Force-hitting rock-bottom
Jeg har igennem de sidste 3 år fået alt til at gå som jeg vil have det. Ikke fordi, at jeg har fået det serveret på et sølvfad; men fordi jeg faktisk har kæmpet for det. Hvis du så mig for 3 år siden, så havde du grint af mig på hånlig manér.
Nu fik jeg bare alt til at gå så godt, at jeg egentlig til sidst følte trang til selvdestruktion. Jeg kunne ikke længere genkende mig selv, kun mine mål. Jeg havde for 3 år siden sat mig mål som at tabe mig, blive “populær” og skabe et bedre billede for mig selv. Jeg har opnået dette, men det er som om, at mine mål har overtaget min plads i denne verden. Lidt ligesom når en kendt har fået for meget berømmelse. Jeg sammenligner ikke mig selv med en kendt, nej - storhedsvanvid har jeg endnu ikke fået endnu... tror jeg.
Men nu er jeg gået i en selvdestruktiv-fase, hvor jeg ødelægger alt det jeg har opbygget med mine drømme. Det er nok i håb om, at jeg “finder mig selv”. Min veninde citerede Marilyn Monroe i går, og derefter fandt jeg endnu et guldkorn fra hende; “Trying to build myself up with the fact that I have done things right that were even good and have had moments that were excellent but the bad is heavier to carry around and feel have no confidence.”
Jeg har, uden omtanke, revet mig selv ned fra den høje pedestal, som jeg havde kæmpet så hårdt for, at nå op på. Det er derfor at jeg i går stod foruden job, uden planer for fremtiden og uden egne tanker. Hvor mine tanker alt sammen var skabt på baggrund af hvad omverdenen så for normalt og acceptabelt. Det er latterligt, at jeg overhovedet er nået til det... men i dag, hvor jeg stadig stod foruden alt det her, smilte jeg oprigtigt. Noget jeg ikke havde gjort i snart halvandet år.
Det er derfor at jeg ved, at jeg har tvunget mig selv til det simple. Tvunget mig selv til at stå foruden job og planer, hvilket har gjort det meget nemmere at nyde alle de små ting. Jeg vil sætte mig mål for fremtiden, men uden at glemme mig selv undervejs. Jeg er ikke længere naiv og uden omtanke.
