et digt til mine tumblr følgere
Arkaisk torso af Apollon
Hans blå øjne med lige dét blik lige meget om man stirrede eller kastede flygtige blik derhen så brændte hans synskraft sig ind i en så vi måtte smide tøjet der i heden og så står vi pludselig der vi tænkte længe vi kan vel lige så godt elske under sparepæren rosetten i loftet og gadelampen, jeg kunne se gennem vinduet under hans behårede brystkasse vi stivner og griner










