Åh de stakkels numser
"Måske vi lige mangler at høre om færdselsreglerne?" Spørgsmålet falder efter at vi er blevet udstyret med motorcykler og instruktioner om hvordan sådan en virker. Egentlig er vi klar til at køre, men pludselig falder det os ind, at vi ikke rigtig har regnet ud, hvordan det fungerer med vigepligter osv her i landet. Det virker for os, som om ham med den stærkeste vilje (og nogle gange det mest markante horn) har forkørselsret - vel at mærke uden brug af blinklys og uanset størrelsen på køretøjet. Svaret på vores spørgsmål er: "Bare følg efter". Vi er på vej på tur. I dag skal vi rigtig på udflugt. Sådan en med rygsækken på nakken og kameraet om halsen. Til formålet har vi været ude og finde den samme lokale tricycle chauffør, som var så venlig at tage sig godt af os, da vi ankom her til Dumaguete dagen før. I Indien har de rigshaws. I Thailand tuk tuks. Filippinerne har deres tricycle. Dumaguete er en by på størrelse med Aalborg. Der er ca 2.000 tricycles i dumaguete. Af de 2.000 skulle vi bruge én. Nr 1971, Ariel. Vi fandt ham! Ariel har i anledning af udflugten parkeret tricyclen og skal i stedet arbejde som vores guide og min chauffør, mens Jeppe danner bagtrop på sin egen motorcykel. Vi triller roligt og sikkert ud af byens myldretrafik (yeah right! Jeg er overhovedet ikke rolig - sidder og skæver nervøst bagud hver gang vi drejer eller kommer til et tæt trafikeret kryds, og holder skarpt øje om også Jeppe kommer levende igennem), og kører op i bjergene. Her er luften klar og frisk, temperaturen behageligt køligere og udsigten er helt igennem fantastisk. Vi kører igennem små landsbyer og palmeplantager. Overalt i vejkanten står der bøfler, geder, høns og afmagrede hunde. Børnene vinker, griner og siger hello, når vi passerer. Andre kigger forundret, med lange øjne efter os. Et par gange undervejs, er Ariel nødt til at spørge de lokale om vej. Vi skal ud til et vandfald og en varm kilde, hvor man kan bade. Vejforholdene er elendige. Undervejs når jeg på markaber vis at gøre mig mange tanker om, hvor det mon vil være værst for mine bare ben og arme at styrte. Den flade cementerede vej? Jordvejen med de enkelte sten? Grusvejen? Eller jordvejen med de mange store sten? Jeg beslutter mig for, at det vil blive et værre svineri uanset hvor vi styrter og at der vil være alt for meget arbejde i at lappe os sammen, så jeg bekymrer mig i stedet om at holde fast og nyde udsigten. Nogle måneder forinden har der været en meget kraftig tyfon i området. Den har kostet flere menneskeliv, og som vi kan se, har der været mange mudderskred og nogle steder er vejen helt ødelagt. Jo længere vi kommer frem, går det op for os, hvor stor skade tyfonen har forvoldt. På et tidspunkt er vi nødt til at køre igennem en passage, hvor et mindre vandfald flyder ud over vejen. Tæerne bliver våde, men de når ikke engang at tørre, før vi er nødt til at vende om og køre tilbage. Vejen er stort set ufremkommelig, og nogle lokale fortæller, at selv vandfaldet er blevet ødelagt. Vi kan mærke på Ariel, at han ikke tør tage nogle unødige chancer. Han har ikke alene ansvaret for os, men også tre sønner og en kone at forsørge. Faktisk meget atypisk asiatisk at tage så meget ansvar, når der er penge på spil. Vi finder i stedet den varme kilde, men også her har naturens kræfter været på spil. Kilden har simpelthen fundet nye veje, og har flyttet sig flere kilometer siden uvejret. Vi sætter os i skyggen med en cola og snakker om løst og fast, sætter nærmest Ariel i forhør omkring livet på Filippinerne. Det går godt, Ariel er ikke til at stoppe, når først han går i gang. Således beriget med ny viden, sætter vi vores efterhånden ømme numser i sadlen igen og kører videre. Vi stopper til et lille photo shoot ved en vulkan, hvorfra undergrunden syder og bobler. Her lugter af rådne æg og dårlig mave og temperaturen stiger pludselig betragteligt midt i dampene. Vi kører mange kilometer op i et nyt bjergpas, hvor vejene er endnu dårligere end før. Numserne er ikke glade. Øjnene og sindet derimod, stråler og er lykkelige som aldrig før. Her er simpelthen så smukt og luften har aldrig føltes renere. Vi når endelig frem til sidste destination, Twin Lakes. De to søer, Balinsasayao og Danao, er gamle vulkankratere, som gennem mange, mange år er blevet fyldt med regnvand. Her er ualmindeligt smukt og fredfyldt. Øjeblikket er perfekt og det er en af de oplevelser, der vil blive pakket ned i rygsækken, så den kan tages frem på en grå regnvejrsdag derhjemme og atter bringe varme og lykke. En sejltur, 200 trappetrin og en frokost senere, sætter de nu for alvor ømme numser sig op på motorcyklen for sidste gang, og kører direkte tilbage til byen, hvor kolde øl står og venter hos Bogart, en efterhånden velbesøgt tysk dykkerbar med havudsigt.