#mette moestrup

[foxandcatlibrary]

22nd Book I Read in 2022

Title: Omina

Authors: Naja Marie Aidt & Mette Moestrup

Notes: Helt storkär i den här lilla boken <3

[kulturformidlet]

Udsatheden er i det mindste fælles

Denne anmeldelse blev oprindeligt publiceret på kultunaut.dk

DØ, LØGN, DØ er Mette Moestrups første digtsamlig siden Kingsize i 2006, som hun vandt Montanaprisen for. Den stritter trodsigt i mange retninger med en fanden-i-voldsk feminisme og humor, der flankeres af gribende smuk seriøsitet.

Moestrup spiller på hele orglet så at sige. DØ, LØGN, DØ er en legende, sprogafsøgende, virtuost strittende samling tekster, der til tider er fælt bevidst banale og momentvis grænser til det geniale. Der eksperimenteres løs med stilarter, temaer og selve ideen om pæne, traditionelle digte udfordres insisterende. De fem vidt forskellige dele er tematisk meget opdelt, og de tre første er ifølge undertegnede langt de bedste.

Den slagkraftige tredje del; LADIES FIRST handler om kærlighedstab og begyndende aldring. Digtet ’Juninætter’ præsenterer flot, hvad det er for en type moderne lyrik vi her har med at gøre; ’Jeg bliver så hyper her. Jubelhex på trip. Ren fucking væren. Overgearede kragetæer. Mer’! Mer’!’ og længere henne; ’Sweet, sommerfulgeblidt... Lungerne i os side om side som fire grå natsværmervinger. Vi tænder en smøg.’ Rablende, sprudlende sprog hvirvler udover stepperne, og nægter trodsigt den ophøjede digterrolle, for så pludselig at lave en kovending over i en klassisk smuk metafor, med et snedigt moderne twist. Inger Christensens sommerfugle koketteres intelligent i dette spændingsfelt mellem udlevelse og begrænsning, og hvem tager ikke gerne de grå natsværmevinge-lunger med for at få adgang til de rygende intime stunder? Det er godt sat op.

Der startes dog ud med; HVID MÆLK FRA DET ONDE BRYST om hvidhed, og det at være vidne. Digtsamlingen svømmer næsten over af den slags ordlydslege, og det ér faktisk for meget. Man bliver træt af det i længden, selvom det har en fin afvæbnende charme, når Moestrup eks. skriver; ’Vinen er hvid. Hvis hvid ikke er/ hvid. Hvad?’ På side 28 bliver det dog ret befriende også alvor. Her starter digtsamlingens smukkeste passage, så er det sagt.

Moestrup har for år siden være vidne til en ulykke, og det har udmøntet sig i betagende poetiske empatibilleder; ’hun var levende/ døende/ da min krop ilede til/ en anden mors krop/ da min krop ilede til/ en anden kvindes fald/ som mælken løber til/ når en fremmed spæd græder/ var det ikke et valg’. Hvidheds-temaet er stadig stædigt med, og underbygger den chokerende oplevelse i fragmenterede associationsrækker; ’hvide blomster blitz hvid lårknogle blitz’. Digtet slutter stærkt af med moderens sidste ord, der helt ubærligt fortoner sig; ’mit ben/ mit barn/ mit b.../ mit b...’

I anden del; MEGET LIDT OM CLEÏS bliver litteraturhistoriens mytedannelser behandlet forbavsende nørdet og underfundigt. Moestrup fabulerer løs i en performativ(!) filosoferen med sig selv for og imod at skrive en biografi om Cleïs, den gamle græske digterinde Sapphos’ datter. Jo mere der graves, jo mere falder den spinkle viden om Cleïs fra hinanden. Måske er hun slet og ret en metafor for Sapphos klitoris, og ikke en datter i gængs forstand. ’Fanget i mors metafor’ sprutter Moestrup, og som læser er det netop Moestrups metaforer, man originalt, og hvad man må betegne som formfuldent fjollet, spindes ind i.

Denne anmelder fik også meget morskab ud af de fine feministiske bøvser undervejs; ’KÆRE BRYSTER,/ mand til mand, kan I ikke snart holde på en blyant? / Det begynder jo at ligne noget fucking performativt!’ Den postfeministiske poet viser tænder. Her er ikke nogen indadvendt, forsagt digterinde bag tasterne. Mette Moestrup er om nogen ’mand for menses’, og hun slipper – med slet skjult reference til Ove Sprogøes kendingsmelodi fra filmen Ved Kongelunden (1953); ”Der kommer altid en sporvogn og en pige til” – forbandet flot fra sin vrængende hvæsen; ’Og der kommer altid et lem/ og en lem til. Op .../ op! Fucking faldlem.’

De digte, der ikke løfter sig, opleves jævnt gentagende og uinteressante, og dem er der for mange af. Men hvor det er godt, er det endog rigtig godt! På mange måder er der her tale om digte for øvede, som er værd at bruge tid på. Rigtig god fornøjelse med dem.

Mette Moestrup: DØ, LØGN, DØ fra Gyldendal, 176 sider