Er det bare konkurencestaten der vil spare penge?
Som folkeskolelærer har du ansvar for, at omkring 25 elever får størst mulig udbytte af undervisningen. Hver enkel elev, har individuelle udfordringer, som læreren skal tage udgangspunkt i, for sidenhen at hjælpe eleven til læring. Det er ret tydeligt, at der er en begrænsning for, hvorvidt der er muligt at tage hensyn til alle elevers læring.
Problemet opstår som regel i , at der er en alt for stor forskel, fra den svageste elev til den stærkeste elev. Folkeskolens politik støtter op omkring større niveauforskel:
“Børn med særlige behov skal så vidt muligt ikke udskilles til særlige undervisningstilbud, men undervises sammen med deres kammerater i den almene undervisning.”
Politikken bunder i elevens dannelsesproces. For at eleven skal kunne udvikles socialt, er det vigtigt at eleven er sammen med sine klassekammerater og bliver set som en del af klassen. Men er det retfærdigt, at den ene elevs dannelsesproces, skal begrænse resten af elevernes faglige læring? Der er nok nogen der ville sige, at det er minimalt, hvor meget de andre elever bliver begrænset, men realiteten er bare, at læreren skal bruge ekstra resourcer på den elev, der i virkeligheden har et behov for særlig hjælp.
Folkeskolens politik påpeger, at dette problem kan løses ved at bruge gruppearbejde eller differentiering. Selvfølgelig er gruppearbejde et godt redskab som en lærer kan bruge, og i nogle tilfælde vil det helt sikkert være godt for eleverne. Elever med særlige behov, vil have svært ved at fungere på det samme niveau som resten af gruppen, derfor kan en problematik være at eleven står af, og derfor ikke er i stand til at bidrage. Hvis dette er mønstret, ville det så ikke være bedre for eleven at få den rigtige opmærksomhed og den rigtige hjælp?
Det andet løsningsforslag er, at læreren skal differentiere. Dette mener jeg selv er en god idé. Nu hvor jeg skal undervise i matematik, kan jeg ikke undgå at tænke på hvor meget arbejde der ligger hos læreren, hvis han skal lave opgaver, som både er udfordrende for de svageste elever og de stærkeste elever. Alligevel mener jeg at dette er den bedste mulighed som er, dog er der en ubalance i de forventninger der er til læreren i forhold til at differentiere i forhold til hvor meget tid læreren har at forberede sig i. Hvis vores konkurencestat vil spare resourcer, i forhold til elever med særlige behover, bliver staten nødt til at afgive en mængde resourcer andre steder. Spørgsmålet som jeg står med, er om det her virkelige handler om, at staten vil spare resourser, og bruger det at eleven skal kunne fungere sociale, som en undskyldning. Hvis dette er sagen, så er jeg i tvivl om, hvorvidt denne besparelse af resourcer er bæredygtig. Vi sparer resourcer nu, men hvis læreren skal bruge en relativ stor del af de resourcer han har til rådighed, til eleven med særlige behov, er der færre resourcer at give til resten af eleverne, og dette begrænser selvfølgelig læring, som eleverne skal bruge til at bidrage til samfundet.
Jeg er bange for at vi lever i et samfund hvor penge spiller en uhyggelig stor rolle. Jeg ville ønske at ressourcer ikke var den afgørende faktor for hvordan elever i folkeskolen lærte, men at der var plads og rum til alle, og der var den støtte og hjælp som der trængtes. Men det hele fungerer som en maskine, hvor der desværre ikke altid tages hensyn til det enkelte individ.