Jeg ser lige igennem din kunstige affektion - dine diverse udtryk og følelser af gips, der støbes efter eget behov. Den harske sandhed er jo, at jeg i bund og grund er intet mere værd end tarveligt tidsfordriv. En forgængelig abnormitet i dit ellers så stilrene og formfuldendte liv, der står som en ligegyldig parentes i en vagt formuleret sætning med overdrevent store ord spredt ud over sig, der, på trods af deres betydning, betyder ingenting. Du holder endnu fast i mig; som en bitter kur mod Kedsomheden og dens tro tjener, Tomheden, du så vitterligt frygter. For i deres sort/hvide selskab efterlades du kun ene og alene - med dine egne rå tanker og den fortvivlelse, de bærer med sig, når de konspirerer imod dit sind - og det forvrængede billede af virkeligheden, du har skabt, for at eksistere nogenlunde normalt. Aldrig føler du dig mere nøgen og sårbar, end når stilheden har sat ind, og støjen er slået fra, og du ikke kan lukke stemmerne ude, fordi de allerede er kommet ind. Det er derfor du afleder dig selv med mennesker, der har levet længere, end de er gamle, og kan fortælle om alt mellem himmel og jord, indtil ørerne falder af og hovedet går i baglås. Således kan du blive ved med at leve i uvidenhed, over for dig selv, for det er jo, som man siger, lyksalighed. Hvad skulle din rene skabning ellers med en falmet skønhed som mig; af deforme følelser og utallige øjenskår? Dette er spænding, men det er ikke spændt hårdt nok op. Det er nysgerrighed, men foruden interessen. Det er prima versus sekunda. Du gemmer dig i halvhjertet romancer og spilder dine chancer, før de spilder dig. Og du har aldrig rigtig oplevet sorg eller ulykke, så hvad kender du egentlig til kærlighed?
andulkaphoto
yousharknotpass
2087
pixelskylines
dededos
prguitarman
