Skjelka-agenten, av Mari Moen Holsve
Nede i havdypet under den ensomme øgruppe Tiladnen, ligger Skjelkabygget. Der lever Skjelkaen, en ikke-organisk race, skapt av gudedronningen. Dens ene hensikt er at dømme menneskeheten. Aldrig drar Skjelkaen op til menneskerne. De observerer dem paa avstand ved hjælp av datamaskiner og avancert teknologi.
Men noget er skrækkelig galt paa jordens overflate; ungdom dør like før deres skjæbne skal avgjøres. Baade guderne og Skjelkaen er i vildrede. Noget maa gjøres, men ingen vil gjøre det - og netop derfor blir Mym'Hag, den mest udugelige Skjelka-Agent av dem alle, sendt til Tiladnen med et næsten umulig opdrag: At finde den skyldige.
Prolog
Skjelkaen
Dypt, dypt nede i havet, under øgruppen Tiladnen, nærmest hinsides fatteevne, ligger Skjelkabygget. Der lever Skjelkaen, en ikke-organisk race, sit uendelige liv. Den blev skapt av gudedronningen Céndel, med en eneste hensikt: at dømme over menneskeheten.
Menneskene - Dronning Céndels hellige skaperverk; kronjuvelen i hendes univers - lever paa Tiladnens øer. Menneskeheten er udødelig, akkurat slik guderne vilde ha den da verden blev til.
Men ingen regel uten undtag.
Et menneske er ikke virkelig udødelig før det har overlevd sine første tyvefire timer som seksten, og da kan ingenting utslette det fra Tiladnens overflate.
Men før de første seksten aar er forbi er ingenting sikkert. Da kan sykdom og alvorlige skader lede ret i døden. Før det, er livet fortsat farlig at leve.
Og skulde et menneske finde paa at leve sit liv paa uanstendig vis - syndig, umoralsk og uærlig - gaar det en sikker død i møte.
For da slaar Skjelkaen til.
Selv om den er en kunstig race, har Skjelkaen en del likhetstrækk med menneskerne. Den ligner utseendemessig, men indsigt og kundskab om godhet, moral og hvilke valg der er de rette, overgaar alles, ogsaa gudernes. Skjelkaen kan ogsaa føle, like sterkt og like intenst som ethvert menneske, men mangler kjendskap til grundlæggende varme følelser, slik som kjærlighet og empati.
De har ikke bruk for det ...
Skjelkaen er Tiladnens neutrale tilskuere. Jobben dens er at observere ethvert menneske for at dømme om vedkommende har gjort sig værdig et liv i udødelighet. Om det ikke er tilfælde, vil Skjelkaen ta en objektiv beslutning, presse ned en knap paa et tastatur, og sende den uværdige til Dødspalasset.
Slik har guderne bestemt at Tiladnens udødelige befolkning skal reguleres.
Skjelkabygget bestaar av ti sektioner, men det er bare Agentene som dømmer menneskeskjebner.
Agentene er Skjelkaens elite. De er specialtrænte, med elleve aars utdanning inden moral og ethik. De er dyktige, dedikerte arbeidere, og samtlige Agenter i Skjelkabygget gaar løs paa de uendelige arbeidsdagene sine med lydighet, kløkt og uhemmet entusiasme.
Vel, det vil si, samtlige Agenter i Skjelkabygget, med undtag av én ...
Kapitel én
Den værste Agent
«Ah, Degilnidne. Vær saa god, sit.»
Mym'Hag satte sig.
«Jeg gik netop igjennem gaarsdagens Dommedagsprofiler, Degilnidne, og vet du hvad jeg fandt der?»
«Utvilsomt noget om mig.»
Hendes overordnede lænet sig frem over pulten og la betydelig tryk paa hvert ord: «Akkurat ja. Noget om dig. Rettere sagt, noget om den sidste klient du overtok. Hun hadde Dommedag igaar, hadde hun ikke?»
«Jo, idve,» svarte Mym'Hag Degilnidne. Idve, den høflige betegnelsen for ordet chef la hun til for ekstra effekt.
«Og hun lever da videre idag. gjør hun ikke?»
«Jo, idve.»
«Degilnidne, si mig - hvad er kriteriene for at et menneske skal bli tildelt udødelighet?»
Hun trak pusten og svarte paa monotont vis: «Han eller hun skal ha levet sine første seksten aar paa moralsk, ærlig og uklanderlig vis. Han eller hun skal da ha overbevist sin(e) tildelte Agent(er) at han eller hun er værdig evig liv. og vil komme til at bringe glæde til Tiladnen fremfor at forpeste den med sit nærvær.»
«Har du pugget det utenat?» Han saa maalløs ut.
Mym'Hag trak paa skuldrene.
Chefen hendes, som gik under kaldenavnet gamle Ertil, hævet øienbrynene.
«Jaha. Og likevel ... likevel præsterer du altsaa at la denne thifage,» sa han og brugte den gamle betegnelse for frue eller frøken, «denne thifage Grill B. Silherd overleve sin Dommedag. Si mig, Degilnidne - du overtok hende straks du hadde bestaatt eksamen, og ifølge mine papirer har du i disse fem aar bare hat to andre klienter i tillæg til hende, saa at følge thifagens aktiviteter burde ikke ha vært saa altfor vanskelig.» Han tok en vigtig pause. «Synes du at det er logisk at en jente som vælger at kjøre en kjøtøks gjennem kraniet paa sin egen kusine, og det paa sin egen sekstenaarsdag, fortjener et liv i udødeliglighet?!»
Stemmen hans hadde hævet sig betraktelig i løpet av denne lille tale, og Mym'Hag følte det var bedst at ikke hisse ham videre op. Hun forsøkte sig dermed med: «Hun hadde nogen gode sider, idve.»
Ertils knytnæve kolliderte haardt med bordplaten.
«Nogen gode sider! NOEN GODE SIDER! Degilnidne, jeg tror ikke du fatter omfanget av det du har gjort. Du, som Skjelka-Agent, har prestert at gi evig liv til en jente som har levet sine første seksten aar paa den mest turbulente, hjerteløse og bestialske maate jeg har vært borti i alle mine syttiotte aar som Agentleder: Grill Silherd skulde blit Slettet! Hvorfor - aah - hvorfor er det saa umulig for dig at fatte?!»
«Vel, idve,» Mym'Hag trak lidt paa det, «hun var ikke saa ilde.»
Ertil sank sammen i stolen og gned en haand over det bleke ansigt.
«Aa, jo da,» sa han med en lav, truende stemme. Han gløttet paa Agenten gjennem fingrene. «Det var hun. Hun var ilde. Og dit problem, Degilnidne, er at du simpelthen ikke bryr dig. Selveste gudedronningen Céndel maa være imot mig, som lot mig ende op i evigheten med dig som ansatt!» Han sukket høit og dramatisk. Saa rettet han sig sakte op i stolen igjen og satte blikket i Mym'Hag. «Vel. Det skal ikke vare længe. Én feil til, Degilnidne, og du ryker ut.»
«Ut?» Mym'Hag, som hadde stirret i betonggulvet, gløttet forskremt op paa ham.
«Opp, rettere sagt,» sa chefen hendes. «Til ottende sektion. Lovbrudd. En dag gaar du for langt, Degilnidne, og da ... da degraderer de dig, og du havner paa Utvanding, og jeg blir endelig kvit dig. Den dagen kan bare ikke komme fort nok.»
Mym'Hag tænkte at det var klokt at ikke kommentere dette.
«Kom dig ut nu.» Ertil viftet utaalmodig med haanden. «Jeg har arbeid at gjøre.»
Desperat efter at komme sig langt vek fra denne samtale, reiste Mym'Hag sig og marsjerte raskt gjennem kontoret og ut i den store Agenthall paa Fjerde sektion.
Mens hun vandret langs rad paa rad med pliktoppfyllende Agenter, innsaa hun at gamle Ertil faktisk hadde ret: Hun brydde sig ikke. Om hun saa hadde Slettet hele menneskeheten, hadde hun ikke brydd sig.
Mym'Hag naadde enden av hallen, trykket paa en lysende gul knap og ventet mens de store metaldører gled op og gav hende adgang til heisen. Dyster til sinds, lent indtil heisvæggen mens den store boks rystet sig nedover i sektionene, kjendte hun den samme, gamle plage tære løs paa sig igjen: ubehaget ved at hun ikke hørte hjemme. Hun følte sig ret og slet ikke som en Skjelka.
En spirende nervøsitet tok tak i hende der hun stod og saa etage efter etage forsvinde forbi. Hun vidste godt hvad hun frygtet: degradering.
Trusselen til Ertil dirret i luften. Det var kun to jobber hun kunde forestille sig var værre end den hun hadde idag. og begge var jobber hun risikerte at ende op med, blev hun sendt til Lovbrudd. Om de fandt hende skyldig, vilde hun maatte jobbe i Kjelderen. Enten blev hun degradert til Utvander, eller til - hun grøsset - kaffekoker.
Mym'Hag var ingen Skjelka med ambisiøse planer. Hun haabet ikke paa fete forfremmelser. Frykten hendes handlet ikke om det hun vilde miste, men om hvad hun vilde faa. Agenten virkelig hadet livet sit, og tanken paa at skulde synke endda nogen hakk længer ned i sølen var uutholdelig.
Til tider tvilte hun paa om det liv hun levde kunde kaldes et liv.
Et pling annonserte at heisen hadde naadd Kjelderen. Dørene gled til side, og med blikket godt fæstet i betongen krydset Mym'Hag den store broen der laa over undervandssjøen. Hun hadde kurs mod det lille glassavlukke i den andre ende. Overalt rundt hende stod uheldige Utvandere og pirket i den mosegrønne, sumpaktige sjø for at forsikre sig om at de smaa Skjelkafostrer hadde det bra.
Utvander var en av de mest ydmykende jobber man kunde tænke sig: dømt til evig at fiske ut smaa, nærmest lamme væsener som elleve aar senere skulde bli færdig utdannede Skjelka. Utvander var nummer to paa listen over de simpleste og mest tragiske jobber i hele Bygget.
Jobb nummer én paa den liste: kaffekoker.
At være Skjelka var, uanset hvad man arbeidet med, ikke et liv med store variationer i hverdagen. Det var en monoton tilværelse, enten man jobbet i Kjelderen eller sat i selveste Topetagen. Og da guderne først hadde skapt racen, hadde de introdusert enkelte privilegier, slik at Skjelkaen ikke vilde kunde klage.
Et av disse privilegiene var at det altid skulde være mulig at bli forfremmet. Om man ønsket det, skulde det altid være fremtidsutsigter, altid en bedre stilling at hige efter.
Et andet privilegium var kaffen.
En gang hvert fjerde aar eller saa fik Skjelkaen sig en velfortjent kaffepause paa fem-ti minutter. Sammenlignet med gudernes eller menneskernes tilværelse virker dette kanske magert, men for Skjelkaen var det en gledelig avveksling, selv om kaffen altid forsvandt med en gang den var forbi smaksløkene. Uten indre organer - for den var jo trods alt kunstig - trængte Skjelkaen aldrig mat eller drikke, men det betydde ikke at den ikke hadde smakssans. Dermed blev det at faa smake - om det saa bare var en kjapp kop kaffe en sjelden gang iblant - en av de faa oplevelsene en Skjelka kunde glæde sig over.
Mym'Hag, som bare hadde vært Agent i fem aar, var paa vei mod en av sine kaffepauser nu, men det hun glædet sig mest over, var at hun fik fem-ti minutter fri fra arbeidet. Hadde det bare vært oftere end hvert fjerde aar!
Da Mym'Hag naadde det lille glassavlukke i enden av Kjelderen, skjøv hun op døren og blev mødt av en Skjelka med kjempeglis.
«Værs'god!» straalte hun og rakte hende en rykende varm kop kaffe. «Ha en fortsat fin dag!»
Akkurat, klart det. Mym'Hag kavet sig frem mellem stoler og bord og fandt sig en bortgjemt baas helt inderst i hjørnet. Hun datt ned i en stol og lot blikket streife over det praktisk talt tomme kaffeavlukke. Skjelkaen som hadde rakt hende kaffen, stod parat og lykkelig uvitende om at et liv kunde bestaa av mer end at dele ut kaffekopper.
Mym'Hag sukket. Hun tok en slurk av kaffen - sterk, heldigvis: da smakte den mer. Om ikke andet kunde kaffepausen gi hende et øiebliks privatliv.
«Hei - Degilnidne!»
Vel. Iallfall var det lov at haabe.
En mandlig Skjelka veivet entusiastisk med armene fra den andre siden av avlukket. Han tok imot kaffen sin, blottet en kritthvit, blendende tandgard til jenten med koppene og danset paa spretne ben bort til Mym'Hags bord. Han datt ned i stolen overfor hende, tilsynelatende helt uanfektet av grimasen hun skar.
«Ja, for Brêmens skyld,» sa Mym'Hag, for Brêmen var ensomhetens og utaalmodighetens gud, «jeg satte mig her, bortgjemt og alene, netop fordi jeg haabet det vilde signalisere hvor desperat efter selskap jeg er.»
«Like munter som altid,» svarte han og kastet det lange haar over skuldren. «Det er det jeg liker med dig, Degilnidne: Uanset hvor elendig jeg maatte føle mig, føler du dig altid værre!»
«Fint at høre jeg er til nytte, Vodergildvil.»
«Ja, guderne skal vite du ikke er til meget nytte oppe paa Fjerde sektion, ialfald,» sa Den'Dn Vodergildvil fornøiet og blaaste paa kaffen.
Mym'Hag gløttet op og fanget blikket hans. «Hvad skal det betyde?»
«Overhørte netop min kjære chef 'Budve snakke med gamle Ertil. Høres ut som du er paa vei til Lovbrudd?»
Mym'Hag glante vek og mumler: «Ikke endnu. Bare hvis jeg driter mig ut en gang til.»
«Et spørsmaal om tid, med andre ord.»
Hun flekket tænder mod ham. «Hyggelig.»
Den'Dn blunket med det lilla øiet. «Aa, kom igjen, Degilnidne; ikke heng saan med hodet. Du holder faktisk rekorden, vet du.»
Hun hævet et øienbryn. «Rekorden?»
«Flest feiltildelte skjæbner i Skjelkaens historie. Vel, med undtag av denne Sim'Ew et-eller-andet fra 4401, men han tæller ikke.» Han smakte paa kaffen, varsomt, sannsynligvis i tilfælde den var for varm.
«Hvorfor ikke?»
«Ble Utvanna tre døgn for tidlig. Mangla et øie og greier.»
Mym'Hag snøftet og tok en slurk av kaffen. «Jeg trodde det var du som holdt rekorden.»
«Niks,» svarte Den'Dn. «Du slaar mig paa maalstreken, selv om min liste ogsaa er meget imponerende.»
«Hør paa dig sjøl,» sa Mym'Hag irritert, «du snakker som om du er stolt av at du gjør tabbe efter tabbe! Jeg har i det mindste en undskyldning.»
«Ja, akkurat,» kniste Den'Dn ertevoren. «det er sandt, jeg husker du sa det en gang ... Du 'hører ikke til her', sandt? Skulle ikke vært Skjelka, hm? Fortjener noget andet -?»
«For eksempel,» avbrøt Mym'Hag krast og blev smal i blikket. Hun husket hun hadde fortalt ham dette for længe siden, da de først blev kjendt, i et øiebliks svakhet. Nu angret hun bittert.
«Hvad er din undskyldning. da? Du elsker jo Skjelkabygget.»
Den'Dn smilte lykkelig. «Min er nok at jeg bekymrer mig for litet.»
«Nei, tror du det?» sa Mym'Hag sarkastisk.
Han gliste uanfektet og spurte: «Mange klienter for tida?»
«Én. Tror jeg. Eller - kanske det er to.» Hun rynket brynene et øieblik. «Men jeg tror det er én.»
Den'Dn lo. «Med saa oversikt over klientene dine er det ikke rart du holder rekorden.»
Mym'Hag glante sint paa ham, og han blev taus.
Paa grund av jobbens natur var det ikke ofte hun støtte paa Den'Dn Vodergildvil, men møtene blev ikke mindre plagsomme av den grund. Slik hadde det vært helt siden 7662, da de først hadde mødtes.
Det hadde vært under eksamenstiderne. Mym'Hag var tre aar ældre end ham og skulde egentlig vært færdig utdannet da han naadde sin eksamenstid, men saken var at Mym'Hag hadde maattet ta eksamen fire ganger. Den fjerde bestod hun. Saa vidt.
Og saa hadde hun altsaa mødt Den'Dn mens hun nok en gang forberedte sig til den endelige test der skulde gjøre hende til Skjelka-Agent. Vodergildvil hadde faat sansen for hende fra første stund. Han hadde kastet sig om halsen paa hende, gjort narr av hende og gjennemskuet alle de dystre vaner og hemmelighetene hendes. Og han saa aldrig ut til at ta hintet om at hun ikke taalte synet av ham. Nu, selv lidt over fem aar efter første gang de mødtes, kom Den'Dn stadig bort til hende for at slaa av en prat, hvis anledningen bød sig.
Hadde de to vært mennesker, vilde Mym'Hag kanske mistenkt Den'Dn for at være forelsket i hende, mens lik det var, vidste hun at det var utænkelig.
Skjelkaen forelsket sig ikke - den hadde ikke den egenskap. Den hadde knapt en formening om begrepet. Dens eneste forhold til kjærlighet var den den opplevde via klientene, og selv det saa den ut til at ta med den største ro og objektivitet.
Og hadde det umulige vært mulig, og Den'Dn kunnet forelske sig, vilde han aldrig faldt for en Skjelka som Mym'Hag.
Det var et faktum at Den'Dn blev betragtet som svært tiltrækkende. Det var noget mystisk og aristokratisk over ham. Han var lav og heller tynd, men med myke og elegante bevægelser, og han hadde langt, kulsort haar som laa elegant om skuldrene, med enkelte smaa fletter gjemt blandt bølgerne. Selv øinene var unike. De hadde hver sin farve - det venstre var mørkelilla, det høire isblaat.
Mym'Hag var høi, stivrygget og hengslete - Den'Dns rake motsetning. Han fik hende til at se direkte klønet ut. Haaret hendes var kort, stivt og skittenblondt og stak ut i alle retninger. De hvitaktige, blaa øine stod til den stramme, utilfredse mundvik, og paa toppen av det hele var Mym'Hag vældig blek. Hun følte med rette at hun stak sig ut i havet av Skjelka.
Men med et opsyn som hendes vilde man sannsynligvis stukket sig ut i en hvilken som helst sammenkomst av racer.
Mym'Hag var ikke dum. Hun vidste godt at utseende ikke betydde noget naar man var Skjelka, men hun kunde likevel ikke hjælpe for at hun avskydde Den'Dn for at han hadde vært saa heldig paa akkurat det omraade. Han vilde vært lettere at holde ut med, hadde han ikke set saa slaaende perfekt ut.
«Nu, vel,» sa Den'Dn og trommet lidt med fingrene paa bordplaten. «Det blir lysere tider fremover for mig, ialfald. En klient ryker ut i morra, og en anden blir jeg kvit om et par uker eller saa. Endelig lidt pusterum.»
«Hm,» gryntet Mym'Hag og glante ned i den sorte kaffe.
«Nei,» sa Den'Dn besluttsomt. Han gløttet op paa klokken paa væggen og tømte derefter resten av koppen i én svelg, «jeg faar stikke. Sære saker - denne karen har Dommedag om fireogtyve timer, og han benytter av en eller anden grund dagen før til at være et skikkelig svin mod dama ... Vi sees, Degilnidne!»
Hun utstøtte nok et grynt og fulgte ham med blikket det han spradet ut av avlukket og over betongbroen paa vei mod heisen. Han smilte og vinket til enhver han passerte.
Aa, som hun avskydde livet sit.