ME og jeg har sgu problemer igen. tænker vi tager den fra starten.
for halvanden uge siden fik jeg svar på mit speciale, og det var gået mega godt og sådan. jeg sad dog alene derhjemme, endda på en fredag, uden nogle planer, fordi jeg skulle på roskilde festival dagen efter. det fik ME’s forældre så ondt af (hun var allerede ude at besøge dem), at de spontant inviterede mig hjem til dem. det er rigtig hyggeligt, de er mega søde, vi spiser lækker mad, og alt sådan noget. pludselig sker der et skift i ME’s humør, og jeg føler, at hun nærmest ignorerer mig. altså imens vi er hjemme ved hendes forældre. hun kigger ikke på mig, hun taler ikke til mig, og hvis hun gør, så er det for at komme med en spydig kommentar. og hvad gør mit hoved? det overtænker, og jeg tænker, at hun ikke vil have mig her, at hun er sur på mig, og finder bare hele situationen pisse ubehagelig - mest af alt fordi vi er i selskab med hendes forældre. altså jeg var tæt på at sidde og græde foran hendes forældre. det går jo ikke.
da vi så går i seng, kan hun godt mærke, at jeg er ked af det. så jeg fortæller hende om det, og hun forstår det slet ikke. og det faktum gjorde mig kun mere ked af det. hun undskyldte selvfølgelig og trøstede mig, men jeg følte mig så misforstået og forkert og sensitiv og usikker. jeg bliver senere ked af, at hendes forældre gør så meget for fejre mig, når mine egne forældre ikke engang har spurgt ind til, hvad jeg skulle lave i dag. og det var egentlig den sidstnævnte problematik her, der fyldte allermest, da ME kørte min veninde og jeg på roskilde.
nå, men flash forward til efter roskilde. jeg kom hjem til hende i lørdags, og det var skønt, og vi havde en pisse hyggelig dag, uden at vi snakkede om episoden fredagen inden. dog blev der presset hul på bylden søndag aften, da vi havde drukket os pisse stive. og vi får snakket om det igen, og jeg spørger hende, om hun syntes, at jeg overreagerede dagen inden jeg tog på roskilde. hun svarer ikke. jeg spørger hende igen, uden noget svar. jeg fik fremstammet noget med at “når du ikke svarer, går jeg ud fra, at det betyder, at du syntes, at jeg overreagerede”, hvilket hun bekræftede, og det hylede mig fuldstændig ud af den. for hvis der er noget, jeg har haft mange problemer med før i tiden, så er det at “overreagere”. men undskyld, who the fuck har autoritet til at bestemme, hvad en passende reaktion på noget er??? men anyway, det ramte mig bare fucking hårdt, og hun forstod stadig ikke, hvorfor jeg var blevet så ked af det - selv ikke efter jeg spurgte hende om, hvordan hun havde haft det, hvis hun havde oplevet det samme hjemme ved mine forældre.
og så fik hun det lige pludselig til at handle om sig selv, fordi hun så, hvor ked af jeg blev. så var hun helt sådan “jeg bliver bare ved med at gøre dig ked af det” og “jeg kan ikke gøre noget rigtigt” og hun hulkede løs og blev pisse sur på sig selv, indtil hun pludselig stoppede og var sådan “undskyld, jeg får det til at handle om mig lige nu - det handler om dig”. det gjorde mig lidt glad til gengæld.
men så blev jeg ked af det igen igår, fordi der var en mærkelig stemning, selvom vi egentlig begge var ret ok til sidst og afklarede omkring, at det er ok, at vi ikke forstår hinandens følelser hele tiden agtig. men så tror jeg bare, at jeg havde gået og følt mig lille og misforstået og utilstrækkelig hele dagen og overtænkt en helvedes masse. og det fik jeg så fortalt hende, og så sagde jeg også nogle af de tanker højt, og var sådan at det var længe siden jeg havde haft det sådan og jeg aldrig har haft det så dårligt med mig selv som effekt af hendes og mit forhold, og at det jo ikke er optimalt hvis jeg bliver ved med at have det sådan her, for så kan vi ikke være kærester mere. og vi græd som pisket begge to. det var virkelig forfærdeligt. men jeg tror, at jeg har det bedre idag. hun er heldigvis på arbejde indtil kl. 15, så jeg har lige lidt tid for mig selv til at tænke og måske gå en tur eller sådan noget - få lidt ro på.
men jeg tror heldigvis, at vi begge er meget motiverede til at arbejde på det. ingen af os har lyst til at være foruden hinanden. og det er lidt svært lige nu, men det er helt sikkert også rigtig godt og lærerigt. jeg kan dog stadig mærke angsten og overtænkningen poppe op i ny og næ, men mon ikke det bare er fordi jeg er træt.
