Orkney Folklore (I)
Øen i sig selv er umiddelbart ikke særlig magisk. Landskabet er fladt, og består mestendels af græsmarker inddelt med hegn og pigtråd. Det der gør stedet særligt er hav til alle sider, og hvor jeg bor, på øens sydlig del, kan man se eller ane havet 280 grader rundt. I nat stormede det - en storm af den slags der ville få folk i københavn til at lukke alle døre og vinduer og blive indedøre. Det gør man sikkert også her, men pointen er, at her er det mere normalt med så voldsomt et vejr. Umiddelbart virker det som om at solen (som regel) skinner om formiddag, og efter middag bliver himlen grå og regnen og blæsten kommer. Man kan opleve flere forskellige årstider i løbet af én dag her, hvilket i sig selv er ret vildt. Det er vejret og havet (og hvad det indebærer at bo på en ø) der fascinerer mig, og det er også de elementer hvorfra overtro, mystik og unaturlige hændelser udspringer. Det er nemt at forestille sig hvordan den omkringliggende tåge har resulteret i syner og og magiske forsvindingsøer i horisonten, som Hildaland og Hether Blether.
Med sin evne til at tage så vel som at opretholde liv, har det omkransende hav været hjemsted for en række overnaturlige væsener. Som i en enhver anden folketro, blev disse skabninger brugt til at forklare både naturlige og uforståelige hændelser, og spillede en vigtig rolle både i forhold til tragiske begivenheder og i noget så dagligdags som en fiskers ringe fangst. Sidstnævnte kunne således skyldes at havets fisk var blevet skræmt væk af et havuhyre, og var en mand forsvundet på havet, var han enten blevet lokket ned på havets bund af en forførende havfrue eller blevet taget af en finman. Sådanne forklaringer fungerede samtidig som en slags trøst, fordi det gav plads til håbet om at den pågældende muligvis en dag ville vende tilbage.
Finfolket var shapeshifters med et dystert og mørkt udseende. De beherskede trolddom og havde magt over storm og hav. De rejste uhindret frem og tilbage mellem menneskernes verden og deres egen. Om vinteren boede de i Finfolkaheem, en majestætisk by under havet, om sommeren boede de på en magisk forsvindings-ø (en luftspejling), ved navn Hildaland. Finfolket var kendt for at stjæle mennesker for at gifte sig med dem, og disse måtte efterfølgende tilbringe resten af deres dage på finfolkets skjulte ø.
The Finman, den mandlige af slagsen, kunne krydse havet mellem Norge og Orkney, i 7 åretag. Ligeledes kunne han med sine overnaturlige evner gøre sin båd usynlig, eller få en hele flåde af fantombåde til at syne frem. Han elskede sølv, var yderst territorial, og tolererede ikke menneskets færden indenfor hans territorie - bestemte områder af havet. Hans datter var havfruen, der i sine første leveår var smuk, med skinnede fiskehale og gyldent hår. Hun ønskede kun at få et menneske til ægtemand, for derigennem kunne hun smide sin hale og blive en smuk dødelig kvinde. Hvis dette ikke lykkedes for hende, måtte hun gifte sig med en mand af hendes egen slags, og hun var dermed dømt til at miste sin skønhed og istedet blive grimmere og grimmere - indtil hun efter en årrække ville være transformeret om til en frastødende finwife. Iflg overleveringerne blev denne ofte sendt op på land, for ved hjælp af magi, at optjene dyrebart sølv til sin mand. I lighed med datidens hekse og kloge koner, havde hun særlige evner til at kurere sygdomme hos både mennesker og dyr, og var desuden i besiddelse af en sort kat, dermeget belejligt kunne transformere sig om til en fisk.