Kære Freja, af Karen Vad Bruun
Skøn ungdomsroman
Freja og hendes mor er flyttet til morens fødeby efter forældrenes skilsmisse. En rigtig lille lorteby. Lejligheden er fyldt med flyttekasser, moren drikker for meget hvidvin og kan ikke finde sig selv midt i alt rodet. Freja må klare det hele. Købe mælk og havregryn, lave kaffe og have styr på tingene. Det er helt fint. Sådan er det bare. Men så skal de lave musical på skolen. Benjamin med det lækre hår får hende til at synge, og pludselig er der ikke styr på noget som helst.
Kære Freja er hverdagsliv, når det roder mest. Jeg kan ikke andet end at holde af Freja, der bliver nødt til at være den voksne og ansvarlige. Ensomheden er altoverskyggende. Indtil hun møder et fællesskab midt i en sang...
Karen Vad Bruun har skrevet en fortælling af den slags, man ikke glemmer igen. Om at være teenager når der er allermest på spil. Om at give slip, smile og synge... Livet kan alligevel ikke styres.
Tak for gratis anmeldereksemplar fra Forlaget Corto.
Kære Freja, skrevet af Karen Vad Bruun. Forlaget Corto, 2020. 144 sider.









