Untitled

[foigheltlv]

Morfar, Knud Heckscher, som soldat i Den Danske Brigade. 51 pr gammel. Helt ung var han ikke.....

[foigheltlv]

Morfars beskrivelse af Den Danske Brigades befrielsesindtog

Nedenstående er kopi af et håndskrevet brev fra morfar i København til mormor, der stadig er flygtning i Sverige.

Brevet er skrevet 7.5.1945

Kære Mus,

Jeg skriver stadig til Bondegatan da jeg ved at lader breve eftersend om du rejser, min egen adresse er stadig ukendt men i dag eller  i morgen tænker jeg at vi ved ,hvor vi skal stationeres. Der var virkelig lagt den ’røde løber’ ud for os her i Danmark, jeg har aldrig været med til noget så bevæget, som over den modtagelse som vi var ude for. Da vi forlod Helsingør kl ½ 10 i strålende solskin med vore biler, førte regimentechaufføren min vogn, så jeg rigtig kunne nyde turen, alle flag var hejste mest Dannebrog men også engelske og amerikanske flag og folk stod ved havelågen, i vinduer og ude på vejen og råbte ’velkommen tilbage’ og vinkede med flag. Et sted i Rungsted, hvor vi holdt og ventede på en bil der var punkteret, kom en herre ud fra Fru Triers Villa med en hel flaske cognac til os. De to jeg var sammen med på vognen blev efterhånden mægtigt imponerede over så mange mennesker der kunne kende mig, da de brølede ’Da’ Heckscher’  langs hele ruten. Både folk jeg kendte igen og mange flere, som jeg ikke kunne kende i farten. I Vedbæk hilste jeg også på den lille Dukkemand Weidermann og hans datter, på ’røde’ Schou i Skodsborg parken, Glanson-Petersen på Eremitagevej på Malbecks, så du forstår det var en oplevelse. I Rungsted kom en Frihedskæmperbil og fortalte at en bil 28728 var ude med ’Hipo’ mænd, og at vi skulle skyde uden varsel, så snart vi så dem, så vi fik geværerne frem, men vi mødte dem nu ikke. Det vrimlede med frihedskæmpere glimrende bevæbnede med engelske og amerikanske våben. Vi så meget få tyske soldater og officerer og de stod og gemte sig langt inde i haver og bag stakitter og så meget ’nebbich’ ud. I Hellerup var en masse villaer stillet til disposition for Brigaden og der talte jeg med Fru Halvad, med Arne fra J.S.Salomonsen med Sheested-Hansen, det vrimlede i det hele taget med folk på vejen derude. Kl 19:00 samledes vi til turen gennem byen også den bliver et minde for livet, den eneste begivenhed jeg mindes, som den kan sammenlignes med var Charles Lindbergs indtog. Alle var ude langs ruten, de havde stået opstillet siden klokken 14 og ventet, og da vi endelig kom, var de ellevilde, kastede blomster, løb efter vognene for at trykke vore hænder og når trængselen blev, så vi måtte holde et øjeblik, kom folk frem med 4-5 års børn, som skulle hilse på en dansk soldat. Så det var med en følelse af, at det var os, der var vendt hjem som Triumfatorerne og havde slået fjenden. Turen gik ad Ryvangen til Strandvejen, Østerbrogade, langs Søerne til Vestre Boulevard, og da min vogn nåede frem til Landsoldatens statue, begyndte et maskingevær at skratte et sted oppe på et tag, og de tusindetals mennesker som stod på Rådhuspladsen flygtede til beskyttelsesrum og porte. Og så var vi midt i en gevaldig ildkamp. Vore folk skød også  som rasende, men jeg løsnede ikke et skud fra mit gevær, da jeg ikke med bestemthed kunne udskille, hvor de enkelte skud kom fra og jeg ikke ville risikere at ramme uskyldige mennesker. Jeg har tit tænkt på ,hvordan man ville tage en sådan situation, og jeg må sige, at det ikke gjorde større indtryk. Jeg var ganske rolig trods at ruderne i Helmerhus bag os et efter et knustes. En af mændene på min vogn gik amok af iver eller skræk, så jeg måtte tale alvorligt med ham, da han pludselig tog sine håndgranater frem, for at han ikke skulle kaste dem blandt uskyldige mennesker. Da pladsen efterhånden var blevet tømt for folk, kørte vi videre frem, forbi Rick’s Huset og videre langs Rådhushaven og holdt så for at samle os ud for Arena. Der blev stadig skudt efter os især fra et vindue øverst i Rådhuset som var dækket med et Dannebrogsflag, men heldigvis undgik vore folk at blive sårede. Livet på vor vogn var nok lidt usikkert, men hvis døden skulle nå den, så bliver man i hvert fald ikke invalid, da der kun bliver et stort hul i jorden, hvor den har været, da den er lastet med 3000 kg sprængstof. Så fortsatte turen ud over Langebro – som stadig er ret laset – ud ad Amager Boulevard til Amagerbrogade, til Frankrigsgades Kommuneskole, hvor vi lå i nat i halm, denne gang dog i papirsposer ligesom i Malmø, men uden senge kun på det bare gulv, men jeg sov som en sten hele natten. Her er ellers stadig uroligt i byen med jagt på Hipo folk og der skydes livligt. Vi holdes stadig som fanger, må ikke forlade området men i går kom jeg dog over en telefon og ringede til revisoren men ingen svarede, så ringede jeg til V.677 men ingen svarede, endelig fik jeg fat i Glasel, han havde vist nær fået et slagtilfælde sådan tog det på ham og jeg måtte endelig hilse jer alle og komme derud men nu må vi først se, hvad der skal ske med os. Gennem Ellen som havde talt med Vera i Malmø kan jeg forstå, at du havde sendt mig en sovepose, det var sødt af dig, men den nåede altså ikke frem. Jeg vedlægger, hvad jeg har af rationeringsmærker og frimærker Kærlige hilsner og kys til dig og Dorrit Fra din Knud.

[foigheltlv]

”Det væsentligste at forstå her er, at en æra er forbi . Mere end nogensinde er det nu helt klart, at denne illusoriske fredsaftale ikke findes. Den kan ikke indgås. Oslo æraen er død - den nye æra, vil jeg kalde for ’realismens æra’”. Naftali Bennett på det historiske Hotel King David i Jerusalem. Datoen er 28. april 2014.

[foigheltlv]

Ni måneder – ingen fred

  en obduktion af (freds)processen..

  ”To-stats-løsningen er det eneste reelle alternativ. Fordi en enhedsstat ender med enten at blive en apartheidstat med andenklasses- borgere eller med at blive en stat, der ødelægger Israels mulighed for at forblive jødisk”.

USA’s udenrigsminister John Kerry ville allerhelst have ’spolet båndet baglæns’, så han kunne slette sine ord, sagde han bagefter, men ikke desto mindre var det, det han  havde sagt.  Omend  i et lukket møde,  mellem USA’s udenrigsminister, embedsmænd og eksperter fra USA, Europa, Japan og Rusland. Men internetmediet  The Daily Beast fik fingrene i en skrattende optagelse, og så slap Kerry's brug af ’A-ordet’   ud til verden.

Ordene faldt  få timer inden den deadline Kerry havde sat for sit forsøg på at få israelere og palæstinensere til at slutte fred, eller –  som målet blev, da han forstod at skrue forventningerne ned  -  for  i det mindste blive enige om en ramme for fortsatte forhandlinger. Ingen af delene lykkedes. Kerry så sit fredsprojekt i frit fald.

Det væsentlige var dog ikke ordvalget,  men Kerry's frustration. For når israelere og palæstinensere tilsyneladende afviser to-stats-løsningen, så er det eneste alternativ, at Israel og de besatte områder, Vestbredden og Gaza, med tiden smelter sammen til en stat. En enhedsstat, hvor palæstinenserne ikke til evig tid vil finde sig i at være under besættelse, men med tiden vil kræve statsborgerskab med fulde og lige rettigheder. Og så vil Israel ikke mere kunne være en jødisk stat.

Argumentationen er den samme, som den israelske fredsfløj har brugt i de sidste mange år: En fred og oprettelsen af en  palæstinensisk stat er ikke noget man skal stile efter for palæstinensernes skyld men for Israels egen skyld, hvis staten skal bevares som på en gang jødisk og demokratisk.  

Men selvom alle meningsmålinger viser, at 7 ud af 10 israelere er villige til at afgive de besatte områder  og tvinge flere hundrede tusinde israelere tilbage bag landets forhandlede grænser for at få en varig fred, så afspejler israelsk politik noget helt andet.

Oslo æraen er forbi

Den israelske højrefløj, den såkaldte ’nationale lejr’  har svært ved at skjule sin begejstring over Kerry's forhandlingsinitiativ's sammenbrud. Israels økonomi- og handelsminister  Naftali Bennett, der er formand for partiet Habayit Hayehudi – Det jødiske hjem -  betragter det som en personlig sejr.

”Det væsentligste at forstå her er,  at  en æra er forbi .  Mere end nogensinde er det nu helt klart, at denne illusoriske fredsaftale ikke findes. Den kan ikke indgås.  Oslo æraen er død  - den nye æra, vil jeg kalde for ’realismens æra’”.   Naftali Bennett smiler sejrsstolt. Han står på talerstolen foran små 60 medlemmer af det udenlandske pressekorts på det historiske Hotel King David i Jerusalem. Datoen er 28. april 2014.

Bennett kan også roligt tage en del af ansvaret for forhandlingernes sammenbrud på sig. Bennett er tidligere formand for bosætterbevægelsen og  hårdnakket modstander af en palæstinensisk stat. Da han gik ind i Netanyahu's regeringskoalition, erklærede han , at justitsminister Tzipi Livni for hans skyld godt kunne forhandle med palæstinenserne. Det ville ikke forhindre ham i at tage imod en ministertaburet, for som han sagde, forhandlingerne vil  alligevel ikke føre til noget resultat.

Og det sørgede Bennett så for:

Da Kerry ved forhandlingernes begyndelse bad statsminister Benjamin Netanyahu  om en gestus for at vise Israels gode vilje,  var det Bennett, der modsatte sig en indefrysning af bosættelsesbyggeriet.  Netanyahu lovede i stedet at løslade 104 terrordømte palæstinensere fra Israelsk fængsel. Det forsøgte Bennett også at modsætte sig men måtte opgive. Til gengæld er det med i lederen af den israelske højrefløj's statusopsummering :

”I ni måneder har vi forhandlet og det eneste vi har fået ud af det, er løsladelsen af flere og flere mordere og at palæstinenserne har stillet flere og flere krav”, fastslår Bennett.

Han undlader dog at bryste sig af at det var boligministeren, fra hans eget parti, der i de ni måneder forhandlingerne stod på, præsenterede sine  planer om at bygge yderligere 20.000 boliger i forskellige israelske Vestbredbosættelser, hvad der i november sidste år fik John Kerry til i et TV interview retorisk at spørge Bennett’s Israel:

”Hvordan kan I erklære, at I planlægger at bygge, der hvor Palæstina skal ligge?”.

Men Naftali Bennett er overbevist om, at han har fundet de vises sten :

”Vi kommer ikke til at nå en fredsaftale i en overskuelig fremtid. Hvad gør vi så ? Vi investerer massivt i palæstinensernes økonomi, infrastruktur,  livskvalitet og selvbestemmelse og indfører israelsk lov  de israelsk kontrollerede dele af Judæa og Samaria – det i kalder Vestbredden”. 

Naftali Bennett vil annektere det han kalder den ’israelsk kontrollerede’ del  af Vestbredden. Det område, der ifølge Osloaftalen's opdeling  af Vestbredden i tre, kaldes  ’Område C’.

Hvor ’Område A’ er de 7 store palæstinensiske byer på Vestbredden, hvor det palæstinensiske selvstyre idag har fuldt ansvar for administration og personlig sikkerhed, med væbnede politistyrker. ’Område B’ er de områder, hvor de fleste af de over 400 palæstinensiske landsbyer ligger, her har det palæstinensiske selvstyre ansvar for den civile administration, men Israelsk militær har det overordnede sikkerhedsansvar. ’Område C’,  der dækker over 60 procent af områdearealet, er de områder, hvor de over hundrede israelske bosættelser ligger spredt og hvor omkring 100. 000 palæstinensere i et par dusin mindre landsbyer.

Ifølge Bennett's plan skal Israel altså annektere 60 procent af Vestbredden, og han vil samtidig give de 100.000 palæstinensere i ’Område C’ israelsk statsborgerskab, siger han. Hvis de vil tage imod det.

De øvrige omkring 2 millioner palæstinensere på Vestbredden, skal ifølge Bennett styre sig selv.

FN traktater og Fatah-Hamas aftale  

Det er dog ikke alene Bennett's konstante trusler om at sprænge Netanyahu's koalitionsregering , den israelske bosættelsespolitik og nøl forud for den sidste lovede fangeudlevering ( der skulle have fundet sted i slutningen af marts), der har fået Kerry's initiativ til at bryde sammen.

Allerede  i februar nægtede præsident Mahmoud Abbas at give Kerry noget svar på den amerikanske udenrigsministers forslag til en ramme for de videre forhandlinger.

Mens den amerikanske udenrigsminister intenst forsøgte at rigge en studehandel sammen, der skulle tvinge israelere til alligevel at frigive de sidste 26 fanger til gengæld for at få løsladt den spiondømte amerikansk-jødiske Jonathan Pollard, underskrev præsident Mahmoud Abbas staten Palæstinas ansøgning til FN og Schweiz om at blive medunderskriver af en række internationale traktater. Blandt andet Genevekonventionerne og den internationale kriminaldomstol. Det var stik imod det løfte Abbas havde givet Kerry og israelerne, da de indledte forhandlingerne.

Og få dage  inden Kerry's deadline d. 29. april, underskrev de to rivaliserende palæstinensiske politiske bevægelser, det islamistiske  Hamas og den nationale Fatah i Gaza en forsoningsaftale, der skal føre til oprettelsen af en ny fælles palæstinensisk regering, og til valg indenfor seks måneder.

Hamas er erklæret modstander af den israelske-palæstinensiske fredsproces, har stået  bag dusinvis af  selvmordsterrorbombninger i israelske busser, restauranter og på markedspladser, og benytter slagord som ’død over jøderne’ og ’nej til anerkendelse af Israel’ ved sine massedemonstrationer.

Den palæstinensiske forsoningsaftale  fik  Israels regering til  omgående af aflyse et planlagt forhandlingsmøde og til ’foreløbig at indefryse’ de videre forhandlinger.

 Én stat –måske  om 100 år

I Ramallah møder jeg Muhammad Daraghmeh. Han er 50 år gammel og har i over 20 år arbejdet som journalist for internationale nyhedsbureauer. Om Fatah- Hamas-aftalen siger han:

 ” Hamas idag er ikke det samme gamle Hamas, der sendte selvmordsbombere ind i Israel, Hamas er bleven voksen. Magten har slebet hjørne af den islamistiske bevægelse,  og når Hamas nu siger de vil være medlem af den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO, så ved de, at vil blive nødsaget til at anerkende PLO’s politiske platform nemlig anerkendelse af staten Israel og af en diplomatisk løsning med et Palæstina langs 1967-grænserne og accept af allerede indgåede aftaler. Nogen dage kan jeg  ikke høre forskel på Hamas og Fatah, så meget ligner deres politik hinanden”.

Men Muhammed Daraghmeh har for længst opgivet troen på en to-stats-løsning. Han ser på de over en halv million israelere, der idag er bosættere på Vestbredden og i Østjerusalem, siger han, og er overbevist om, at de aldrig flytter:

 ”Fredsprocessen er forbi  og vi er nu på en lige vej direkte imod en-stats-løsningen. Én stat, hvor jøder og arabere lever sammen. Jeg vil ikke komme til at opleve det, men måske mine børnebørn vil komme til at leve i en stat, hvor alle har lige rettigheder til at leve, til at rejse til at købe og bygge deres hjem. Men det vil tage lang tid, måske 100 år”.  

(c) hf, 010514

[foigheltlv]

gyldne ideer turned 1 today!