VESS præsenterer: Svend Solvig www.solvigskunst.dk Sidste år fik vi besøg af Svend, der via sine to børn havde modtaget en udstillingsmulighed en valgfri weekend i showroomet. Idéen var vi selvfølgelig med på og vi var spændte på at se hvad Svend havde at byde på, men vi blev positivt overrasket og var meget imponeret over hans værker! I denne weekend bliver det et glædeligt gensyn med Svend eller "Givlos", og vi håber I vil komme ned forbi og opleve hans værker.. Her er hvad Svend selv har sagt om udstillingen: I forbindelse med at få stablet denne udstilling gå benene fandt jeg i mit arkiv nogle tidlige malerier og skitser. Det er sådan ca. 30 år siden - nogle af dem er dateret 1982. Nu synes jeg jo, at der er sket en fandens masse i de 30 år – ikke blot i samfundet, men også inde i mit og vel også andres hoveder. Men er der alene tale om en ydre udvikling? For 30 år siden sad DSB billetkontrolløren i et lille hus på perronen og klippede huller i en lille brun papbillet. Eller det var den generelle overbevisning at man kunne klare hele den danske centraladministrations transaktioner med en enkelt computer. Internettet anede man ikke, hvad var. Alt det er jo fuldkommen vendt på hovedet i dag. Stor var derfor min overraskelse, da jeg bladrede gennem de tidlige ting. Bortset fra nogle ydre træk, lidt med farverne og formerne, var der stort set ikke sket nogen som helst forandring. Stregen var den samme, figurerne var det egentlig også, og i det hele taget var det underligt at se, hvor stor lighed der var på trods af 30 års ihærdigt arbejde med at finde nye udtryk, nye former, nye farver, nye teknikker, nye materialer og så videre. Jeg ved ikke hvordan det skal forstås.. Man kan se det som noget livsbekræftende: man er den man nu en gang er!! Man kan også se det som noget deprimerende: Trods en ydre materiel udvikling er der ikke sket noget inde i hovedet. Masser af Schein, men ingen Sein? Jeg har lavet et lille retrospektivt hjørne i udstillingen, så I kan se hvad jeg mener. Ellers er der tale om materiale fra de seneste års aktiviteter ved arbejdsbordet. Interessen for maleriet er usvækket, men jeg har tilføjet en række tegninger udført i akryl-tudser samt et antal akvareller, som er blevet det nye medie. SØNDAG! Stor kunstauktion fra kl. 13. Åbningstider: Fredag d. 20. september 15-18 Lørdag d. 21. september 11-15 Søndag d. 23. september 11-15











