Hvidovre som andenrangs hospital
Jeg havde i perioden 23/9 til 25/9 fornøjelsen af at være indlagt hos jer med brud på rygsøjlen efter et ride uheld. Selve ”turen” gennem skadestuen forløb ganske pænt – problemerne kom først, da jeg blev overført til jeres sengeafdeling.
Da jeg ankom til sengeafdelingen, var der propfyldt, og jeg fik tildelt en plads på gangen, hvor jeg skulle sove mellem to stuer med meget plejekrævende patienter, som personalet konstant gik frem og tilbage imellem. Det skal her til siges, at jeg har en svær social forbi med panikangst og var pga. skaden på rygsøjlen ”bundet” til sengen, hvor jeg kun måtte ligge på ryggen. Så af begge grunde, var det bare ikke sagen, at ligge på en "hovedvej" midt i afdelingen, uden at kunne se, hvad der forgik rundt omkring mig. Med min angst som argumentation fik jeg heldigvis lov til at sove i fysioterapeuternes rum frem til at de mødte om morgen kl. 8. Det virkede heldigvis, og jeg fik lidt ro i et par timer, indtil omkring kl. 2, da en portør kom bragende ind af døren uden at banke på, og tændte det stærke lys i loftet. Portøren gav mig ingen mulighed for at vågne uden af have hjerte siddende i halsen, over det pludselige besøg. Han sagde intet, men begyndte at fjerne ”mit” natbord og mine personlige ejendele, idet der åbenbart var endnu en patient, der skulle sove i rummet, og jeg var i vejen. Min nabopatient blev placeret, lyset slukket og portøren gik igen, uden hverken at rykke mig og mine ting tilbage på plads igen eller gav naboen en klokkesnor, så hun kunne ringe efter hjælp. Efter lidt mere end en halv timer, så kom der heldigvis en sygeplejerske, der kunne bringe orden i hans kaos.
Vi nåede til næste morgen hvor fysioterapeuterne kom, og jeg igen blev placeret ude på gangen. Min familie havde koordineret deres ”vagter”, så der var nogen til at holde mig med selskab og især dæmpe min angst. Morgenmaden blev spist og lægen kom forbi med en update om, at jeg ikke skulle opereres i ryggen. Termen stuegang dækker ikke, da jeg bare modtog en kort briefing, uden at jeg blev spurgt om, hvordan jeg havde det, om jeg havde smerter eller lignende.
Dette skulle ”fejres” med en vandladning, og lægen blev enig med sig selv om, at jeg skulle på toilettet med hjælp af en gangvogn. Da jeg var vel ankommet på toilettet via en gangvogn og sygeplejerske, så forlod sygeplejersken mig, så jeg kunne gøre mit i fred og ro. På daværende tidspunkt har jeg ikke været ude af hospitalssengen i næsten 20 timer, og jeg var langt fra smertedækket, så jeg besvimede ude på toilettet af smerte, og faldt på gulvet. Og der kunne jeg så få lov til at ligge i adskillige minutter, da ”min” sygeplejerske ingen sted var at finde og kaldesnoren var placeret langt uden for min rækkevidde. Toilettet – som jeg var placeret på – ligger i forbindelse med en patientstue, men væk fra gangen, hvor min kæreste stod og ventede på mig. Da jeg kom til mig selv, gik jeg i gang med at råbe på hjælp. Efter hvad der føltes som en evighed, var sygeplejerskerne, der arbejdede på stuen – som forbandt toilettet med gangen og ”min” seng – blevet færdige med en ”deres” patient og kom ud til mig, da de undre sig over, at jeg råber på hjælp, og at min ”egen” sygeplejerske endnu ikke var kommet retur. De tilkomne sygeplejersker blev svært overraskede over, at jeg lå alene og rodede rundt på gulvet uden nogen til at hjælp mig.
Der blev slået alarm, og halvdelen af afdelingen kom rendende og løftede mig op og fik mig balanceret ud på gangen og op i seng igen. I perioden fra jeg blev fulgt på toilettet og til jeg kom tilbage igen, så havde der været vagtskifte hos min familie. Det var min kæreste, der havde vagten, da jeg gik på toilettet, men da det tog så lang tid og han skulle på arbejde, så blev han nød til at gå uden at få sagt farvel. Det var min mor, som overtog vagten, og hun undrede sig meget over, at det tog så lang tid. Da hun havde ventet i omkring 15 min., syntes hun, at hun kunne høre mig kalde, men reagerede ikke, da hun troede, at jeg var i gode hænder hos den sygeplejerske, som hun havde fået at vide, var sammen med mig.
At sygeplejersken overhovedet var gået længere væk end ud på den anden side af toiletdøren, er mig en gåde. Især da jeg selv – via min oplæring som sygeplejerske på et kirurgisk sengeafsnit – blev oplært i, at blive ved patienter, der har været sengeliggende i længere tid, når de skulle på toilettet første gang.
Nu blev klokken næsten 12 og der var frokost. Men der var ikke meget at spise for mig. Jeg har nemlig laktose og tomat allergi, som begge dele står beskrevet i min journal fra tidligere, og derudover var aften- og nattevagterne fra dagen forinden informeret om dette, inklusiv sygeplejersken der bestilte mad sammen med mig om morgen. Alligevel fik jeg retter serveret, der indeholdt tomat, og så var jeg tabt, for der var ikke mulighed for at bestille noget nyt op, eller bestille et lille mellemmåltid til senere. Der var ikke en gang små retter på frost som sygeplejerskerne kan varme –eller frugt – hvis der kommer patienter, der ikke har fået mad på skadestuen. Grunden til at jeg netop bringer dette på banen er, at jeg tidligere på året var indlagt på rigshospitalet, og der havde de indtil flere tilbud mellem de tre store hovedmåltider, ud over frugt, som stod fremme til selvbetjening. På Hvidovre Hospital var reglen "spis det vi sætter foran dig, eller lad helt være". Selv drikkevarer var svære at komme i nærheden af, idet du kun kunne få dem udleveret, når personalet gik deres runde med drikkevarer, hvilket ca. var først og sidst på deres vagt. Jeg selv fik to hospitalskopper ved de runder, så derved fik jeg tilbud ca. hvad der svarede til 500-700 ml væske i døgnet. Ønskede jeg mere, så skulle jeg ringe på min klokke, og håbe på, at personalet havde tid, og ved disse situationer blev jeg mindet om, at jeg altså skulle bede om drikkevare, når de gik deres runde. Endnu engang må jeg henvise til riget, hvor jeg blev tilbudt en kande med lige omkring en liter, plus, at jeg havde mulighed for selv at hente drikkevare i et særligt køleskab, der stod fremme, som også indeholdt proteindrikke og små yoghurter, kander med saftevand, danskvand på flaske, ja sågar et par flasker cola.
Efter at jeg havde vendt allergiproblemet med sygeplejersken, bad hun mig slå op i menukortet under afsnittet om allergier og ringe til det nummer, som man kunne kontakte, hvis man havde allergier. I den anden ende af telefonrøret befandt sig en dame fra køkkenet, der kunne oplyse mig om, at allergier og alle andre former for særkost skulle gå gennem personalet og diætkøkkenet. Jeg ”hev” igen fat i sygeplejersken, og fortalte, at jeg intet kunne gøre, men at hun skulle have fat i diætkøkkenet. Det spændende ved det hele var, at det vidste hun ikke hvordan man gjorde, så hun måtte søge hjælp hos en kollega. Alt i alt skulle der tre sygeplejersker til for at fikse min madbestilling, som ikke længere bare var en opgave, jeg som patient selv kunne klare, hvilket hospitalets madkort ellers lægger op til. Så drop informationen om at patienter med allergi skal kontakte køkkenet på det oplyste nr. Det eneste jeg fik ud af den opringning var information om, at kontakte sygeplejersken i afdelingen og give opgaven videre. Man føler sig næsten som Asterix i det skøre hus. Skriv kort og godt i menukortet, at alt om allergikost skal gå gennem personalet og diætkøkkenet, og oplær jeres personale, så de ved, hvad de skal gøre med deres allergipatienter. Brug den sparrede plads på menukortet til at lægge nogle billeder, så patienterne kan få en ide om, hvad de faktisk bestilte op fra køkkenet, idet det ikke er alle retter, der giver sig selv.
Vi er nu nået til torsdag, da resten af onsdagen ikke var synderlig bemærkelsesværdig ud over, at jeg hen mod aftenvagten fik sengen ind på en stue, så familien endelig ikke behøvede at sidde vagt ved mig. Ups! Jeg glemte lige, at min klokkesnor var røget ud af væggen, uden at nogen havde bemærket det, - jeg lå på ryggen – så personalet opdagede aldrig, at jeg ringede efter både hjælp og smertestillende hen over natten.
Ved morgenmaden var den igen gal, så jeg fik kun et halvt måltid, da resten indeholdt tomat. Min morgen medicin oplevede jeg ligeledes heller ikke at få, da nattevagten i hendes papirer fejlagtigt havde krydset mig af til at have fået den, hvilket ikke var i overensstemmelse med fakta. Jeg vidste, at jeg aldrig havde modtaget noget medicin fra nattevagten, idet jeg – som tidligere beskrevet – flere gange i løbet af natten havde forsøgt at ringe efter hjælp via min klokkesnor – en klokkesnor der ikke var koblet til. Gennem mit tidligere job og diverse praktikker rundt på region hovedstandens hospitaler, så er jeg blevet oplært til, at tilse patienterne i løbet af natten. Hvorved en patient ikke burde kunne komme til, at være uden kontakt til en sygeplejerske, selvom en klokkesnor ikke fungerer korrekt. At en sygeplejerske i forbindelse med min udskrivelse ved en tilfældighed så, at stikket til klokkesnoren var faldet ud, burde ikke forekomme, og det faktum at det alligevel sker, er bare ikke acceptabelt.
Efter nattens og morgenens oplevelser var der stuegang, hvor lægen konkluderede, at jeg var på vej til at blive afsluttet hos dem. Her kunne jeg – som uddannet sygeplejerske – ikke lade være med at blive stædig og sagde, at jeg ikke ønskede at blive udskrevet, før jeg som minimum var smertedækket, have været i bad og bevist, at jeg selv kunne varetage min personlige pleje. Punkter jeg har lært, bør være tjekket inden en udskrivelse bør være aktuel. I skadestuen var personalet gode til – både gennem samtale og deres VAS-skala – at tale om smerter, og sørge for at jeg var korrekt dækket. På sengeafdelingen, var der igennem hele min indlæggelse ingen der har spurgt til smertedækning, hvilket resulterede i, at mine pårørende flere gange har været nødsaget til at gå ud og spørge efter noget til mig.
Lægen indvilligede i, at de ovenstående behov skulle være opfyld, før jeg kunne blive udskrevet, og satte ikke tidspunkt for, hvornår hun præcist forventede, at jeg blev udskrevet. Nogen vil sikkert mene, at jeg er krævende, når jeg sådan sætter krav for min udskrivelse, men på det tidspunkt, så havde jeg – ud over episoden med mit fald – kun været ude af sengen to gange, og det var begge gange med hjælp. Så jeg var ærligtalt ganske nervøs for at skulle hjem, hvis jeg besvimede igen alene i mit eget hjem. Det var også med tanken på disse få ture ude af sengen, at jeg undrede mig over, at personalet havde observeret, at jeg var klar til at komme hjem, da jeg ud over servering af mad og drikke havde været overladt til mig selv i den øvrige tid.
Jeg fik besøg af to fysioterapeuter, der sørgede for, at jeg havde de korrekte hjælpemidler og, at jeg kunne bruge dem korrekt. Her fik jeg blandt andet udleveret et par krykker, så jeg kunne gå første tur uden en gangvogn, hvilket gik ganske fornuftigt, og jeg fik lidt tiltro til det hele. Et bad eller lidt rent tøj skulle jeg dog stadigt kigge langt efter. Faktisk var jeg ikke blevet vasket eller har fået rent tøj på efter mit styrt fra hesten tirsdag eftermiddag. Så efter 48 timers indlæggelse lå jeg stadigt i mit eget tøj med sand, snavs og hestemøg efter mit styrt, der var båret med mig ind, da jeg ankom på et spineboard til skadestuen.
Ud over en enkelt renseserviet i skadestuen til min albue, så blev rifter og skrammer som jeg ligeledes pådrog mig ikke tilset. Så da en sygeplejerske kom ind for at fortælle mig, at det var dejligt at høre, at jeg skulle udskrives, blev jeg en smule overrasket og derefter vred. For jeg havde stadigt ikke været i bad, faktisk havde jeg slet ikke haft en længere samtale eller aktivitet med en af sygeplejerskerne! De havde hverken set, hørt eller oplevet om jeg evnede at yde egen omsorg, eller spurgt ind til eller observeret, om jeg var korrekt smertestillende. Som sygeplejerske, så ved jeg, man kan se meget ud fra et fagligt klinisk blik, men jeg har aldrig hørt om sygeplejersker eller læger, der kan se gennem gardiner, da disse konstant var trukket for rundt om min seng. Det blev derfor aftalt at udskyde min udskrivelse til næste morgen, da jeg ellers kom til at være alene hjemme, og uden nogen i nærheden til at hjælpe mig med det mest basale, såsom aftensmad og lignende.
Der er nu ro på lidt igen, mens jeg lå og ventede på, at jeg kunne få hjælp til et bad. Vi var nu langt ud på eftermiddagen, og personalet var færdige med de tunge ældre patienter og skulle til at runde deres vagt af. Med en ringe udsigt til professionel hjælp fra personalet, så bad jeg en veninde, der var kommet på besøg, og som næsten er færdiguddannet sygeplejerske om at give mig et bad, så jeg endeligt kunne få vasket sandet og snavset væk, samt renset de sår, som jeg havde pådraget mig under faldet fra min hest. Havde det ikke været for min veninde, så havde jeg nok fået lov at ligge i mit eget snavs med begyndende betændelse i mine sår, til jeg blev udskrevet.
Efter badet var jeg træt, havde ondt og havde egentligt brug for at hvile lidt, da lægen fra om morgenen kom ind og fortalte, at jeg skulle udskrives samme dag. Jeg kunne godt høre på hende, at der ikke var meget jeg kunne stille op – hun skulle bruge min plads – og sammenlignet med dem der ventede på min plads, så var jeg ikke dårlig nok til, at kunne få lov at blive til næste morgen. Derved ikke ment, at jeg var klar til at blive udskrevet, jeg var stadigt bange for at falde – gik usikkert med mine krykker – havde ondt og min lejlighed var for rodet til, at jeg kunne komme rundt i den med mine krykker, men de skulle bruge min plads, og så var det ligegyldigt, at jeg stadigt var bange eller ikke relevant smertedækket. Min sociale angst fik desværre overtaget, og jeg turde ikke længere snakke med lægen eller plejepersonalet, så jeg fik min far på 67 år til at smide alt, hvad han havde i hænderne, så han kunne komme og hente mig, og jeg blev udskrevet og hentet ca. en time efter, for efter følgende at blive kørt hjem til mine forældre og blive passet der, til jeg var klar til at komme helt hjem.
Jeg ville gerne kunne runde af og sige, at der kun var én ting der særligt var galt. Men jo mere jeg ser tilbage på hele min kontakt med Ortopæd kirurgisk afdeling på Hvidovre Hospital, så opleves det som en mere og mere rædselsfuld oplevelse. At være sulten, bange, beskidt og have ondt uden egentligt at kunne får kontakt til dem, der skal hjælpe en, var en ganske rædselsfuld oplevelse.
Skal jeg nogensinde indlægges igen, og hvor jeg har bare den mindste mulighed for at bestemme over hvor, så vil jeg til hver en tid vælge et a-hospital som riget, hvor der bliver taget højde for de grundlæggende behov, som man kan tiltænke en indlæggelse, og ikke et b-hospital som Hvidovre. Et hospital der desværre er blevet til, et sted hvor jeg ikke engang bare var et nummer, ikke engang bare var endnu et hvid spøgelse i patient tøj – nej, jeg var bare noget, der var i vejen, noget der hurtigt skulle ud igen og videre, lige meget om jeg var færdigbehandlet eller ej.
