Udefineret
Evnen til at se to situationer og lægge dem sammen til et resultat der ikke er definerbart, kan blive en erkendelse af at mening opstår ved at opnå det man har manglet. Det man har manglet kan være en samtale og når ordene i en dialog derefter flyder opstår tilfredshed som noget man har opnået. Derefter finder man ud af at man i et øjeblik ikke mangler noget. Når øjeblikket er passeret mangler man noget nyt, det kunne være at blive klogere, men så opdager man at det at blive klogere er at lægge flere situationer sammen og til sidst forstår man hvad det vil sige at være menneske.
Fjern den præfrontale cortex for et øjeblik og du mangler pludselig sociale kompetencer, kontrol og bevidsthed. Du er med andre ord et dyr, bortset fra at dyret ikke ved hvad det mangler, fordi det aldrig har haft evnen til at lægge flere situationer sammen. Det må derfor være menneskets lod at kunne finde hoved og ikke hale i kompleksiteten og derved udvikle sig til at kunne forstå eller udvikle andre til at kunne forstå flere end bare mange situationer i et fuldkomment og mangelløst moment. Men du har aldrig manglet den præfrontale cortex og kan derfor ikke 100% sige hvad det vil sige at være menneske og tvivlen definerer dig mens den eneste målestok bliver at sætte sig selv i dødens perspektiv for at blive bevidst, og herved opstår den spæde illusion som i virkeligheden har defineret alt og alle mennesker til at være noget udefinerbart.
