slidtesofie

En pige med ringe egenomsorg og et skævt forhold til mad

[slidtesofie-blog]

[slidtesofie-blog]

Fatamorgana

Jeg var dansegulvets fatamorgana for du så mig kun når desperationen var stærkest en oase i tørken frister en tørstig mand jeg lod dig bade i min dam når du endelig så mig jeg ville så gerne være virkelig hvis du nu blev ville jeg måske også forblive som du så mig smuk men min skønhed var kun en illusion af din høje promille og at natten snart blev til dag synsbedrag du dryppede stadig af mig da du gik du så hvad din svaghed havde gjort og jeg forduftede i morgensolen

[lightningstrikes-art]

[slidtesofie-blog]

Os to

Vi var kun os i et univers skabt af berøringer og indforstået blikke Udefinerbart ukategoriseret helt abstrakte.

Vi var alt det som jeg altid havde misforstået for jeg havde jo nok i mig selv men jeg lærte snart at jeg aldrig mere kun kunne være mig

Vi var vi var så meget og nu er vi igenting.

[slidtesofie-blog]

Og det føles som om, at jo mindre jeg blev, desto tydeligere så de mig. Nu er jeg bare helt usynlig.

[slidtesofie-blog]

Fasan

Og man vågner jo ikke og forbereder sig på at man nu skal dø. Det var en morgen som morgen før krystaller på marken, et kærlig kys af lys og en stilhed fuld af liv. En tilværelse af udødelighed kan man vel kalde det når man ikke skænker døden en tanke. Nuet var alt jeg så, for dagen i dag ville bestemt være en gentagelse af dagen i går. Så jeg var bare, uden egentlig at være noget andet. Jeg var ikke et formål, jeg var blot en eksistens en sjæl i min verden af øjeblikke. Men mit univers er mit alene og verden rummer mange sjæle. Sjæle som ikke ser genspejlingen i mine øjne, ikke ser andet end kød og fryd når de ser på mig. Så de jagtede mig, jagtede sjælen ud af mig, for da jeg løb for livet, var jeg kun instinkter. Og jeg skænkede det først en tanke, døden altså, da jeg lå med ansigtet presset ned i de kolde krystaller og hørte min udødelighed ebbe ud. Slag for slag strømmede det ud af mig og jeg ville ønske jeg kunne græde, kunne få dem til at se at jeg var mere end kød. Jeg var! … men jeg var jo kun en fasan.  

[lacetulle]

[slidtesofie-blog]

I dreamed a sad dream about a simple life

Unknown

[slidtesofie-blog]

Og engang var min motivation; er jeg god nok til dig nu? Det startede jo med et mål.

Og nu er jeg bare aldrig god nok.

[slidtesofie-blog]

Og så var der dengang jeg var så selvdestruktiv og ensom, at jeg var utilregnelig. Det var så meget smerte at jeg ikke anede hvordan fanden jeg skulle mærke andet end det. Byturene blev sortere og sortere og de moralske tømmermænd helt uudholdelige. Jeg skulle bare røres kærligt ved og det var jo ligemeget hvem der gjorde det. “Se mig nu forhelved”. Og den ene aften hvor det gik helt galt, hvor jeg krævede det på den groveste måde, af en fyr fra vennegruppen, den aften er sort på alle planer. Jeg husker kun lidt og selv de brudstykker giver mig kvalme.

Jeg er en anden nu, det ved jeg. Men minderne er stadig de samme og fyren har ikke glemt det, end ikke efter 3 år. Og i morgen skal vi til samme fest, samme sted, samme fødselsdag og med de samme mennesker. Jeg kan ikke se ham i øjenene, for hvad hvis han ikke ser det? Ser at jeg er en anden nu. Forhelved altså, han for mig til at føle mig så klam. For det var jeg. Jeg var en grådig so, for at sige det pænt. Jeg kan ikke se på ham, minderne vil knække mig. Men jeg er nødt til det. Jeg er en anden nu.

“Grådig So” (november 2015)

Jeg mærker sulten i min krop, jeg famler blindt rundt i mørket.
Alkoholen har gjort mine tanker uklare, men også våde og beskidte.
Begær og nærhed, jeg længes efter nærhed.
Min slidte krop tumler hen af gulvet, vælter tungt og ukontrolleret ned på gulvtæppets bløde dun.
Prust og støn.
Mine grådige hænder rækker ud efter den sovende mand ved min side.
Hvem er det nu han er?
Det er også ligegyldigt.
Mine rystende fingre glider rundt op af hans brystkasse, strejfer hans hals og fæstner sig rundt om han ansigt.
Insisterende og grådigt graver jeg hungerende min tunge ind i hans mund.
“Det går ikke.”
Er jeg da ikke smuk?
Utålmodigt gnider jeg anmassende og provokerende min krop op af hans, kræver hans opmærksomhed, hans endeløse opslugthed.
“Nej.”
Han rejser sig.
Mine hænder er hurtige, de skyder frem, finder hans bukserem og bælte.
Blodet pumper, liderligheden er altoverskyggende, jeg kan mærke min krop.
Jeg føler.
Borte er tomheden, skubbet væk i an afsides afgrund, ensomheden eksisterer ikke.
Jeg er en regnbue skabt af magiske farver, sammensat af et væld af varme følelser, da hans pik glider ned gennem halsen på mig.
Grisk, som en so i brunst, sutter, sluger og slikker jeg.
Alt sitrer.
“Hold nu op.”
Opløst er den sørgmodige lille pige, tilbage er kun erindringer om en mørk og afskåret tilværelse.
Mærk mig, føl mig.
Kan du se mig?
Nu er jeg endelig til.
“Stop så! Jeg bliver jo nærmest voldtaget, jeg skrider.”
Hvad?
Nej, nej jeg er lige her!
Smuk, levende og fuld af potentiale.
Brug mig, jeg kan noget nu.
Rør mig, tag mig, mærk at også jeg kan give mening.
Knep mig hårdt og knep mig nu.
Forfra, bagfra; det er ligegyldigt.
Jeg kan det hele.

[denstorebagedyst-deactivated202]

[slidtesofie-blog]

So relatable

[srsfunny]

A Major You Love

[slidtesofie-blog]

Kære forældre

Jeg savner hvordan I kiggede på mig, med medlidenhed. Hvordan I kunne se min smerte, se hvor skrøbelig jeg var. Jeg savner mine knogler, min daglige svimmelhed og min fjerlette krop. De blå mærker på mine hofteben, var en bevis på at jeg var stræk, beviset på at jeg var stærkere end maden. Og når I sagde til mig, at jeg var blevet alt for tynd, så bobbelede det inden i mig, selvom jeg alligevel manglede de næste 5 kilo. Jeg savner at være ligeglad med, om jeg besvimede af udmattelse, efter 10 kilometers løb i regnvejr kl. 23.00. Følelsen af at ikke at kunne mærke min krop, af at være afskåret fra mig selv, at at kunne modstå al smerten for jeg kunne jo intet mærke. At mit hjerte var ved at give op, at min puls blev svagere dag for dag. Jeg lyttede ikke, for det betød igenting, så længe jeg var smuk. For jeg var smuk. Jeg var stærk, jeg var i kontrol og jeg var endelig blevet til noget. Og I snakker om de tider som var de mørke og grå. Som om at de tider, var de værste i mit liv. Og I påpeger hvordan det hele er blevet bedre, hvordan alt nok skal gå. I ser ikke længere på mig som skrøbelig, for nu er der lyst igen. Jeg leger med, magter ikke at forsøge at få jer til at forstå, for alt I kan høre, er "den syge del af mig." Men forhelved altså! Jeg savner at være smuk. Jeg savner at være i kontrol. Jeg savner virkelig at være smuk. I mit latterlige skamfulde liv, blev det til min største stolthed. Og nu? Nok ser jeg rask ud, jeg er jo helt normal. Men tankerne er jo stadig de samme. Og I er holdt op med at bekymre sig, for nu spiser jeg jo igen og træner næsten aldrig. Men kan I ikke forstå det? Tankerne er stadig de fucking samme! Og nu vejer jeg 10 kilo mere. 10 kilo mere. Forhelved jeg er ulækker. Forstå I? Det er ikke et valg.  Jeg er NØDT TIL at holde op med at spise, jeg er NØDT TIL at tabe mig, jeg er NØDT TIL at kunne holde mig selv ud. For jeg er ikke rask. Stemmerne er kun blevet stærkere, og jeg er blevet svagere. Det er NU det hele er sort.   Forstår I nu? Jeg prøver bare at overleve.

[slidtesofie-blog]

Den pige som du ser når du kigger på mig, vil jeg aldrig kunne genkende. Men hun er jo også bare en sammensætning af perfektionerede ungdomsnormer og tårnhøje samfundskriterier.

Men når jeg kigger mig i spejlet, med bræk om munden og hævet hals, mens tanker de kører om, hvor fed jeg nu så ud i idræt i dag og om jeg i morgen alligevel er blevet tyk, dér ved jeg hvem jeg er. Men hende får du selvfølgelig aldrig at se.

[the-memedaddy]

meirl

[igmakeup]

[slidtesofie-blog]

Digt

Ord ord ord ord ord ord ord. Ord ord ord ord ord ord ord ord ord ord ord ord ord ord. Ord ord Ord ord ord ord ord ord. Ord ord ord ord ord ord ord. Ord ord ord ord ord ord ord ord ord ord.

Jeg har det jo bare fucking dårligt.