- Har du købt en gøjehund?!
Ludvig står med spredte ben og glaner på den lille hund, medens han griner. Han bøjer sig ned i hundens øjenhøjde:
- Ka du si', ”jeg slikker fisse”.
På ryggen gennem Ludvigs nettrøje kan man se et tattooprint af en bokser, der laver knockout. Blodet sprøjter fra det modtagende kranie og i en bue over Ludvigs skulder og nakke.
Bertram putter sit kæksmil på. Den lille hund har allerede lært tilstrækkeligt med udtryk fra sin tidligere ejer. Ord som Bertram har måttet slå op. Han har allerede fortrudt en smule , at han har købt gøjehunden. Den har ikke været den samtalepartner, han havde håbet, den ville være. Faktisk har han ikke kunnet lære gøjehunden et eneste ord endnu.
- Det tager noget tid, Ludvig. Det er ikke sådan noget, den lige gør.
- Jeg slikker fisse, siger den lille hund.
Ludvig knækker sammen af grin. Hans glatbarberede isse skinner i solen, i parken.
- Fååårk, mand. Ludvig gisper. Bertram kigger på gøjehunden. Han forestiller sig at gå igennem byen med hunden i snor. Han ser den lange vej for sig og hunden der ikke vil tie stille.
Den lille hund stirrer skræmt op på dem begge. Først det store latterpiskede mennesker, og så dens meget stille ejer. Som om frygten hjælper dens hukommelse på led, kommet det:
- Du skal ikke være ked af det. Op med humøret, Bertram. Jeg slikker fisse.
Dens stemme lyder først som Bertrams, medens den sidste sætning lyder som Ludvig.
Ludvig, griner højt. Medens den store mand ryster af grin, skynder Bertram sig at tage gøjehunden op. Han klemmer dens lille snude sammen, inden den kan afsløre flere sætninger, der kun var tiltænkt ham selv.
- Bertram for helvede. Det er sgu for morsomt. Hold kæft hvor er det morsomt.
Den store mand har tårer i øjnene. Ja, det er morsomt indrømmer Bertram. Holdkæft det er morsomt. Og gøjehunden piber ikke, da han klemmer hårdere. Men han kan se ned i dens blanke øjne at det gør ondt.
- Nå, du, siger Ludvig, jeg må videre. Du kommer med pengene som sædvanligt, så vi ses onsdag. Tag hunden med.
Han klapper Bertrams hund på hovedet.
- Du skal ikke være ked af det. Op med humøret, Bertram, siger han og går småklukkende mod udgangen af parken.
Gøjehunden er ved at blive tung i Bertrams arme. Han sætter den ned.
Han har lyst til at slå den hårdt over snuden. Han venter nærmest bare på, at den skal levere sit vulgære budskab igen. Så kan han gøre det med god samvittighed. Men hunden tier stille og til sidst trasker Bertram hjem med hunden på slæb.
Hjemme begynder hunden at citere digte. Bertram skubber den ind på sit lille soveværese, lukker døren efter den. Han kan svagt høre den fortsætte med en fremmed stemme, forskellig fra hans egen. Han har aldrig forstået digte og det har aldrig været et problem før. Nu gør det ham ked af det. Han ved godt hunden ikke forstår, hvad den siger. Den er bare en gentagelsesboks. Et ekko fanget i skikkelsen af en hund.
Men nogle gange er et ekko nok. Nogle gange er ekkoer, alt man har. Bertram sukker. Han lukker den lille hund ud igen.
- Det er ikke din skyld, siger han.
Og nærmest som om den tilgiver ham, gentager gøjehunden:
- Det er ikke din skyld.
Det får ham til at føle sig bedre.
Han laver mad. Mad til dem begge. Snakker højt med sin hund og smiler ved tanken om, hvad den kan finde på at gentage. Han forstår det med babyer; han forstår, forældre der deler og babyer - verdener formidlet via lyd. Det her er noget andet, men han kan godt li’ tanken om at give noget videre - et sprog - fra ham selv til sin hund.
I dyrehandlen havde gøjehunden set op på ham med runde, rare øjne og sagt 'Hej min ven, skal jeg hjem med dig?'. Det var uden tvivl et led i butikkens salgsstrategi, men Bertram havde tøvet lige længe nok til, at dyrehandleren var kommet hen og havde snakket en beslutning til rette.
Bertram var overrasket over, at de havde gøjehund. Gøjehunde var normalt forbeholdt de rige, ældre pensionister, der gik rundt i deres store, sikrede ejendomme og havde brug for selskab. Hvis du var sikkerhedsgodkendt, kunne du blive deres besøgsven. Det var der ikke mange, der var i denne del af byen; så for de fleste ældre var det sikrere med en gøjehund. Bertrams barndomsven Mathias havde engang rullet en pensionist, der havde lukket ham ind alligevel. I en hel uge levede Mathias som en konge. Men de fik ham til sidst.
- Det er en ældre hund. To tidligere ejere. De gamle vil helst have dem fra ny - så de selv kan lægge dem ordene i munden.
Her havde dyrehandleren leet.
Bertram havde oprindeligt været på udkig efter en miniraf eller en millifant. Han havde set et show med de små dyr. Han havde stået i Ludvigs stue. Ventet på Ludvig og på at betale. Pandora havde siddet i sofaen. Hendes øjne lyste op, da minidyrene hoppede omkring på skærmen. Hun havde set op og smilet til ham:
- Totalt nuttede, ik?
Han havde forestillet sig at have et par selv. At hun ville synes de var søde. At hun kom på besøg.
Men da han havde set dem i butikken, var han mindre sikker.
De oprindeligt store dyrs luftveje var ikke beregnet til at blive minituariseret på den måde. Derfor tilbragt de små savannedyr det meste af dagen med at hive efter vejret i slatne, sammensunkne efterligninger af sig selv. Butikken havde været fuld af montre med gispende mikrodyr, ingen ville ha'.
Pandora. Betram kigger over på den store blok. Han kan se, når Pandora er hjemme; han kan se når Pandora går i seng. Han kan desværre også se når Pandora skændes med Ludvig, eller når de ikke gør. Lige nu ligger Ludvigs store muskelhund, Rabies, på gulvet i stuen. Modificerede for- og bagben, dobbeltkeratineret bid. Bertram har set hunden tygge igennem en ko-fanger. På dens overdimensionerede bid har Ludvig fastmonteret gang caps. Det selvsamme guld og similibesatte tandsæt han selv bærer - bandernes evigt glimtende prestigesmil, båret til døden.
Hvis man ikke er bange for Ludvig, er man bange for hans store køter. Kun Ludvig og Ludvigs stemme kan bringe den på plads. Til at lystre. Bertram ved ikke, hvordan det fungerer. Det er noget, de bygger ind tidligt, man skal have haft sin hund fra hvalp.
Ludvigs sidste kæreste blev bidt i stykker af de store kæber på den store køter. Alle har set hende. Hun står nede ved dokken og forsøger at trække - den ene halvdel af hendes ansigt er stadig pænt. Folk der skylder Ludvig penge kigger ned i jorden, når de går i en bue forbi.
Ludvig er hjemme nu. Ludvig og Pandora skændes. Ludvig stikker hende éen. Pandora skriger. Og pludselig står den store hund og knurrer og viser tænder. Pandora bakker væk op imod køkkenbordet. Ludvig smiler, det glimter. Han lader sin hund stå og knurre, går hen til altandøren og tager en smøg, meden han kigger på Pandora og hunden.
- Dæk, siger han efter et stykke tid. Og så højere:
- Dæk!
Bertram ser den store hund lægge sig. Han ser ned på sin egen. Lukker så sit vindue, selvom maden ikke er færdig. Vinduerne vil dugge, nu. De vil efterlade dråbetrukne striber og en hinde af vand i karmen.
Men der mangler 100, da han skal betale Ludvig, den næste dag. Hunden har kostet mere end Bertram har regnet med. Han bliver inde. Ser sig om i lejligheden efter ting, han kan pantsætte. Men der er ikke noget. Kun ham og en hund. Og han bliver nødt til at luften hunden før eller siden.
Det er mørkt, da han sniger sig ud. Han går ud via bagtrappen, ned gennem cykelkælderen. Lister sig krumrygget ad små gader, så stier. Men vejen indeholder allerede sin egen uundgåelige skæbne, uanset hvor mange gange han slynger den om og ud og hjem. Før eller siden vil han styre ind i mellem to opspærrede kæber og Ludvig vil se på ham og blodet vil sprøjte, som det gør på tegningen hen over Ludvigs ryg.
Bertram går hjem mellem blokkene. Hunden er tavs, han ville ønske den kunne gø. Sammen stiller de sig i lyset over for blokken. En hund med sin skygge, en hund med sin ejer. En halv time efter runder Ludvig hjørnet med sin hund. Dens tænder glimter ved udsigten til måske at skulle se nogen dø.
- Nå-nå, nå-nå, Bertram, der glemmer at betale. Har du pengene på dig. Skal vi sige det dobbelte beløb.
Og Bertram ryster på hovedet, han slipper hundesnoren, da han hører Ludvigs megakøter knurre dybt i struben.
- Uh-ha, Bertram. Den var værre. Normalt kunne vi sikkert have fundet en ordning. Men tøsen er skredet, så jeg er i virkelig dårligt humør i dag.
- Spis ham, Rabies. Flæns!
Og den store hund vrænger luften op i et brøl og blotter sine tænder.
Så Bertram er overrasket, da den lille gøjehund pludselig åbner sin mund, da den uden at flygte, står ved hans side.
Og pludselig lyder Ludvigs stemme, som den må være blevet aflyttet fra Bertrams lejlighed. I går og flere gange før.
- Dæk! Dæk! Dæk!
Og den store hund får et forvirret udtryk i ansigtet over denne kontraordre og dens kilde, men til sidst lægger den sig ned.
Ludvig, ser forbavset ned for sine fødder. Han rejser sin hund med nye ordrer om at flænse, dræbe, udrydde. Men hver gang modsiges han af Bertrams lille hund, med et dæk, et dæk og et dæk.
Rundt om i kvarteret tændes lys i vinduerne. Ludvig han raser og beboerne ser til. Til sidst skriger og sparker Ludvig til sin store hund. Den skal lystre, den skal adlyde. Og denne ubeslutsomhed, denne behandling fra sin herre bliver for meget , så for øjnene af beboerne lystrer den store hund sin herres ønske om at flænse. Ludvig skriger ikke da hundens gab lukker sig om hans ører. En bænk, en bil, en lygtepæl finder fællesskab i overflader der smukt glinsende udstiller farven rød.
Bertram bærer den lille hund op til sin lejlighed. Den ryster og i dens øjne ser han en forvirring og en frygt, der ikke stammer fra rovdyr der flænser, eller døden der efterlader sin hviskende ånde i dens spidse ører. Han giver sin gøjehund den bedste mad han kan skaffe, han giver den drikke og lov til at sove i sin seng. Men den lille hund spiser intet og ryster som sit eget, lille, indre jordskælv. Dens stemme er tavs og dens mund er lukket.
Der går en dag endnu. Så står han pludselig ved sit vindue og ved hvad han skal gøre. Som et tegn tændes lyset i et vindue, og han sætter sig på hug under sit eget for at lære sin hund at gø.
- Bjæf, siger han, bjæf.
