Jeg HAR været i paradis
Barndommen var en gave og jeg fortryder det nu.
Fortryder at jeg havde så travlt med at blive voksen.
Jeg blev skænket et paradis ved fødsel,
alt jeg skulle var at være.
Uden ansvar og uden forpligtelse,
ja; et paradis uden lige.
Jeg så kun øjne, øre og næse i spejlet
og jeg løb for at lege, ikke for at flygte.
Skønhed var mor,
som stod ved komfuret og rørte i risengrøden
og en fredag aften med disney-film under dynen.
Tryghed var en konstant, jeg hørte altid til
ja kærligheden var næsten til at tage og føle på.
Og latter, der var altid latter,
for verden var jo én stor legeplads:
Jeg hoppede over stregerne og gemte mig bag kølediskene,
jeg hvinede over vandpytterne og himlen var fuld af hvide fabeldyr.
Jeg spurtede om kap, ikke med livet, men med vennerne,
jeg tabte og jeg vandt og det var lige sjovt hver gang.
Jeg spekulerede aldrig over i morgen, for lige nu leger vi dåseskjul og der er jo lang tid til at solen går ned.
Og jeg drømte, gud hvor jeg drømte!
Om eventyret fra i går og om at ride på elefanter og at rejse til Mars,
om alt det jeg tidsnok ville se, kunne og lære,
for jeg kunne jo være lige hvad jeg ville, en dag.
Der var ingen grænser, for verden var så stor,
selvom mor sagde at den også kunne være farlig.
Men jeg forstod det ikke,
for de gamle damer smilede til mig i køen i Netto
og jeg blev altid tilbudt en siddeplads i en overfyldt bus.
Fremmede ville snakke, de elskede at få mig til at le.
Og når mor blev væk og jeg var helt alene,
var jeg aldrig alene længe,
for der var altid en fremstrakt hånd.
Jeg rørte mange fremmede hænder i Tivoli og IKEA
hver og én så varm og forsigtig.
Jeg blev pylret og puslet om, jeg blev altid hjulpet på vej
og jeg vidste at det hele nok skulle gå.
Nok blev jeg bange, men jeg følte aldrig frygt,
for mor beskyttede mig mod monstrene under sengen.
Og når det blev allerværst og noget gjorde ondt,
var omsorgen blot en tåre derfra.
For tristhed var jo blot et skrabet knæ,
og mor var der altid til at puste.
Men tiden gik og jeg lærte, at man kan ikke puste på sjælen.
Og nu står jeg op i bussen og tænker på, at jeg savner at le med fremmede.
Risengrøden er klumpet, skønhed er et ideal og jeg husker ikke hvornår tryghed begyndte at være noget jeg skulle opsøge.
Og skyerne er bare klatter, jeg løber kun når jeg vil væk
og monstrene må jeg selv håndtere.
Og når tårerne de triller, må jeg tage mig selv i hånden
og drømmene er allerede glemt når jeg vågner.
Så jeg kigger på dem nu,
de små,
med melankoli.
For de ved det ikke,
men livet er bedst lige nu,
og i morgen er du allerede voksen.
