Untitled

[numberonecloudwinner-blog]

Hvorfor er KLM vigtigt i læreruddannelsen

Salvør Trúgvadóttir Kallsoy

Da jeg søgte ind på lærerseminariet for et år siden, var jeg bevist om at jeg naturligvis ville undervise i de fag jeg ville vælge at specialisere mig i. Også havde jeg gjort mig overvejelser omkring hvilken slags lærer jeg gerne ville være. Hvad jeg ikke var bevist om på da værende tidspunkt var, at min rolle som lærer ville omfavne så meget andet end undervisning og relations arbejde.

Igennem faget Kristendomskundskab, Livsoplysning og Medborgerskab (KLM), har jeg fået en bredere forståelse og indblik i mine pligter som lærer og ikke kun som underviser.

Rammen omkring folkeskolen, folkeskolens formålsparagraf, leder os ind på nogle af disse forpligtelser. § 1, Stk. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati. At jeg som lærer også har til opgave, at vise og klæde eleverne på til at værdsætte, praktisere, vise engagement i samfundet, og forstå hvilken grundlag vores samfund er bygget på, er noget af det KLM faget har givet mig indled i, og bedst muligt klædt mig på til.

Personligt er jeg meget spændt på at skulle undervise i de fag og emner, der interesserer mig. Og interessen for at kunne videre formulere disse emner har fyldt meget i mine overvejelser i at blive lærer. Igennem KLM, stødte jeg ind i en anden side af denne sag, Hvem er de elever jeg skal undervise? Hvad er deres kulturelle og religiøse baggrund? Hvordan kan jeg bedst forstå hvorfor de handler som de gør? Hvilke redskaber kan jeg bruge for at nå ind til dem? Hvorfor skal X ud, for at bede flere gange dagligt? Hvorfor kan alle elever ikke spise samme kød? Hvorfor forestår jeg bedre nogle elever end andre?.  Problemetikkerne og dilemmaerne er uendelige, men det er ikke pointen. Pointen er hvordan jeg som lærer er rustet til at takle disse situationer, religiøse, politiske og etiske dilemmaer. Her er KLM faget en meget vigtig faktor, og som uddanner os i at tage beslutninger i disse situationer og skabe forståelse og respekt for forskellighed, både værdimæssigt, kulturelt og religiøst.

Med disse begrundelser og erfaringer mener jeg at KLM faget er meget vigtigt i læreruddannelsen og er en stor hjælp til at fuldføre vores pligt som fremtidige lærere. Derfor er jeg også lykkelig over at regeringens forslag i 2012 om at afskaffe KLM ikke blev en realitet.

[gaethvadlaererentaenker-blog]

Hvorfor inklusion i folkeskolen skal virke - men ikke kan fungere

Folkeskolen synes at møde mange forandringer i de forgangne og kommende år, og ikke alle forandringer modtages med samme begejstring eller kritik, hvadenten man spørger lærere, elever, forældre, politikere eller den helt almindelige dagligdags-dansker.

Tilbage i 2012 blev folkeskolerne ramt af lovændringen om øget inklusion af elever med særlige behov i den almindelige undervisning. Lovændringen skete på baggrund af “analysen af specialundervisning i folkeskolen”, tilbage i 2010, der blandt andet påpege, at hensigtsmæssig tilrettelæggelse af den almindelige undervisning i folkeskolerne, kan inkludere elever med særlige behov.

Således blev det pålagt den almindelige lærer i folkeskolen at varetage undervisningen i-, og samtidig tolerere, et klasse-miljø med inkludering af elever med særlige behov.

Lad os se på hvorfor dette netop er i god ånd med folkeskolens mål og formål.

Netop i folkeskolens formåsparagraf 1, stk. 3 diktere sidste linje at; “Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”

Ydermere finder vi at; “Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre.”

Ved at inkludere elever med særlige behov, i den almindelige folkeskole, styrkes netop elevernes forberedelse til medansvar og deltagelse i samfundet. Eleverne oplever tidligt, hvad det vil sige at acceptere andre menneskers forskelligheder og behov, også når disse må være langt fra elevens egne standarter. Eleven med de særlige behov vil, som minoritet, opleve klasse, skole og på sigt samfundet som en imødekommende majoritet, og trods elevens udfordringer forventligt have en mere assimilerende tilgang og tiltro i søgen efter en plads i fællesskabet.

Eleverne uden særlige behov, vil som majoritet opleve at skulle forholde sig til etiske og medborgerskabelige spørgsmål, når eleven forholder sig til minoriteten. Eleven føres igennem etiske dilemmaer om i hvilken grad minoriteten skal integreres i fællesskabet - en vigtig del af barnets dannelse og medmenneskelig opfattelse. Eleven vil måske opleve lysten til at udelukke minoriteten og samtidig mærke den etiske fordring, der fortæller dem hvad der må være rigtig at gøre.

For den samlede klasse skabes også forståelser for majoritetens integration af minoriteten og der bliver trukket paralleller til det samfund og den kultur, de lever i og selv vil kunne præge, i takt med deres opvækst og dannelse.

Men hvorfor kan det så ikke fungere?

Ordet “Inklusion” antyder imidlertid, at der findes en definerbar forskel mellem en majoritet og minoritet, der ubevidst lægger i ordets egen magt. Oversat betyder inklusion “at lukke ind”, og alene antagelsen rejser skæl imellem majoritet og minoritet.

At inklusion vedtages ved lov og er med til at sætte retningslinjer for folkeskolen, giver udtryk for, at forskellen mellem mennesker ikke kun er noget vi acceptere, men noget vi skal gøres noget ved. Aristoteles troede på, at alle mennesker var forskellige og derfor skulle behandles forskelligt. Det tror vi stadig på, men slår samtidig skæl imellem forskellighederne og sætter en dagsorden for, at forskellighederne skal integreres og inkluderes, altså lukkes ind. Forskellighederne hos minoriteten er pludselig blevet et sæt menneskelige kendetegn, som majoriteten skal “lukke ind”, ikke kun fordi denne har lyst, men fordi det er blevet den pålagt i et falsk forsøg på, at få alle med i samme båd.

Hvad endnu værre er, bliver mennesker, der uheldigvis blåstemples som minoritet, segregeret fra samfundet og fællesskabet, som “dem, der skal lukkes ind”. Integreret eller inkluderet spiller ingen rolle, for i bevidstheden vil de altid være dem, der skulle lukkes ind, og når børn i skolen lærer, at sådan tænker man om dem med særlige behov, så har inklusion desværre fejlet.

[casualstudentexpertblog-blog]

Jeg må erklære mig enig i dine synspunkter. At blive blåstemplet som en minoritet vil sætte en gruppe mennesker i en kasse, som de muligvis ikke ønsker at være en del af. Specielt hvis, at være i denne kasse, betyder at majoriteten ser anderledes på minoriteten. Inklusion handler om at kunne rumme andre menneskers forskellighed, men hvis man ser anderledes på minoriteten - rummer man dem så egentlig? Interessant blog! Klart et like herfra! :)

[numberonecloudwinner-blog]

Jeg er meget enig i, at det bliver en svær etisk situation/dilemma, når vi snakker om inklusion som majoritet og minoritet. Og at det måske også i en grad er et alt for stort ansvar for majoriteten at “kunstigt” skulle foreholde sig etiskt korrekt over for minoriteten. Her kan det også være et spørgsmål om børn overhoved er modne nok til at skulle foreholde sig til sådan en “hvordan skal jeg gøre” eller “ikke gøre” handling overfor minoriteten. Eller om det ikke er at bryde med børns naturlige reaktions/adfærds mønster..

Inklusion i folkeskolen er bygget på, at “vi” ikke længere ønsker specialklasser, hvor elever med særlige behov, kan få den nødvendige ramme og hjælp til at fremme deres læring. Render vi os ikke igen her i et etisk dilemma, er inklusion ikke også at gå på kompromis med elevernes læring, fysiske og psykiske behov?

Meget spændende emne!  Like ;)