Og fra det ene øjeblik til det andet er jeg pludselig ligeglad. Tidevande af ulyst ruller ind over mig og efterlader et koldt og endeløst farvand af ligegyldighed, så langt øjet kan nå. Jeg flyder rundt i den, hverken svømmer eller drukner, flyder bare. Som en planke fra et for længst nedsunket skib, med hverken kontrol eller lyst til kontrol over hvor langt væk den nu er på vej fra sin oprindelige form. Jeg ligger bare. Gider ikke, kan ikke, orker ikke. Og kan ikke gøre andet end at erkende naturens gang, tidevandenes skiften i min egen krop. Den depressive periode er officielt begyndt.











