Der hvor vi står
Gud hvor er jeg træt af jer!
Jeg er træt af at se på jer.
Jeg er træt af at høre på jer.
Jeg er træt af at være del af et samfund og en kultur, hvor I har ophøjet jer selv til at være det næste naturlige skridt på evolutionsstigen.
Jeg har fået nok af jeres plastik-patter, jeres hysteriske latter og jeres dildo parties.
Jeg er så fucking træt af at sidde og se jer drikke caffe latte, mens I prøver at presse jeres provins-mentalitet ned over andre mennesker, og samtidig opfører jer som om I er selve nerven i den globale kultur.
Rend mig!
Første snap:
Din eks-mand med røde øjne, skortekraven åben, uglet hår. Efter 5 års misbrug, hvor du først tvang ham til at købe hus, dernæst få børn og til sidst metodisk gav ham en eksistentiel udskrabning, så hele drenge-røven blev erstattet af en tom skal i lærreds-shorts og polo-shirt, ser det endelig engang imellem ud som om hans smil ikke er et skrig, omend det stadig ser lidt desperat ud.
Han er fuld, på billedet holder han en plastik-vagina i hånden og hans facebook status er ændret til ”i et forhold”. Som den gode mor du er, raser og råber du, forbyder dine børn at få sig en facebook-profil, så de ikke skal konfronteres med dette. Dette forsøg på liv. Samme børn som du i løbet af de sidste 5 år har opfostret med kærlighed og skyld, lært dem hvordan du har ofret alt.
Andet snap:
Du er 40 år gammel, du tager sol og ligner mest af alt en reklame for læder-sadler. Dine lange brune ben må og skal selvfølgelig foreviges på Instagram, et billede som kunne bringes i mandebladene, hvis kameraet havde været løftet bare en centimeter.
I samme strøm af billeder kan man se dig på natklubber med armene om den ene efter den anden, og forskellige varianter af teksten ”fuld knald på” vedhæftet…og din 10-årige datter som ”liker” alle billederne. Du har gjort hykleri og dobbeltmoral til en kunstform og foreviget det på Internet.
Tredje snap:
Du er i dit rette element. På cafe på Nørrebro på et af de små steder med de rigtige navne. En rigtig metropol-cafe som efterhånden er blevet så forbandet mainstream, at du lige så godt kunne sidde på McDonalds…men det gør du selvfølgelig ikke. Din caffe-whatever har den rigtige farve og den rigtige temperatur, rørsukkeret er fra det helt rigtige økologiske sted, og dine store flotte solbriller gør et ihærdigt forsøg på at skjule, at din antropologi-uddannelse aldrig landede dig andet end et deltidsjob i det offentlige. Du og sine veninder elsker dette sted, hvis det bare ikke var for alle de forbandede tabere og junkier, som bor her. På den anden side af gaden sidder en hjemløs, skidt på tøjet, lort i skægget, og du undrer dig højlydt over hvorfor han ikke tager sig sammen og finder et job.
Du beslutter dig for, at der må gøres noget ved dette, og dagen efter kan du med varme i hjertet se dit medborger-bidrag på Nationen, hvor du raser mod de politikere som tillader at sådanne mennesker skal have lov at være på samme gade som dit stakkels barn. Nogen må gøre noget, dette kan ikke blive ved. Du bruger rigtig mange udråbstegn.
Der er så meget galde i dig, at du bare må øse det ud over din vatpik af en kæreste, da han foreslår om det er ok at han tager ud og kører mountain-bike i stedet for at læse din artikel for niende gang. Du kan slet ikke forså, hvad han skal iden skov sammen med sine taber-venner.
Fjerde snap:
Lige præcis. Fjerde snap, femte snap, tiende snap. Snap nummer 1876 med det samme forpulede out-of-date duckface eller surprise look. Du er så ung med de unge, at det er pinligt.
Man kan genkende jer overalt, 40-årige kvinder som står overalt i bybilledet og skærer grimasser til jeres telefon. Snaps flyver frem og tilbage mellem jer…når I da ikke lige har travlt med at kaste op over at jeres mænd ser Tour de France og køber bjerg-trøjer. I har degraderet jer selv til ligegyldige ansigtsudtryk, meninger og holdninger som har lige så lidt substans som de snaps I sender.
Var det dette, I ønskede da I brændte bh’erne tilbage i 70-erne?
Var dette det gyldne mål, da I besluttede jer for at kæmpe for en ligeværdig fremtid?
Er det med vilje, I søger tilbage til at blive karrikaturer af teenage-piger?
Eller er det jer, som har fat i den tunge ende af midtvejskrisen?