Lad os rejse os, af Jesper Wung-Sung
Skarpe noveller
Der er langt imellem novellesamlinger, der sluges i en stor nærende og velsmagende mundfuld. Lad os rejse os er af den slags.
Jagten på likes, anerkendelse og frihed tilsat et god sjat livsglæde, ungdommelighed og nysgerrighed. Blandingen er krydret med klimakriser, halvfulde babysittere og uforstående forældre. Rørt sammen og tilberedt af Jesper Wung-Sung. I et skarpt sprog serveres ti noveller om at være ung - lige der, hvor livet begynder.
I novellerne møder vi vidt forskellige unge mennesker, der på den ene eller anden måde står i et vadested. Usikkerhed, undren og beslutsomhed driver novellernes handling, uden at give det hele. Læseren må undre sig med personerne og selv fylde de tomme pladser. Det er mesterligt skruet sammen.
Lad os rejse os er oplagt læsning i udskolingen. Her er der meget at snakke om. Novellerne vil helt sikkert fange de unge mennesker. Og lur mig om de ikke kan genkende sig selv i en eller flere personer.
Der findes undervisningsmateriale og interview med Jesper Wung-Sung på wungsung.dk
Tak for gratis anmeldereksemplar fra forlaget Fugl
Lad os rejse os, af Jesper Wung-Sung. Forlaget Fugl, 2020. 127 sider













