Ligestilling og lighed for loven
Der er ikke fuldstændig ligestilling i Danmark, det kan vi sikkert alle sammen blive enige om. Vi er selvfølgelig en del tættere på end de fleste, og meget tættere på end vi har været, men vægtskålene er endnu ikke fuldstændigt lige.
I de fleste kulturelle og professionelle sammenhænge har mænd en marginal fordel over kvinder. Det er stadig nogle indgroede ideer om at mænd er bedre til at tænke logisk, og derfor er markant bedre til visse stillinger, samt at nepotisme i en eller anden udstrækning stadig hersker i de fleste virksomheder. Mænd vil gerne ansætte mænd, især i høje stillinger, og på den måde er det svært for kvinden at få foden indenfor.
Hvis en kvinde begyndte kun at ansætte kvinder i høje stillinger, ville hun straks blive anklaget for diskrimination, men når en mand primært ansætter mænd, er der en bredere forståelse for det, fordi det antages at mænd er mere kvalificerede.
Denne form for diskrimination og uligevægt ligner meget racisme, og bør ofte behandles på samme måde. Man kan sagtens opstille regler om at man ikke må diskriminerer i ansættelsessammenhæng, og at man ikke må nedgøre eller chikanerer kvindelige medarbejdere, men den slags behandler kun symptomerne.
Den eneste måde reelt at slippe af med denne form for diskrimination er ved hjælp af oplysning og uddannelse. Man er nød til at vise, at kvinder er lige så gode som mænd, indtil det bliver den accepterede opfattelse. En proces som vi allerede er godt i gang med.
Men det var faktisk ikke det jeg havde tænkt mig at skrive om, for uligheden falder ikke altid ud til mændenes fordel. Selvom kvinder måske står dårligere i kulturelle og sociale sammenhænge, så er de i lovens øjne mere lige end mændene.
Her kunne jeg bringe værnepligten op, som kun er tvungen for drenge, mens piger kan deltage frivilligt, men det har jeg ikke tænkt mig at gøre. For det første har der reelt ikke været tvungen værnepligt i nogen år, fordi der er nok frivillige, og for det andet er den tvungne værnepligt som koncept en forældet idé. Jeg har ikke tænkt mig at stille mig på barrikaderne, og kræve at kvinder også skal spilde deres tid på at gå til session i ligestillings navn. Jeg vil hellere stille mig på barrikaderne for at drenge heller ikke skal.
Jeg vil heller ikke klage over indførelsen af kønskvoter i bestyrelser og på arbejdspladser, for selvom jeg ikke ligefrem er for den slags arbitrære kvoter, så kan jeg udmærket forstå hensigten. Så snart der er kommet kvinder nok ind på de lederne poster til at modvirke nepotismen, og bevise at kvinder også ved hvad de laver, så kan kvoterne afskaffes igen.
Det jeg derimod har tænkt mig at skrive om, er børn.
I ethvert retsspørgsmål som involverer børn, bør der frem for alt tages højde for barnets trivsel og velfærd. Det tror jeg ikke der er nogen der stiller spørgsmålstegn ved. Problemet er, at det danske retssystem ser det som en indiskutabelt faktum, at moderen er den bedste forældre. Det vil derfor altid, set fra rettens synspunkt, være til fordel for barnet, at moderen får forældremyndigheden, hvis der er konflikt imellem forældrene.
Hvis forældrene har levet sammen mens barnet er vokset op, vil en skilsmisse og en retslig konflikt som regel ende i delt forældremyndighed, fordi barnet på det tidspunkt er knyttet til faderen. Men hvis konflikten fandt sted inden fødslen, har faderen ingen rettigheder overhovedet.
Han er ikke knyttet til barnet(1) og selvom forskellige forvaltninger vil opfordre til delt forældremyndighed, kan moderen vælge at ignorere disse opfordringer fuldstændigt.
Hvis faderen forsøger at få fuld eller delt forældremyndighed ved en retssag, vil han tabe, fordi han ikke er knyttet til barnet, og moderen per definition (i rettens øjne) er den bedre forældre af de to, med mindre moderen beviseligt er uegnet som forældre eller misbruger barnet.(2)
Nogle ville måske argumentere for, at moderen reelt er bedre rustet til at opfostre børn end faderen, blandt andet fordi hun jo har nogle helt biologiske fordele, i form af indbyggede sutteflasker, og at faderen selv valgte at løbe risikoen, da han gik i seng med hende.
Men det er jo ikke altid sandt. Der er i dansk lov en paragraf som siger, at mænd kan miste deres ret til faderskab, hvis undfangelsen er fundet sted ved et strafbart forhold (eksempelvis voldtægt eller bedrag), men samme lov gælder ikke for kvinder.(3)
Selv hvis en lyver for en mand inden et samleje, og fortæller ham, at hun er på p-piller, og derefter bliver gravid, har hun, i lovens øjne, ikke gjort noget forkert. I enhver anden sammenhæng ville hun blive straffet og tvunget til at lade aftalen gå tilbage, men da der er tale om et menneskeliv, er det ikke en mulighed. Og da kvinden stadig per definition er den bedste til at opfostre barnet, kan manden ikke engang kræve forældremyndighed.
Moderen kan endda kræve børnebidrag, fra den mand hun snød.
Det er selvfølgelig ikke barnets skyld, at han/hun har en amoralsk og skruppelløs mor, og hvis faderen ikke betaler børnebidrag, vil det primært være barnet han straffer, men er jeg den eneste der kan se, at der er en kraftig ulighed i vores retssystem?
For det første mener jeg ikke at kvinder per definition er bedre forældre. Især ikke hvis de er blevet gravide ved hjælp af løgn og bedrag. Dette viser, i mine øjne, en grov tilsidesættelse af barnets behov. En kvinde der gør sådan er ikke en kvinde der ønsker at sætte et menneske i verden, og give dette menneske en god og sund start på livet. En kvinde der bedrager sig til et barn, er en kvinde der vil have et barn, på samme måde som man vil have en hundehvalp eller et stykke designertøj. På grund af det barnet kan give hende, frem for hvad hun kan give barnet.
For det andet, så er antagelsen om at en moder altid vil handle ud fra barnets bedste direkte forkert. Hvis moderen ikke vil have at faderen er en del af barnets liv, kan det lige så nemt være på grund af hendes egne smålige følelser eller irrationelle ideer, som det kan være fordi faderen reelt ville have en dårlig indflydelse på barnet.
Jeg siger ikke at hjem med en alenefader, frem for en alenemoder nødvendigvis vil være bedre for barnet, men jeg tror de fleste vil være enige i, at et barn som får lov at se begge sine forældre sandsynligvis vil have det bedre, end et som ikke må.
Den nuværende retslige praksis er forældet, og fokuserer ikke på fakta, men på middelalderlige kønsroller, og vi kan ikke påstå at have en samfund med ligestilling, så længe retssystemet så groft hælder til den ene side.
(1) I modsætning til moderen, som åbenbart i lovens kan knytte sig til fosteret, før det overhovedet er et menneske.
(2) Et grusomt eksempel på denne forfordeling, samt min inspiration til denne blogpost. http://www.folkets.dk/node/21
(3) Børnelovens § 10. https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=140836