#almen studieforberedelse

[whchares]

Hej alle loyale følgere

https://da.surveymonkey.com/survey-thanks/?sm=HdhFOX_2FQ9zH5HMRaqxG94GeyvhqtC2cYwxmzIKYe89CtH4FPAeP833ABBPFYvcSb

svar venligst på dette spg skema, har nemlig at i denne uge, og mangler svar! Det omhandler kropsidealer/”den perfekte krop”

[rxder]

This is the worst i've ever procrastinated for something. Note to self: NEVER. NEVER EVER EVER start working on an oral exam the dAY BEFORE YOUR EXAM. I am so fucking stupid. But the time pressure certainly does motivate me! Then again, it also almost makes me have a nervous breakdown. VOR HERRE HJÆLP MIG!

[vredejohn]

SO2 (og AT)

Hvis De indenfor de sidste par år har modtaget undervisningen igennem, eller på anden vis har været affilieret med, det danske gymnasiesystem, er det meget sandsynligt at De har stiftet bekendtskab med enten AT, SO2 eller et lignende fag. Hvis De ikke har været affilieret med gymnasiesystemet, er De sikkert i dette øjeblik i gang med at spørge Dem selv, hvad i alverden AT og SO2 er.

AT står for Almen sTudieforberedelse* og er et fag på det almindelige gymnasium (STX) mens SO2 står for StudieOmråde 2 og er et fag på det tekniske gymnasium (HTX). Hvorfor faget har to forskellige navne, selvom det i store træk foregå på samme måde, skal jeg ikke kunne sige.

Jeg har selvfølgelig kun har førstehåndserfaring med SO2 eftersom jeg selv gik på HTX, men mine STX-venner informerer mig om at de to fag er nærmest identiske, og jeg går desuden ud fra at der findes lignende fag på handelsgymnasierne (HHX) og HF. Derfor vil min kritik primært være rettet med SO2 undervisningen, men mange af pointerne kan overføres til de andre grene af gymnasiesystemet.

Og det er så cirka her at De blive træt af at læse alt mit bavl, og begynder at overveje om jeg nogensinde har tænkt mig at forklarer hvad SO2 egentlig er for et dyr.

SO2 er, hvis man spørger underviserne og uddannelsesministeriet, et fag der lærer eleverne hvordan de skal studerer, og forbereder dem til de videregående uddannelser. Hvis man derimod spøger de elever der modtager undervisningen, vil svaret som regel blive, at SO2 er den dårligste ide, siden en skibsreder bestemte sig for at redningsbåde ville ødelægge Titanics majestætiske udseende.

SO2 er i korte træk, det ord man bruger, om emneuger i gymnasiet, fordi ordet ”emneuge” lugter en smule uprofessionelt af folkeskole, men tag ikke fejl.  Det er emneuger. SO2-forløbene strækker sig som regel over en uge, hvor skemaet ændres fuldstændigt og der laves en eller anden form for projektarbejde, ofte på tværs af klasserne.

Hvert forløb har to emner, et officielt og et uofficielt. Det officielle emne er som regel noget relevant og brugbart, en af de ting der står i undervisningsbeskrivelsen, at vi skal lærer, så som kildekritik eller gruppesamarbejde. Mens det uofficielle emne som regel er noget, den ansvarshavende lærer synes kunne være sjovt. Renæssancen og stamtavler var nogle af dem vi nåede igennem i min egen gymnasietid.

Men det lyder da meget sjovt, tænker De måske. Det er trods alt ikke særlig morsomt, at lære hvordan man finder kilder, hvis ikke man har noget at finde kilder om. Og på overfladen virker det også som en god ide. Desværre er hele konceptet som gennemsyret af problemer, og langt de fleste handler om timing.

Problem nummer 1: Al SO2 undervisningen burde ligge i de første 2 eller 3 måneder af gymnasieuddannelsen

Lad os vende tilbage til forløbet om kildekritik, som tilfældigvis også var det der handlede om renæssancen. Jeg skrev en del opgaver i de sidste år af min folkeskole. Ikke mange, men en nogle stykker. Desuden lavede jeg en række mundlige oplæg og deslignende, hvor langt de fleste blev researchet i en eller anden udstrækning. Hvis jeg ikke kunne finde ud af at lave kildekritik i niende klasse, var jeg allerede der en smule på røven.

Det samme er tilfældet i 1.g, bare i endnu større grad. I folkeskolen kunne jeg højest sige noget forkert, hvis jeg ikke var kildekritisk, men i gymnasiet kiggede lærerne jo kilderne igennem og tjekker dem. Kildernes validitet kan have en direkte indvirkning på en opgaves karakter. Og i 2.g bliver det endnu værre. Der er fag man decideret ikke kan bestå, hvis ikke man ved hvordan man a) er kildekritisk og b) kan henvise til sine kilder.

Derfor kan det måske undre at SO2-forløbet om kildekritik først kom i 3.g.

Eleverne havde selvfølgelig allerede lært alt, hvad de havde brug for at vide om kildekritik og kildehenvisninger i de første to år, for det er ganske enkelt umuligt at klaret sig uden. Derfor blev forløbet v fuldstændigt overflødiggjort af den forudgående undervisning.

Og sådan var det desværre ofte. Hvis et forløb om læringsteknik eller notetagning kommer mere end et halvt år efter studiestart, bliver dets relevans mærkbart forringet, fordi elever allerede har lært det der bliver fortalt på den hårde måde. Der er jo ingen der sidder og triller tommelfingre, indtil SO2-forløbet om den videnskabelige metode og rapportskrivning begynder, for der skal skrives rapporter lige fra starten af i næsten alle fag.

Derfor falder det ofte til faglærerne at forklare hvordan de gerne vil have deres rapporter til at se ud, og hvordan der arbejdes videnskabeligt, hvilket er spild af tid, fordi de samme ting bliver gentaget i samtlige de videnskabelige fag.

Problem nummer 2: Al SO2 undervisning burde ligge i de sidste to eller tre måneder af gymnasieuddannelsen

Jeg må have læst forkert, tænker De nok. Det kan da ikke være sådan, at al SO2 undervisningen både burde ligge som det første i uddannelsen og det sidste. Men sådan er det nu engang, for når SO2 timerne tager studietræningshatten af og sætter universitetsforberedelseshatten på, bliver de til et helt andet bæst.

Der er selvfølgelig overlapning, det er åbenlyst, for notetagning og kildekritik er selvfølgelig noget man både kan bruge på gymnasiet og universitetet. Desværre er det jo samtidig sådan, at gymnasiet og universitetet er to ganske forskellige væsener.

At tage noter til klasseundervisning er noget ganske andet, end at tage noter til en forelæsning, og det at citerer videnskabelige tidsskrifter, (som man ofte ikke engang har adgang til på gymnasiet) er helt forskelligt fra bare at referere til en hjemmeside eller en lærebog.

Vent, jeg får lige en ide. Jeg ved godt at dette kommer til at lyde helt afsindigt, men hvad med, at man flyttede SO2 undervisningen helt frem til starten af den videregående uddannelse?

Jeg mener, hvis man forsøger at forberede eleverne på at begynde på universitetet, så vil man jo tvinge alle de elever der fortsætter ud i en professionsbachelor eller en anden ikke-universitetsuddannelse til at lære en masse teknikker og metoder, de så må aflære igen senere. Ikke alle metoderne og teknikkerne, selvfølgelig, men nogen af dem.

Mens at man, hvis man retter undervisningen mod hele det brede spektrum af videregående uddannelser, nødvendigvis vil komme til at blive så uspecifik at den reelt ikke kan bruges til noget.

Derfor kunne man vente med at forberede eleverne til universitetet, til de faktisk når derind, så hver uddannelse kunne bestemme præcis hvilke teknikker og færdigheder, man har brug for, på netop det studie. En uddannelse uden noget der bare lugter af gruppearbejde, ville for eksempel ikke have meget ud af alle de SO2 timer der blev brugt, på at lære hvordan man bedst danner grupper.

Men er der ikke en mening med galskaben? tænker De måske. Er det ikke bedre at begynde den proces i gymnasiet, så den kan få tre år at fæstne sig i? Og nej, det er det ikke.

Det giver selvfølgelig mening for nogle af tingene, så som læringsteknik og den slags, hvor man får mest ud af undervisningen, hvis straks efter man har lært metoderne, får lov at bruge dem. Men hvis det var ønsket, så ville det jo give mere mening at ligge den undervisning helt i begyndelsen af gymnasietiden, så man kunne få mere tid til at øve sig, og så er vi tilbage hvor vi startede.

Der er ingen gode argumenter for, at undervisningen skulle spredes ud, på den måde den bliver det. Der er ingen grund til, at det skulle tage tre år at lære det der står i SO2 fagets undervisningensbeskrivelse. Fag som Kemi A eller Dansk A er ikke fordelt på tre år fordi læringen lagres bedre, hvis den fordeles ud over netop et treårigt forløb, men fordi der faktisk er en del at lære i de fag.

Alt det man skal vide for at kunne, for at bestå Kemi A kan læres på nogle få måneder.** Den eneste grund til, at det tager tre år, er at man skal lære en masse andre ting samtidig. SO2 undervisningen er i forvejen fikseret i temauger eller dage, så de kunne nemt bare smækkes sammen til ét langt, sammenhængende kursus, placeret der hvor der er brug for det

Problem nummer 3: Gymnasielærere vil også have lov at holde emneuger.

Hvad emneugerne i folkeskolen skal gøre godt for, er jeg ikke hundrede procent sikker på, men sjov, det var det som regel. Ofte dumt og ligegyldigt, men sjovt.

Det syntes gymnasielærere åbenbart også, og jeg kan næsten forestille mig hvordan fakultetet har siddet på deres lærerværelse en dag, og sagt til hinanden at det da er uretfærdigt, at folkeskolelærerne skulle have eneret til emneuger.

For SO2 er det der står på timerne, nå gymnasiet på ingen tænkelig måde, kan påstå at undervisningen har nogen som helst faglig relevans. Det var det vores idrætsdage og danseundervisningen blev noteret som, og det var desuden det, man kaldte både forberedelsen og opsamlingen på studieturene.

Og jeg siger ikke nødvendigvis, at de dage og timer vi brugte det var fuldstændigt irrelevante og indholdsløse (det var de), men min pointe er, at SO2 er det, man kaldte alt skolens pjat og pjank, for at få det til at lyde som om det var mere end det.

En dag i 3.g skulle samfulde lærere på en enkelt kursusdag, og der blev derfor erklæret SO2 projekt hele dagen. Med mødepligt. Projektet var at tage billeder af ”noget der repræsenterede hver af de fire videnskabelige felter,”*** skrive en tekst til hvert billede og lave en planche.

Jeg havde på det tidspunkt lært min lektie, og blev hjemme. Man fik aldrig fravær for de timer alligevel, og selv dem der dukkede op sagde at det hele var noget pjat.

Min pointe er, at man med nogle få timers ekstraarbejde, kunne have bedt skolens dansklærere om at forberede en film og et analyseskema, eller bede matematiklærerne om at sørge for opgaver. Man kunne, med et minimum af interesse for elevernes bedste, have fundet på noget fagligt, noget studierelevant, eller i det mindste have erkendt, at det ikke gav nogen mening at forsøge at undervise, når der ikke var nogen lærere, og give eleverne fri.

Og det er så her De måske spørge Dem selv hvad fanden det egentlig er jeg hidser mig sådan op over. Ja ja, vi spildte lidt tid på temadage og der var nogle uger hvor vi ikke lærte så meget, men så er det dog heller ikke værre. Det var jo ikke ligefrem sådan at vi skulle til eksamen i det, vel?

Åh jo.

Problem nummer 4: SO2 er et eksamensfag.

Ikke bare en lille hyggeeksamen, som man skal bestå for at bevise, man er klar til at studerer videre, men en rigtig eksamen. En eksamen hvor man bliver vurderet på tolvtrins-skalaen, og hvor karakterne endda tæller dobbelt.

Den karakter man får i SO2 tæller for to, når gennemsnittet udregnes og en lav karakter kan derfor fuldstændigt ødelægge et ellers pænt gennemsnit.

 SO2 eksamenen foregår desuden på en fuldstændig ny måde, i forhold til alle andre eksamener, ved at man ikke bare skal forklarer et emne eller vurderer et subjekt, men beskrive hvad det er man selv har lært og hvordan man selv har udviklet sig i faget SO2.

Det gøres ud fra fem ”arbejder” som reelt kan være alt mellem himmel og jord, lige fra produkter fremstillet i projektarbejde, til logbøger man har skrevet i SO2 undervisningen – men ikke produkter eller rapporter man har skrevet i andre fag.

Der viser sig meget hurtigt to problemer:

For det første bliver det meget svært at gå til SO2 eksamen, hvis man ikke mener man har lært noget. I de andre fag er pensummet håndgribeligt, og det er da også nemt at remse læringsteknikker og gruppearbejdsmetoder op. Men hvis man reelt ikke føler, at man har fået noget ud af undervisningen på et personligt plan, så han man kun to muligheder: Lyv eller få en dårlig karakter.

Og for det andet, så er det meget svært at sige noget konkret, når man egentlig kun må snakke om ting, man har lært i SO2 undervisningen. Som allerede nævnt lærte vi det meste af SO2 undervisningens pensum længe før det pågældende forløb, hvilket også betød at vores ”arbejder” fra disse forløb var af ganske ringe kvalitet.

Når en logbog primært består af ”vi lærte heller ikke rigtigt noget nyt i dag,” har man ikke rigtigt lyst, til at indleverer den til en eksamen. Hvilket også var grunden til, at der i de sidste måneder af 3.g, blev fabrikeret så mange logbøger, at det halve kunne have været nok. Med lærernes velsignelse, for at det ikke skal være løgn. Hvis vi havde fået lov at bruge rapporter eller opgaver fra andre fag, havde det været nemt at påvise præcis hvor vi havde brugt hvilke teknikker, samt hvad vi havde lært hvornår, fordi vi reelt kunne fremvise en udvikling.

I det store og hele bunder problematikken i, at SO2 er et fag om personlig udvikling, og igennem hele gymnasietiden bliver præsenteret sådan, hvorefter man ønsker at måle og veje den udvikling til en eksamen. Pludselig får eleverne at vide, at de skal dokumentere, bevise og blive bedømt på den personlige udvikling, ud fra nogle få, ofte fjollede, projekter, spredt ud over tre år.

Og hvis elever ikke kan bevise det, vil det trække ned deres gennemsnit.

SO2 som koncept kunne sikkert godt fungerer, og det er da en prisværdig ide at give eleverne et helt fag, dedikeret til at gøre studietiden lettere for dem. Det er bare en skam at faget er så dårligt udført, at man næsten burde kræve skolepengene tilbage.

*Hvorfor almen studieforberedelse ikke forkortes til AS er et mysterium i samme kategori som meningen med livet: Selv de der mener at forstå det, er ude af stand til at forklarer det på en fyldestgørende måde.

**Og ikke nok med at det kan læres, det bliver også lært. Tænk bare på de mange kurser der er i løbet af sommerferien, hvor elever kan trække deres fag et niveau op, for at leve op til deres ønskeuddannelsers adgangskrav.

*** Der er her tale om naturvidenskaben, samfundsvidenskaben, humaniora og teknologividenskaben. Nogen vil måske påstå at teknologividenskaben ikke er en selvstændig gren på lige fod med de andre, men skolens teknologilærer var ikke en dame man diskuterede med.