hovedvej 13
i januar kørte jeg med min ven jappe en tur op ad hovedvej 13 i det centrale jylland med mit kamera i hånden. det gjorde jeg, fordi jeg i december havde kørt selvsamme tur i selskab med min familie på vej fra aalborg mod juleaften i kolding. der påkaldte hovedvejen sig med alle sine bizarre landskaber og bygninger sig et behov for nærmere undersøgelse, et behov jeg selvsagt ikke kunne opfylde juleaftensdag - hovedvej 13 kræver god tid. og det er lige netop det smukke ved den. den løber parallelt med e45, men står i stærk kontrast til motorvejens nøgterne højhastighed. hvor e45 udmærker sig ved, at man hurtigst muligt kan komme længst muligt, fordi der ikke andet end kilometer, der skal tilbagelægges og tid, der skal gå, forholder det sig helt modsat med hovedvej 13; man kommer ingen vegne, tiden går heller ingen steder, og der er masser ikke bare at betragte, men at beundre. den skærer et fantastisk snit igennem fastlandet - lidt som fra navlen til solarpleksus, skulle man sammenligne det med en overkrop - og giver således et fantastisk indblik i den vitale intethed, der gemmer sig lige omme på den anden side af e45s intetsigende vitalitet, hvor man blot transporterer sig fra a til b, så man i b kan genoptage det liv, man satte på pause, da man forlod a.