Vil hellere bare få det sagt. Har aldrig forstået at spille cool. Har været kikset med kærlighedserklæringer altid og undskyldninger føles som et bakket landskab af “den undskyldning skal serveres med det samme, koste hvad det vil!” og “undskylder jeg kun for at rydde op i min egen dårlige samvittighed? hjælper det reelt dem eller forstyrrer jeg deres fred?” og “hellere få tilkendegivet mine reflektioner og erkendt mine fejl, så ingen går i forvirring og tror at noget er deres skyld, når det i virkeligheden er min” og “jeg kan lære af mine fejl og hvis den her relation skal være tillidsfuld, må jeg vise at jeg ved når jeg har gjort noget forkert og sørge for aldrig at gøre det igen”. Med Stenen skulle jeg sige undskyld for hendes fejl. Det var forskruet. “Undskyld at jeg bliver ked af det over at du råber af mig og overskrider mine grænser og efterlader mig med ansvaret for at rydde op i dit rod”. Wack.
Men siger det. Siger undskyld. Nogle gange går der tid. Engang mistede jeg en kær veninde fordi jeg ikke vidste at JEG havde en spiseforstyrrelse. Men hun vidste det. Og jeg blev rasende da hun konfronterede mig med det. For jeg troede ikke på hende. Og nu sidder jeg 8 år efter og kan se at hun havde ret hele tiden. Det har jeg ikke undskyldt for endnu. Men jeg tænker på det tit, for det knækkede en hel vennegruppe at jeg pludselig ikke længere kunne ses med hende, fordi jeg følte mig så konfronteret og forudrettet over hendes “anklagende bekymring”. Det er jeg ked af stadig. Det var virkelig min fejl. Det ved jeg nu. Og derfor er det NU jeg kan undskylde.
Ligesådan er jeg bange for at lægge pres på relationen med unavngiven sjæleven, men må bare være ærlig. Han skal aldrig være bange for at tage kontakt. Det lyder som et krav jeg stiller, synes jeg. Men ægte mener jeg bare, at han aldrig er uvelkommen i mit liv. Han må meget gerne være her. Og det er vigtigt at han ved det, så han fx ikke går og er forsigtig. Hvis han ved det, kan han gøre med det hvad han vil. Det er op til ham. Kravfrit, men kærkomment.
Musseskridt imod tydelighed.
Han skrev mit navn. Det er der flere af mine venner der gør. Det er mig der er mig, sådan føles det når jeg læser det. Han plejer at kalde mig mit forbogstav. Men det føltes kærligt og respektfuldt at han skriver det hele. Som for at sige - jeg forstår ægte og det er dig jeg skriver til. Intentionelt.
Stenen råbte mit navn. Stenen brugte mit navn som et skældsord. Min krop i alarmberedskab. Mit sind i panik. Hun hånede alle mine elskede kælenavne, fordi hun synes de var dumme - og krævede at jeg kaldte hende for sit kælenavn. Jeg skammede mig over mit navn længe efter jeg flyttede væk. Søde venner får mig til at elske mit navn bit by bit igen. Helt uden at vide det. Stenen sagde aldrig undskyld. Ikke en eneste gang. Jo - faktisk en enkelt gang. Og det er nok til at få mig til at tvivl på om jeg er den dumme. Og det er volden der taler. Jeg er ikke dum. Jeg har aldrig været dum dum. Jeg har været ung. Uvidende. Benægtende. Naiv. Mega. Mega naiv. Ængstelig og alt for hurtig til at forelske mig i potentialet. Trofast og tilgivende på godt og ondt. Og bange for at miste. Lille autist. Blev til teenage autist. Blev til voksen autist uden at vide det. Kan ikke være den slags rask som stenen vil have. Den slags cool som stenen vil have. Den slags smuk og succesfuld som hun ville associeres med. Den slags nyttig og produktiv. Den slags trofast der holder på væmmelige løgne og tilgiver hende for at have udnyttet mig. Jeg kan være mig. Der får ting sagt også når det er cringe og for sent og uventet og spontant og velovervejet og ligegyldigt. Vil hellere dét, end den her skam og stilhed jeg har siddet fast i. Vil hellere bare sige det.
