Jeg har ladet Stenens ord definere hele min virkelighed. Eller, Stenen sørgede for at det var sådan det blev. Det var sådan set ikke noget jeg frivilligt lod ske.
Og jeg indser i etaper hvor meget hun bare tog fejl. Om og om. Hun brugte begreber helt forkert. Manipulerende. Hun forvrængede mine ord og udskammede mig og talte på vegne af mennesker hun aldrig har mødt og slet ikke kender. MINE VENNER. Mine helt egne personlige relationer. Hun lavede om på fortiden og gjorde det umuligt at løse noget som helst. Og så kaprede hun virkeligheden som noget jeg altid skulle have bekræftet af hende. Fordi min virkelighed var utroværdig. I could go on.
Efter 2 år indser jeg stadig hvor begrænset jeg er af den vold hun udøvede. Videoen af min blottede krop ligger stadig på hendes insta profil. Den er bevis på hendes vold. Hvem blokerer nogen og deler den slags uden samtykke. Hiding in plain sight.
Min pointe er at jeg havde venner dengang. Det har jeg stadig, jeg har bare ikke kontakt med nogen mere fordi jeg er så udmattet og flad. Men jeg havde venner og hun fik mig til at tro, at det havde jeg ikke ægte. Hun fik mig til at tro, at jeg var deres velgørenhedsprojekt og at derfor måtte jeg ikke dele svære ting. Fordi jeg udnyttede deres empati, ved at tale om den slags. Så jeg blev stille og brugte al min energi på at “hele mig selv” så jeg endelig kunne blive “god nok” til at man ku være min ven. Men det var aldrig mig der var i stykker. Jeg var ikke problemet. Men jeg så det ikke, fordi jeg kontant var hjemsøgt af “sandheden” om at min vikelighed er for subjektiv til at være ægte. Og at derfor skulle jeg “reparere mig selv” og tænke som Stenen, for nogensinde at kunne være lille og uproblematisk nok til at kunne forsvare min egen eksistens.
Og der var INTET problem udover stenen, for jeg havde venner. Og hendes vold tog det fra mig. Mit netværk. Mine luneste livsflammer. Ved at isolere mig mentalt. Så jeg isolerede mig selv fysisk. Og udøvede hendes vold mod mig selv, SELV da jeg var flygtet.
Og jeg sidder nu og kan knap nok gå, fordi min krop er så medtaget efter 2 års neglect af alle mine fysiske behov. Hjemløs igen og fattig og fucking ustabil. Og det er ikke mit lort - for jeg var ikke endt her af mig selv - jeg endte her pga Stenen. Det er så fucked up.
Og jeg føler ik jeg kan blive som jeg var, fordi den udgave af mig også var den udgave som hoppede i Stenens sorte hul med begge ben.
Hvem er jeg nu. Jeg er ikke en ugave af mig, som jeg synes om. Jeg er et sår, der bliver ved med at ske. Om og om. Det orker man da ikke. Konstant at hele, bare for at blive rippet itu af nogen man stoler på? Af sine egne minder? Af alt det der er ude af ens hænder?
Så føles det som om, jeg ikke kan stole på mig selv. Og i virkeligheden mangler jeg jo bare at være venner med mine dejlige venner. Dem jeg ved jeg kan stole på. Det mønster jeg ser er, at det først bliver farligt når jeg isoleres. Og lige nu er jeg mere isoleret end nogensinde før. Så jeg forstår at jeg er ensom og trist.
Kan ikke være andet end fuld af sorg og savn.
Tror sådan som jeg har det er en rimeligt reguleret reaktion på hvor shitty ting rent faktisk er. Og at hvis jeg havde det tip top, så ville det være et red flag.
Jeg vil bare allerhelst blive et nyt selv som endelig har fodfæste, kontakt, ro, styrke, retning og VILJE. Autonomi og formål.
Men jeg er bange. Hver dag. Og jeg forstår mig godt. For lige nu er det stadig ikke op til mig, om jeg er tryg eller ej. Og det ved jeg ikke om det nogensinde er. Og derfor bliver jeg ved med at være stille.
