gangen på det samme tid, men tilgengæld har jeg mødt nogle fantastiske mennesker, og haft nogle gode oplevelser som jeg ikke kunne være foruden.

I morgen er der en måned til at jeg lander i lufthavnen, og jeg glæder mig rent faktisk. Jeg glæder mig allermest til at være hjemme i min lejlighed og være omringet af mennesker, der taler det samme sprog, og dyrker den samme kultur som jeg. Det er ting man savner, og mad selvfølgelig, nr man er væk i længere tid - og man er nød til at være væk i længere tid for at forstå og værdsætte, det sted man kommer fra.

Jeg har en masse spændende oplevelser i sigte kan jeg fornemme på det hele, og jeg er slet ikke så nervøs for at være ensom, som jeg var bekymret for at være inden jeg rejste af sted. Det er selvfølgelig nemt nok at sige når jeg kun har været af sted i 2 dage indtil videre, men jeg er sikker på at det nok skal blive sjovt, og jeg har på intet tidspunkt fortrudt, at jeg er rejst alene. Det er det smukke ved at bo på et hostel og sove på fælles sovesal, man øger sine chancer for at møde nogen man har noget til fælles med, og som man måske har lyst til at hænge ud med, hvad ved jeg?

[femtenhundrede]

ikimasuyo

Det er min sidste dag på farmen. Jeg har nu 33 dage tilbage i Japan og dem har jeg tænkt mig at bruge på at rejse og se resten af Japan fra og med i morgen. Jeg har tænkt mig at besøge seks steder; Kyshu, Shikoki, Choguku, Kansai, Chubu og Kanto til slut. Der er intet der er fastlagt, bortset fra det hostel jeg skal bo på fra i morgen og tre dage frem, så jeg lader resten være op til pengene, omstændighederne og min fornemmelse / lyst.

Det har været en dejlig oplevelse at lave Workaway. Jeg har mødt en masse mennesker, og nogle af dem har jeg intentioner om at møde igen i Japan og igen i Holland. Jeg e blevet udfordret på godt og ondt, men mest af alt har jeg lært noget, jeg er vokset og blevet et nyt menneske - eller ikke. Jeg ved det ikke, men det er helt sikkert en oplevelse jeg ikke kan være foruden, og det er bestemt ikke sidste gang at jeg har tænkt mig at lave frivilligt arbejde, selvom det til tider har været frustrerende og andet en sjov - så ja, så kan og vil jeg helt sikkert anbefale det til ALLE der læser med: Gør det, selv hvis det bare re for en uge! JEg håber at jeg i løbet af den næste måned kan få mødt nogle mennesker s jeg ikke behøver at underholde mig selv. Ikke at jeg har noget imod det, men det er også det sjove ved at rejse synes jeg, når man skal kreativ med hensyn til at finde selskab. Jeg kommer hjem den 17. august, også har jeg været væk i 5,5 måneder. Det er utroligt underligt at der snart er gået så lang tid. Det er virkelig underligt at tænke på, at der er 4 måneder siden at jeg stod i lufthavnen og sagde farvel til Mathilde. Det er så underligt men sjovt at tænke på.

Jeg glæder mig selvfølgelig til at jeg rejser videre i morgen, men jeg har ikke rigtigt opfattet det i mit hovedet. Jeg har pakket 70% af mine ting, og vi skal have sushi i aften. Jeg kan ikke samle mine tanker om en ting i længere tid uden at blive ukoncentreret at kan jeg mærke, men jeg glæder mig.

I morgen er det 13 dage siden af vi hentede Oliver på stationen. Hvorfor er det at tiden går SÅ stærkt? ..

[femtenhundrede]

shigoto

Hvad er der sket siden sidst?

Jeg var i Tokyo i tre dage for at besøge Olivia, det var hyggeligt men alt for kort. Jeg har besluttet mig for at forlade denne farm om 9 dage, den 17. juli, fordi jeg har været her længe nok til at sige, at jeg ved hvordan tingene køres.

Denne farm har været noget af en oplevelse. Jeg har mødt en masse interessante mennesker som jeg har fået et godt forhold til, g som jeg hber at jeg kommer til at se igen engang i fremtiden. -Med hensyn til mit ophold her på farmen kan jeg sige, at det har været en blandet oplevelse. Jeg var glad for at komme i starten, fordi det var så forskelligt fra det jeg kopm fra, men jo længere tid ejg tilbragte her, jo emre kan jeg konkludere at det ikke er her jeg vil være resten af min tid. Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke om værterne, og de opgave de sætter os til at lave. Det meste er ligegyldigt dobbeltarbejde, og jeg er flere gange frusteret over, at vi ikke kan lave noget mere meningsfuldt, eller få lov tila t efektivere vores arbejde - hver gang vi har forslået dette, er det som om at vores værter har glemt, vhordan man snakker engelsk. Det har været interessant at være her, og jeg er stolt af mig selv fordi jeg har kunne holde ud og være her i længere tid, men det er på høje tide at jeg kommer videre. Jeg har brug for en mere struktureret hverdag, jeg har brug for mere kommunikation, mere meningsfyldt arbejde, også har jeg brug for at være i en by hvor der er flere mennesker, og mindre myg!

Oliver er her og han har fødselsdag. Jeg håber at vi får muligheden for at fejre ham med alkohol, dans og kage!

[femtenhundrede]

Det første billede viser os frivillige som er i færd med at rense marken for alger, inden risen skal plantes. Risen står i vand året rundt fordi det styrker deres vækst, men når marken ikke er i brug kommer der alger, og det var vores job at rense så meget som muligt, ved hjælp af diverse river, så algerne ikke ville stjæle sollyset fra risplanterne. Vi brugte ca. 3-4 dage på at klargøre marken og efterfølgende 3 timer på at plante risene med 30 centimeters afstand til hinanden. Dette er den traditionelle og organiske måde at gøre det på. Man kan også bruge en maskine til at plante risene hvis man har en større mark og har økonomien til at leje eller købe en, og man kan også bruge pesticider til at dræbe algerne - hvis ikke man går op i at undergrunden efterfølgende er forurenet. Fra Venstre: Brandon fra Usa, Camila fra Chile, Amelia fra Usa, Yunsi fra Kina og Sarina fra Tyskland.

Der er noget om snakken med hensyn til Engrish. Asiater har det med at forveksle R med L og B med V. Kun 1% af den Japanske befolkning kan forstå og snakke engelsk, hvilket vil sige at man mange steder møder lækre oversættelser og tilfældige tekster på engelsk.

[femtenhundrede]

Tokio nikai desu

Ps. Jeg rejser til Tokyo i morgen for at besøge søde Olivia fra Switzerland, og jeg glæder mig. Mine planer er, at jeg skal spise som en konge nr jeg kommer til Tokyo. Jeg savner protein og frisk frugt, en mangelvarer her hvor jeg befinder mig i øjeblikket. Jeg ser frem til at klæde mig anstændigt - som et menneske der har ambitioner, og ikke bare render rundt på en farm dagen lang, jeg ser frem til at shoppe, tøsehygge, drikke drinks og være omgivet af mennesker, larm og biler - men andre ord, så savner jeg storbyen og jeg glæder mig til anden version af Tokyo.

[femtenhundrede]

Kan det overhovedet betale sig at lave frivilligt arbejde? Ja. For man får lov til at møde en masse spændende mennesker og en masse spændende steder. Men ak ja, økonomi, økonomi, økonomi. Man kan efterhånden ikke bevæge sig ud af sit hus, uden at bruge penge. Hvor mange penge har jeg så haft brugt indtil videre? Se det er et godt spørgsmål.

Jeg rejste hjemmefra den 2. marts og tager hjem igen den 17. august. Dette er status quo med hensyn til budget - alt hvad der er relateret til min rejse vil blive medregnet, så du derhjemme kan få et billede af, hvor mange penge man skal lægge tid side, hvis man som jeg ønsker at rejse i længere tid.:

Fra den 02.03.14 - 25.06.14

Pengeautomat: 15936,80  DKK / (Inklusiv gebyr på 270 DKK)

Korea: 2948,00 DKK

Flybillet + udvidelse*: 7880,00 DKK

Istanbul lufthavn: 178,06 DKK

Københavns lufthavn: 352,00 DKK

Forsikring + udvidelse*: 5118,00 DKK

Vaccination*: 1795,00 DKK

I alt: 34207,86 DKK

NB: I forbindelse med at jeg besluttede mig for at blive til august i stedet for juni, har jeg betalt for udvidelse af min flybillet og min forsikring. Som medlem af Sygeforsikring Danmark får jeg rabat på min rejseforsikring og mine vaccinationer. Hver gang der bliver hævet et beløb i automaten, bliver der trukket et gebyr på 30 kr., uanset beløbets størrelse.

Så ja, det er dyrt at rejse, men man bliver en oplevelse rigere (den har du sikkert aldrig hørt før), og det er helt sikkert en rejse jeg ikke kunne være foruden!